Tyskland – Luftbombardement
Europa

Anden Verdenskrig, 1942-44
09.10.15

Det tyske Luftwaffe indledte tilintetgørelsen af fjendtlige byer og langtrækkende strategiske mål med luftbombardement i 2. verdenskrig. Selvom denne politik viste sig succesfuld i begyndelsen af krigen, slog den navnlig fejl i slaget om England, primært fordi luftangrebet ikke kunne suppleres med en invasion af landstyrker. Da de allierede førte offensiven mod det nazistisk besatte Europa, gjorde de ødelæggende brug af strategisk bombning, men kun om en indledning til senere angreb på land, som igen blev støttet af taktiske bombninger og beskydning fra luften.
   Den større luftoffensiv mod Tyskland begyndte om natten den 30. maj 1942. I det første af tre angreb i træk fra 1.000 bombefly, kastede britiske bombefly 2.000 tons bomber over Köln på 90 minutter. Den næste nat modtog Essen et lignende slag og den 25. juni Bremen. På samme tid havde det amerikanske 8. luftvåben etableret sig i England, og sendte den 18. august sin første formation af B-17 Flying Fortress bombefly på et angreb i dagslys mod nazistiske mål ved Rouen, Frankrig. Dette angreb fastlagde det allierede bombningsmønster, som skulle vare resten af krigen: de tunge Halifax og Lancaster fly fra Royal Air Forces (RAF) bomberkommando koncentrerede sig om tæppebombninger i natangreb; B-17 fly fra USA gennemførte præcisionsangreb i dagsangreb.
   I starten viste den britiske metode sig mest effektiv. Men efterhånden som bevæbningen på B-17 flyene blev konstant forbedret og langtrækkende jagereskorte blev udviklet, overtog det 8. luftvåben et stadig større del af bombningsbyrden. Begge offensiver angreb de samme typer mål: flyvepladser, transport- og kommunikationscentre, og steder for vigtig krigsproduktion, såsom flyfabrikker og brændstofanlæg. Sammen med forbedringer af fly og teknologi kom en forøgelse i størrelsen af bombernes destruktive kraft. I foråret 1942 var de største bomber i 4.000 punds klassen. To år senere ødelagde bomber på 12.000 pund og selv 22.000 pund mål over hele Hitlers Festung Europa. På samme tid medførte de allierede fly stadig større bombelaster. I begyndelsen af 1942 var den gennemsnitlige last pr fly 2.800 pund; i 1943 var den 7.500 pund.
   I 1943 indledte den britiske luftmarskal Arthur Harris, kommandør for RAFs bomberkommando, tre større voldsomme luftangreb mod Tyskland. Fra marts til juli var det industrialiserede Ruhrr det vigtigste mål. Mellem den 24. juli og 3. august led Hamburg fire ødelæggende angreb. Derefter blev Berlin det primære mål i november, hvor 16 store angreb ramte den tyske hovedstad over de næste fire måneder. En af de vigtigste årsager til ændrin-gen i mål var at overliste de snarrådige natjagerfly fra Luftwaffe og det massive nazistiske antiluft-skyts. Det nazistiske forsvar viste sig særligt dødbringende om natten den 30-31. marts 1944, da 795 britiske fly angreb Nürnberg. Tyskerne nedskød 94 fly, hvilket gjorde Nürnberg til Englands mest kostbare enkeltangreb under krigen.
   Imens optrappede B-17 Flying Fortress bombefly fra det amerikanske strategiske luftvåben stødt deres angreb i dagslys, først under general Ira Eaker og derefter under general Carl Spaatz. De vigtigste mål var de nazistiske jagerstyrker og den tyske flyindustri. Igennem 1943 var de amerikanske bombefly stadig uden eskorte af langtrækkende jagerfly. Klimakset for disse risikable operationer kom den 14. oktober da 291 flyvende fæstninger slog til mod kuglelejefabrikkerne ved Schweinfurt: 65 bombefly gik tab på denne »sorte torsdag«, primært til tyske ME-109 og FW-190 jagerfly. Tidligere den 1. august foretog 178 amerikanske B-24 Liberator bombefly baseret i Nordafrika et voldsomt angreb i lav højde mod Ploesti i Rumænien, det vigtigste benzincenter i Hitlers Europa. Angrebet kostede 53 fly; 310 besætningsmedlemmer blev dræbt, 108 taget til fange i Rumænien og 79 interneret i Tyrkiet.
   Men nu kom hundredvis af langtrækkende amerikanske jagerfly ud fra produktionslinjerne — Thunderbolt (P-47), Lightning (P-38) og Mustang (P-51). Deres aktionsradius var forøget fra 765 til 1.360 km. Den 23. februar 1944 var general James Doolittles 8. amerikanske luftvåben klar til at fremtvinge en afgørelse i luften. I en uge med koncentreret præcisionsbombning vandt B-17 fly, ledsaget af sværme af dødbringende, langtrækkende jagerfly, kontrol med luften over Tyskland. Fra da af blev de allieredes luftoverlegenhed stadig større.
   I marts 1944 skiftede de allieredes luftangreb til jernbaneforbindelser i Frankrig, Belgien og det vestlige Tyskland for at støtte den kommende invasion over kanalen den 6. juni. 66.000 tons bomber på tre måneder afskar praktisk talt alle jernbaneforbindelser til de tyske soldater i Normandiet. Derefter, lige før D-dag, begyndte taktiske fly at ødelægge broer og køretøjer. Under den senere landoffensiv mod Tyskland ydede det amerikanske 9. luftvåben (Hoyt Vandenberg) og det britiske 2. taktiske luftvåben (Arthur Coningham) nærstøtte for de allierede tropper. Op til 9.000 fly pr. dag angreb militære mål på frontlinjen og kommunikations- og transportfaciliteter længere bagude. Luftangreb nåede et højdepunkt mellem den 21. og 24. marts under de allieredes største krydsning af Rhinen. På disse fire dage blev mere end 42.000 missioner fløjet mod tyske mål.
   Det mest ødelæggende luftangreb i historien kom under gentagne angreb på Dresden, Tyskland. Om natten den 13. februar 1945 angreb 723 Lancaster bombefly fra RAF hovedstaden i Sachsen, efterfulgt dagen efter af 450 flyvende fæstninger fra det amerikanske 8. luftvåben. Omkring 135.000 mennesker blev dræbt, hvilket efterlod utiltrækkelig med uskadte overlevende til at begrave de døde.
   I alt kastede allierede flyvere 2.700.000 tons bomber over det nazistisk besatte Europa, hvor 2/3 af denne mængde faldt efter invasionen i Normandiet den 6. juni 1944. Den sidste større gengældelse fra Luftwaffe kom under slaget i Ardennerne, da 156 allierede fly blev ødelagt på en enkelt dag (1. januar 1945). Men Luftwaffes tab var høje og derefter faldt den tyske lufttrussel stødt. Hitlers sidste håb om sejr i luften, hans jetdrevne fly, viste sig uden betydning pga. konstante allierede angreb på tyske flyvepladser.
   Det massive luftbombardement af Tyskland bidrog i høj grad til de allieredes sejr. Men tabene for luftstyrkerne var høje. (Hvert af de tunge amerikanske bombefly medførte ti mand, hver af de britiske bombefly syv). Etableringen af allieret luftoverlegenhed over Europa før D-dagen i Normandiet kostede 140.000 besætningsmedlemmer – ti gange antallet af landtropper dræbt og såret under selve angrebet over Kanalen.

B-17 Flying Fortress