Schweiz

 
Europe 15.11.13
Historie: De lande, der udgør det nuværende Schweiz, beboedes i oldtiden af helvetierne og andre keltiske stammer. Foruroligede af tyske stamme ville de 58 f.Kr. gå ind i Aquitanien, men hindredes deri af Cæsar og underlagdes Rom. Fra 15 f.Kr. var hele Schweiz romersk. Fra 4. århundrede trængte de tyske alamanner ind i det nordlige og midterste del, mens burgunderne besatte vesten. Schweiz faldt da i 3 dele, en ræto-romansk i Graubünden, en overvejende tysk i midten og en romansk i vesten. 496 undertvang Chlodovech alamannerne, 534 kuede hans sønner burgunderne, 536 afstod østgoterne Rætien, og de italienske dale kom 744 også under frankerriget, som hele Schweiz nu tilhørte. 843 fik det østfrankiske rige den østlige del, Lothar den vestlige. 888 stiftedes det transjuranske Burgund af Franche Comté, Savojen og Vest-Schweiz, det forenedes 933 med det cisjuranske Burgund og tilfaldt 1032 det ryske rige. Hele Schweiz hørte nu til dette; der udviklede sig et rigt kirkeliv med store kolstre (St. Gallen), og tysk kultur blev fra nu af overvejende. I 12. århundrede fik greverne af Zähringen store dele af Schweiz i deres magt; da de uddøde, opstod der talrige rigsumiddelbare herskaber, stæder og abbedier. I løbet af 13. århundrede søgte greverne af Habsburg at bringe så mange som muligt af disse i midt- og øst-Schweiz under sig, og som værn mod disse bestræbelser dannede de tre »Skovkantoner« Uri, Schwyz og Unterwalden 1291 et forbund, der blev begyndelsen til det senere Schweiz. 1309 erkendtes de for rigsumiddelbare, og da hertug Leopold af Østrig ville kue dem, blev han slået ved Morgarten 1315; samme år fornyedes forbundet af 1291 ved det evige edsforbund i Brunnen, at fortællingerne om Tell og Rütli er uhistoriske, er den almindelige antagelse; dog har der i senere tid hævet sig røster til deres forsvar. I løbet af 14. århundrede tiltrådtes edsforbundet af adskillige landsdele, Luzern, Zürich, Zug, Bern og Glarus, så det henimod 1400 bestod af 8 »Orte« eller kantoner. Navnet Schweiz opstod af Schwyzer (Schwyz formodentlig af personnavnet Suito). De enkelte i forbundsled styrkede sig ved forbund med naboer o.a. Udadtil ørtes talrige krige med Østrig. Forbundet sejrede ved Sempach (1386) og Näfels (1388), og 1394 måtte habsburgerne anerkende dets uafhængighed, hvilket endelig stadfæstedes 1474, efter at forbundet i 15. århundrede var gået angrebsvis til værks overfor Østrig og havde erobret Aargau og Thurgau fra Sigismund. Da Karl d. Dristige af Burgund ville genoprette det gamle burgundiske rige, angreb han schweizerne, men blev slået ved Grandson og Murten og faldt ved Nancy 1477. Hermed var edsforbundet blevet en i Europa respekteret magt. Ved den schwabiske krig 1499 tilkæmpede det sig faktisk uafhængighed af det tyske rige, om end stadfæstelsen først kom 1648. Schweizernes tapperhed var bleven berømt, og de forskellige regeringer kappedes om at hverve hele hæren i Schweiz. 1512 erobrede de Lombardiet, men led 1516 nederlaget ved Marignano mod Franz I, hvorefter de sluttede sig nær til Frankrig. Efter 1525 optrådte de ikke mere som samlede hære, men anskaffelsen af schweizerregimenter og -garder vedblev langt op i tiden. — 1501 tiltrådte Bern og Schaffhausen edsforbundet, og der var fra 16. århundrede til 1798 13 »Orte« eller kantoner foruden 19 forbundne »Orte«. Begyndelsen af 16. århundrede var en glanstid for forbundet, men den vundne ry og rigdom skabte ødselhed og indre strid. Hertil kom de religiøse stridigheder. Zwingli begyndte at prædike 1519 og vandt mange kantoner, men de 5 katolske (Luzern, Uri, Schwyz, Unterwalden og Zug) var overlegne, og Zwingli faldt 1531 i kamp for at danne en ny forfatning. Hermed standsede reformationens udbredelse i det tyske Schweiz, mens den gennem Calvin sejrede i det franske Vest-Schweiz. Hele 16. århundrede vedblev religionsstridighederne, og i 17-18. århundrede var forbundet trods fred udadtil svagt. Der opstod en dyb modsætning mellem et aristokratisk parti i byerne og landbefolkningen; forbindelsen mellem de enkelte dele var løs, og de lededes efter forskellige principper. Der fandtes til dels de samme modsætninger som i Frankrig før 1789, og skønt næringsveje og kultur blomstrede, var tilstanden utryg. Også nationale modsætninger gjorde sig gældende. Disse faktorer førte til store omvæltninger i revolutionstiden. Frankrig og Bonaparte ønskede at sikre sig alpepassene; de franske schweizere i waadt ville søge støtte hos deres landsmænd mod de overmægtige tyskere, og 1798 trængte en fransk hær ind i proklamerede den helvetiske republik, en enhedsstat efter fransk mønster, hvor kantonerne blev blotte forvaltningsdistrikter, og hvis institutioner ordnedes i revolutionsprincippernes ånd. Al modstand mod denne forfatning kvaltes, men i de følgende år opstod stadig stridigheder mellem føderalister (der ville en forbundsstat) og unitarierne; Napoleon greb ind og gav 1803 ved mediationsakten en ny forfatning, hvorved landet atter blev et statsforbund, bestående af 19 kantoner. Ved wienkongressen, hvor Schweiz erklæredes for evig neutralt, fik det en ny forfatning som løst forbundet statsforbund på 22 kantoner. 1817 tiltrådte forbundet den hellige alliance, og ledelsen var overhovedet reaktionær. En liberal opposition rejste sig mod kantonernes forfatninger og fik dem 1830-31 for en stor del ændrede i friere ånd. Samtidig blussede de religiøse stridigheder op igen. 1845 dannede de katolske kantoner et særforbund (Sonderbund), og en Sonderbundskrig udbrød 1847, hvor katolikkerne blev slået. 1848 gennemførtes en ny forfatning, der gjorde landet til en forbundsstat. Herefter fulgte en kraftig opblomstring. Udadtil gennemgik landet forskellige konflikter, således striden om Neuenburg (s.d.) med Preussen, kravet om Savojen 1860, den franske general Bourbakis afvæbning 1871. Spørgsmålet om Schweiz' asylret overfor fremmede anarkister og socialister har også flere gange givet anledning til vanskeligheder. De tyske protestanter arbejdede i 1870erne på en ny forfatning, der skulle øge forbundets myndighed overfor de enkelte kantoner; et forslag derom forkastedes 1872 ved de franske og katolske kantoners stemmer, men et noget afdæmpet blev lov 1874 mod de syv katolske kantoner og er med senere revisioner den nugældende konstitution. Store indre reformer prægede tiden siden da til verdenskrigen; nævnes kan statens overtagelse af jernbanerne fra 1898, den store militærreform 1912 og den ny fabrikslov 1914. Maj samme år afholdtes en stor natioanludstilling i Bern. Det regerende politiske parti var det såkaldte redikale, mod hvilket stod konservative, demokrater og socialdemokrater. Da de radikales vælgertal ikke svarede til deres antal af mandater i nationalrådet, rejste modstanderne krav om forholdstalsvalgs indførelse. Forslaget derom forkastedes ved referendum 1900 og 1910, sidste gang dog med ringe majoritet. Nogen sproglig enhed eksisterer naturnødvendigt ikke i Schweiz, men den fælles fædrelandsfølelse er stor. Dog kunne der i senere år før verdenskrigen spores nogen uvilje fra den romenske del af befolkningen mod den fremtrængende al-tyskhed. Verdenskrigen bragte Schweiz ind i store vanskeligheder, dels fordi landet for væsentlige dele af sit forbrug, bl.a. af korn, er henvist til indførsel udefra, dels fordi de indre nationale modsætninger nu brød ud i lys lue. Med stor dygtighed kom man dog igennem krigsårene, samtidig med at landet hævdede sin plads som fristed og forhandlingscentrum for de europæiske folk. Med centralmagterne sluttedes en handelsoverenskomst 1916; med Frankrig lykkedes det først 1917 at nå til forståelse. Schweiz protesterede mod den uindskrænkede ubådskrig 1917, men afslog at deltage i den wilson'ske fællesoptræden. Hæren var straks ved krigens udbrud mobiliseret, og de rygter, der flere gange gik om truende krænkelser af neutraliteten, viste sig grundløse. Oktober 1918 vedtoges endelig ved folkeafstemning indførelse af forholdstalsvalg til nationalrådet, og ved valgene november 1919 knækkedes de radikales overmagt, idet deres mandattal sank fra 100 til 60, mens bondeforbundet gik op fra 10 til 25 og socialisterne fra 20 til 40; heri skete der ved de næste valg oktober 1922 ikke større ændringer. Krigsudgifterne og store reformer som alderdoms- pg invalideforsikringen 1920 og indførelse af 8-timersarbejdsdag samme år (1922 delvis ændret til 9 timer) havde mere end fordoblet skattebyrden, og man har på forskellige måder søgt at råde båd herpå. Et socialistisk forslag om en ofrmueafgift på 8-10 % fremkaldte en voldsom kapitalflugt, men blev forkastet ved folkeafstemning 3. december 1922. Røde Kors og Folkenes Forbund er kraftige eksempler på de betydningsfulde internationale institutioner, der er knyttet til Schweiz. På den anden side har landet som tilflugtssted for bolsjevikkerne før 1916 og for detroniserede monarker som kejser Karl, kong Konstantin og kalifen hævdet sit gamle ry som politisk asyl. (HK8/1925)

De større slag udkæmpet af det schweiziske folk er oplistet herunder.