Bayern

Tyskland, Europa 04.12.14

Historie: Bayern var meget tidligt bebygget. Da romerne på Augustus' tid nåede disse egne, beboede de keltiske vindeliciere landet mellem Donau og Alperne, Inn- og Bodensøen. På folkevandringstiden toges landet i besiddelse af gotogermanske stammer, der havde boet i Böhmen og her antaget navnet Bojovarer. Erobrerne smeltede sammen med de romaniserede kelter og gav landet navnet Bojovarien, der i tidens løb er blevet til Bayern. Deres hertuger kom snart i afhængighed af frankerne, og den sidste hertug af agilolfingernes slægt, Tassilo III blev afsat af karl d. Store 788. Under karolingerne blomstrede Bayern op, men led meget ved magyarernes hærgninger. 912 valgte Bayern igen en egen hertug, som dog måtte anerkende kejserens lenshøjhed. 1070-1180 sad welferne inde med hertugværdigheden, men da Henrik Löwe 1180 blev erklæret i Rigens Acht, skænkede Frederik Barbarossa Bayern som len til pfalzgreve Otto af Wittelsbach, der blev stamfader til det indtil 1918 regerende hus. Ottos søn fik 1214 tillige Rhinpfalz. 1329 deltes huset i to linjer, den bayerske og den pfalziske, af hvilke den sidste omsider beholdt kurværdigheden. Ved Trediveårskrigens begyndelse regerede kurfyrst Frederik V i Pfalz, hertug Maximilian I i Bayern; sidstnævnte vandt ved at støtte den katolske sag Øvrepfalz og kurværdigheden, som han beholdt ved den westfalske fred 1648, mens Rhinpfalz blev gjort til et 8. kurfyrstendømme og tilbagegivet Frederiks søn. Bayern havde nu fred i 50 år, indtil kurfyrst Maximilian II Emanuel (d. 1726) under den spanske arvefølgekrig tog parti for Ludvig XIV. Bayern overhovedet i første halvdel af 18. århundrede at spille en rolle i den europæiske stormagtspolitik, men uden større held; under den østrigske arvefølgekrig (1740-45) stræbte Karl Albrecht (d. 1745) forgæves efter kejserkronen. Sønnen Maximilian III Josef (1745-77) var en oplyst regent, under hvem landet blomstrede op, agerdyrkning og industri blev fremmet, retsplejen forbedret; men jesuitterne bevarede deres indflydelse, befolkningen holdtes nede i uvidenhed og råhed og udsugedes af en fordærvet embedsstand. 1777 uddøde den bayerske linje med Maximilian III Josef, og Bayern gik i arv til kurfyrsten af Pfalz, Karl Theodor (1777-99). Således forenedes atter Pfalz og Bayern efter at have været adskilt i over 400 år. Landet led under den bayerske arvefølgekrig med Preussen (1778-79) og under det ødsle regimente, indtil den franske revolution og Napoleon fik en afgørende indflydelse på dets skæbne. Ved freden i Lunéville 1801 mistede Bayern landet vest for Rhinen, men fik rigelig erstatning i inddragne bispedømmer; den nære tilslutning til Frankrig fik også indflydelse på landets indre styrelse: klostrene ophævede, jesuitterne fordreves, der indførtes religionsfrihed, hoveri og tiende afskaffedes; hæren blev omdannet på Frankrigs side og fik til løn bl.a. Tirol, Passau, Eichstädt og et stykke af Schwaben. 1806 antog Maximilian IV Josef, der var fulgt efter Karl Theodor, kongenavn som Maximilian I; Bayern tiltrådte Rhinforbundet og forpligtede sig til at stille tropper til Napoleons krige. Lidt efter lidt kølnede Napoleons soldaterudskrivninger den begejstring for Frankrig og dets kejser, som landets stadige vækst havde vakt i Bayern. Da 30.000 bayrere var gået til grunde i Rusland, svandt den ganske. Endnu i begyndelsen af felttoget 1813 stod Bayern på Napoleons side, men kort før slaget ved Leipzig sluttede det sig til hans fjender. Dette blev Bayerns held. Ved Wienerkongressen måtte det afstå de fra Østrig erhvervede lande, men fik igen Rhinpfalz fra Frankrig, således at Bayern beholdt omtrent den udstrækning, Napoleon havde skaffet det og som det har endnu. På Wienerkongressen kæmpede Bayern for de enkelte tyske landes suverænitet. Modsat det reaktionære Preussen fulgte Bayern en mere frisindet politik, og landet var den første tyske stat, der fik en fri forfatning (1818). Ludvig I (1825-48) regerede i begyndelsen frisindet; han bragte orden i finanserne og fremmede kunst og videnskab, men fra 1837 indtrådte under den reaktionære førsteminister Abelen fuldkommen forandring. Censuren blev skærpet, klostrene understøttede, jesuitterne vendte tilbage, og skolevæsenet kom igen i deres hænder. Ministeriet havde støtte i den uvidende, af præsterne påvirkede bondestand, men dets fald hidførtes 1847 af kongens elskerinde, danserinden Lola Montez. Forbitrelsen mod denne i forbindelse med februarrevolutionen fremkaldte uroligheder i München, og kongen abdicerede 1848. Sønnen Maximilian II (1848-64) var moderat frisindet, og der vedtoges en valglov, der gjaldt til 1906; indenfor riget førte Bayern stadig en selvstændig, antipreussisk politik. Maximilians søn Ludvig II (1864-86) stillede sig 1866 på Østrigs side, men hæren blev slået. Da Bismarck ønskede at vinde Bayerns hjælp til kampen mod Frankrig, fik det en billig fred (opgivelsen af en mindre landstrækning og 30 mio. gylden i krigsomkostninger), og af frygt for Napoleon indgik Bayern en alliance med Preussen, skønt flertallet af befolkningen var afgjort preusserfjendtligt. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig 1870 sejrede enhedsfølelsen over al partikularisme, og hæren nomiliseredes og stilledes under Preussens overledelse. Bayrerne havde ikke ringe del i de tyske sejre, og det var den bayerske konge, der i Versailles foreslog at udråbe den preussiske konge til Tysklands kejser. 21. januar 1871 vedtog Bayerns lovgivende forsamling landets tilslutning til det tyske rige. Imidlertid bevarede landet selvstændighed i mange punkter, og den sydtyske partikularisme fandt navnlig et hjemsted i Bayern. Indadtil spillede kirkepolitiske spørgsmål en stor rolle; centrum var stærkt og beredte de liberale regeringer, især Lutz (1880-90) mange vanskeligheder. 1886 blev Ludvig II erklæret for sindssyg og druknede sig samme år i Starnberger Sø, hvorefter farbroderen Luitpold overtog regentskabet for den ligeledes sindssyge Otto (1886-1913). Efter Luitpolds død 1912 overtog hans søn Ludvig regentskabet og blev 1913 konge som Ludvig III (1913-18), idet Otto erklæredes for afsat. Det nærmest klerikale ministerium Podewilz-Dörniz gennemførte 1906 en ret demokratisk valglov, men kom 1911 i kamp med centrum på et spørgsmål om foreningsretten og opløste Landdagen. Centrum kom atter ind som flertal, og ministeriet veg for en centrumsregering under Hertling, dog betonedes stærkt, at heri ikke lå nogen anerkendelse af parlamentarismen. Under verdenskrigen stillede Bayern sig helt og fuldt på rigets tjeneste, og bayrerne spillede en betydelig rolle på alle fronter. Imidlertid voksede utilfredsheden indadtil under krigens tryk dag for dag; socialdemokratiet var stærkt i de store byer og arbejdede fra 1917 åbenlyst for republikkens indførelse. November 1917 blev Hertling rigskansler, og man så i hans mådeholdne personlighed en garanti for en fredsvenlig politik, et håb, som dog bristede over for Ludendorffs intriger. Mens endnu forfatningsjubilæet maj 1918 var fejret under stærk betoning af monarkiet, varslede ud på efteråret stærke tegn den kommende storm; på socialdemokraternes landskongres i oktober forlangte republik, og regeringen under von Dandl førte forhandlinger med Landdagen om en fri forfatning. 7. november holdt begge socialistiske partier et demonstrationsmøde i München; den uafhængige socialist Kurt Eisner (s.d.) tilrev sig ved et kup magten, soldaterne stormede kasernerne og udråbte Eisner til præsident. Kongen måtte opholde sig flere rimer i en remise, flygtede og erklæredes for afsat, abdicerede 13. november. En regering dannedes af socialdemokraterne og demokrater, men viste indre splid; mod den højt begavede, men upraktiske og effektjagende Eisner stod flertalssocialisten Auer. Valgene til Landdagen 12. januar 1919 gav sort borgerligt flertal, ca. 80 centrum, 50 flertalssocialister, 22 tysk folkeparti, 20 bondeforbund, 7 nationalliberale, 4 uafhængige. De uafhængige og spartakisterne ville imidlertid ikke bøje sig for Landdagen; arbejder- og soldaterråd konspirerede, og en adelig fantasts mord på Eisner i München 21. februar, den dag Landdagen skulle træde sammen, bragte forholdet til krisis; Auer blev livsfarlig såret i Landdagen, regeringen styrtedes, og anarkiet truede. Ved forhandlinger mellem socialdemokraterne og arbejder- og soldaterråd fremgik 11. marts et forlig, hvorefter der skulle dannes en fællesregering med udtrykkelig anerkendelse af rådenes ret til deltagelse i styrelsen. Flertalssocialisten Hoffmann blev leder af ministeriet, og Landdagen trådte sammen igen 18. marts. Imidlertid rejste spartakisterne sig mod den ny statsordning, under ledelse af dr. Franz Lipp proklamerede de 7. april rådsrepublikken og tog magten i München, hvorefter regering og nationalforsamling forlagdes til Bamberg. Få dage efter blev Lipps regering styrtet af den russiske jøde Max Lewien, den polske jøde Ernst Toller og russeren Leviné-Nissen i spidsen dannede denne 18. april en regering, støttet på proletariatet og med tilknytning til Rusland. En borgerlig militærrevolte blev slået ned, og i et par uger herskede i München rød terror. Bønderne i Bayern proklamerede da udsultning af byen og Hoffmann, der i begyndelsen stod vaklende, søgte hjælp i Berlin og Württemberg. En preussisk-württembergsk hær rykkede frem, tog 20. april Augsburg, som spartakisterne havde besat, og rykkede 28. april frem mod München, der erobredes 1. maj efter heftige kampe. Forholdene har siden været nogenlunde rolige; dag vakte Leviné-Nissens henrettelse i juni stor forbitrelse hos de røde. 12. august vedtoges republikkens ny forfatning. Under hele revolutionen har i øvrigt den bayerske partikularisme spillet en fremtrædende rolle. (HK1/1920)