Det
tyske Luftwaffe indledte tilintetgørelsen af fjendtlige byer og
langtrækkende strategiske mål med luftbombardement i 2. verdenskrig.
Selvom denne politik viste sig succesfuld i begyndelsen af krigen, slog
den navnlig fejl i slaget om England, primært fordi luftangrebet
ikke kunne suppleres med en invasion af landstyrker. Da de allierede førte
offensiven mod det nazistisk besatte Europa, gjorde de ødelæggende
brug af strategisk bombning, men kun om en indledning til senere angreb
på land, som igen blev støttet af taktiske bombninger og
beskydning fra luften.
Den større luftoffensiv mod Tyskland begyndte
om natten den 30. maj 1942. I det første af tre angreb i træk
fra 1.000 bombefly, kastede britiske bombefly 2.000 tons bomber over Köln
på 90 minutter. Den næste nat modtog Essen et lignende slag
og den 25. juni Bremen. På samme tid havde det amerikanske 8. luftvåben
etableret sig i England, og sendte den 18. august sin første formation
af B-17 Flying Fortress bombefly på et angreb i dagslys mod nazistiske
mål ved Rouen, Frankrig. Dette angreb fastlagde det allierede bombningsmønster,
som skulle vare resten af krigen: de tunge Halifax og Lancaster fly fra
Royal Air Forces (RAF) bomberkommando koncentrerede sig om tæppebombninger
i natangreb; B-17 fly fra USA gennemførte præcisionsangreb
i dagsangreb.
I starten viste den britiske metode sig mest effektiv.
Men efterhånden som bevæbningen på B-17 flyene blev konstant
forbedret og langtrækkende jagereskorte blev udviklet, overtog det
8. luftvåben et stadig større del af bombningsbyrden. Begge
offensiver angreb de samme typer mål: flyvepladser, transport- og
kommunikationscentre, og steder for vigtig krigsproduktion, såsom
flyfabrikker og brændstofanlæg. Sammen med forbedringer af
fly og teknologi kom en forøgelse i størrelsen af bombernes
destruktive kraft. I foråret 1942 var de største bomber i
4.000 punds klassen. To år senere ødelagde bomber på
12.000 pund og selv 22.000 pund mål over hele Hitlers Festung
Europa. På samme tid medførte de allierede fly stadig
større bombelaster. I begyndelsen af 1942 var den gennemsnitlige
last pr fly 2.800 pund; i 1943 var den 7.500 pund.
I 1943 indledte den britiske luftmarskal Arthur
Harris, kommandør for RAFs bomberkommando, tre større
voldsomme luftangreb mod Tyskland. Fra marts til juli var det industrialiserede
Ruhrr det vigtigste mål. Mellem den 24. juli og 3. august led Hamburg
fire ødelæggende angreb. Derefter blev Berlin det primære
mål i november, hvor 16 store angreb ramte den tyske hovedstad over
de næste fire måneder. En af de vigtigste årsager til
ændrin-gen i mål var at overliste de snarrådige natjagerfly
fra Luftwaffe og det massive nazistiske antiluft-skyts. Det nazistiske
forsvar viste sig særligt dødbringende om natten den 30-31.
marts 1944, da 795 britiske fly angreb Nürnberg. Tyskerne nedskød
94 fly, hvilket gjorde Nürnberg til Englands mest kostbare enkeltangreb
under krigen.
Imens optrappede B-17 Flying Fortress bombefly fra det
amerikanske strategiske luftvåben stødt deres angreb i dagslys,
først under general Ira
Eaker og derefter under general Carl
Spaatz. De vigtigste mål var de nazistiske jagerstyrker og den
tyske flyindustri. Igennem 1943 var de amerikanske bombefly stadig uden
eskorte af langtrækkende jagerfly. Klimakset for disse risikable
operationer kom den 14. oktober da 291 flyvende fæstninger slog
til mod kuglelejefabrikkerne ved Schweinfurt: 65 bombefly gik tab på
denne »sorte torsdag«, primært til tyske ME-109 og FW-190
jagerfly. Tidligere den 1. august foretog 178 amerikanske B-24 Liberator
bombefly baseret i Nordafrika et voldsomt angreb i lav højde mod
Ploesti i Rumænien, det vigtigste benzincenter i Hitlers Europa.
Angrebet kostede 53 fly; 310 besætningsmedlemmer blev dræbt,
108 taget til fange i Rumænien og 79 interneret i Tyrkiet.
Men nu kom hundredvis af langtrækkende amerikanske
jagerfly ud fra produktionslinjerne Thunderbolt (P-47), Lightning
(P-38) og Mustang (P-51). Deres aktionsradius var forøget fra 765
til 1.360 km. Den 23. februar 1944 var general James
Doolittles 8. amerikanske luftvåben klar til at fremtvinge en
afgørelse i luften. I en uge med koncentreret præcisionsbombning
vandt B-17 fly, ledsaget af sværme af dødbringende, langtrækkende
jagerfly, kontrol med luften over Tyskland. Fra da af blev de allieredes
luftoverlegenhed stadig større.
I marts 1944 skiftede de allieredes luftangreb til jernbaneforbindelser
i Frankrig, Belgien og det vestlige Tyskland for at støtte den
kommende invasion over kanalen den 6. juni. 66.000 tons bomber på
tre måneder afskar praktisk talt alle jernbaneforbindelser til de
tyske soldater i Normandiet. Derefter, lige før D-dag, begyndte
taktiske fly at ødelægge broer og køretøjer.
Under den senere landoffensiv mod Tyskland ydede det amerikanske 9. luftvåben
(Hoyt
Vandenberg) og det britiske 2. taktiske luftvåben (Arthur
Coningham) nærstøtte for de allierede tropper. Op til
9.000 fly pr. dag angreb militære mål på frontlinjen
og kommunikations- og transportfaciliteter længere bagude. Luftangreb
nåede et højdepunkt mellem den 21. og 24. marts under de allieredes
største krydsning af Rhinen. På disse fire dage blev mere
end 42.000 missioner fløjet mod tyske mål.
Det mest ødelæggende luftangreb i historien
kom under gentagne angreb på Dresden, Tyskland. Om natten den 13.
februar 1945 angreb 723 Lancaster bombefly fra RAF hovedstaden i Sachsen,
efterfulgt dagen efter af 450 flyvende fæstninger fra det amerikanske
8. luftvåben. Omkring 135.000 mennesker blev dræbt, hvilket
efterlod utiltrækkelig med uskadte overlevende til at begrave de
døde.
I alt kastede allierede flyvere 2.700.000 tons bomber
over det nazistisk besatte Europa, hvor 2/3 af denne mængde faldt
efter invasionen i Normandiet den 6. juni 1944. Den sidste større
gengældelse fra Luftwaffe kom under slaget i Ardennerne,
da 156 allierede fly blev ødelagt på en enkelt dag (1. januar
1945). Men Luftwaffes tab var høje og derefter faldt den tyske
lufttrussel stødt. Hitlers sidste håb om sejr i luften, hans
jetdrevne fly, viste sig uden betydning pga. konstante allierede angreb
på tyske flyvepladser.
Det massive luftbombardement af Tyskland bidrog i høj
grad til de allieredes sejr. Men tabene for luftstyrkerne var høje.
(Hvert af de tunge amerikanske bombefly medførte ti mand, hver af
de britiske bombefly syv). Etableringen af allieret luftoverlegenhed over
Europa før D-dagen i Normandiet kostede 140.000 besætningsmedlemmer
– ti gange antallet af landtropper dræbt og såret under selve
angrebet over Kanalen.
|
|