Trods
Publius
Cornelius Scipios dramatiske erobring af Spanien, var det romerske
senat modstræbende for at den unge kommandant invadere selve Karthago.
Derpå tog Scipio (senere Scipio Africanus) til Sicilien hvor han
rekrutterede sin egen hær af romerske frivillige, syracusanere og
to legioner, som havde været i eksil der siden ydmygelsen ved Cannae.
I 204 f.Kr. tillod Rom endeligt denne styrke at rejse til Afrika. Scipio
gik i land midt på sommeren ved Utica, mindre end 32 km vest for
Karthago. Hans ekspeditionsstyrke blev næsten straks indesluttet
nær kysten af Hasdrubal,
søn af Gisco, med en styrke af karthagere, og Syphax,
numidernes aldrende konge. Men Scipio organiserede en stærk defensiv
stilling, som omfattede belejringslinjer rundt om byen Utica, og indgik
en alliance med en anden numidisk stammehøvding, Masinissa.
I foråret 203 indledte Scipio et pludseligt angreb
mod de styrker som blokerede hans brohoved. Afrikanerne trak sig tilbage
ind i landet til et område kaldet De Store Sletter, hvor de slog
sig ned for en magelig reorganisering. Men den aggressive romerske kommandør
førte 16.000 mand på en fem dage lang ilmarch ind i baglandet.
Han faldt over den overraskede fjendtlige lejr i et voldsomt stormløb,
som jog 20.000 afrikanske tropper på flugt. Syphax, ven med Hannibal
gennem lang tid, blev såret, taget til fange og sendt til Rom i
lænker. Massinissa trængte videre frem for at erobre den numidiske
hovedstad Cirta og med byen Syphax' smukke unge hustru Sophonisba, som
hans straks erklærede for sin egen. Imens vendte Scipio sig mod
øst og indtog en stilling i Tunis-bugten, hvilket truede selve Karthago.
Det afgørende slag under den Anden Puniske Krig lå lige
om hjørnet.