Solomon-øerne
Stillehavet

 
Anden Verdenskrig, 1942-44
16.09.14
Japans overvældende række af erobringer i den vestlige del af Stillehavet strakte sig gennem Ostindien og det nordlige Ny Guinea i begyndelsen af marts 1942. Derefter rykkede japanerne til Solomon-øerne, som sammen med Ny Guinea hjalp til med at indeslutte Koralhavet nordøst for Australien. Solomon-gruppen på syv store og mange mindre øer strakte sig 965 km fra nordvest-sydøst i to parallelle kæder. Japanske tropper begyndte slaget om Solomon-øerne den 13. marts ved at indtage Buka, på den nordlige ende af øgruppen. Bougainville blev invaderet den 7. april, Tulagi den 3. maj. Den 6. juli gik japanerne i land på Guadalcanal, nær den sydlige ende af Solomon-øerne, og begyndte at bygge en luftbase der (senere kaldt Henderson Field). Dette var højdepunktet for den japanske fremtrængen i det sydvestlige Stillehav.
   Nu, efter otte måneder med næste ubrudt nederlag og retræte (undtagen ved Midway), stod USA og dets allierede i Stillehavet klar til at gribe initiativet. Den 7. august 1942 gik den amerikanske 1. marinedivision i land på Guadalcanal og Tulagi. Japans flåde reagerede voldsomt, hvilket førte til en række på seks flådetræfninger i farvandene rundt om Solomon-øerne. Selvom den led svære tab, slog admiral William Halseys sydlige stillehavsflåde til sidst de japanske forsøg på at tilbageerobre øen tilbage. På samme tid forsvarede amerikanske marinesoldater (og senere infanteri) stædigt Henderson Field og var senere i stand til at fordrive japanerne fra øen.
   Den 21. februar 1943, to uger efter erobringen af Guadalcanal, erobrede den amerikanske 43. infanteridivision Russell-øen mod nordvest. Dette træk indledte den lange, hårde bestigning op ad Solomon-stien. (Den 18. april blev admiral Isoroku Yamamoto, den japanske øverstbefalende i Stillehavet, skudt ned og dræbt over Bougainville af amerikanske P-38 fly; admiral Mineichi Koga afløste ham). Den 30. juni indtog den amerikanske 43. infanteridivision Rendova-øen, ud for New Georgias kyst i den centrale del af Solomon-øerne, og invaderede to dage senere selve New Georgia, idet man ønskede kontrol med den vitale Munda flyveplads. Derpå optrappede japanerne deres natopererende »Tokyo Express« for at bringe forsyninger og forstærkninger frem til general Noboru Sasaki. Dette frembragte et sammenstød med den amerikanske tredje flåde i Kula-golfen, mellem New Georgia og Kolombangara-øen, den 6. juli og igen den 12. og 13. juli. USA mistede krydseren Helena og to destroyere. Tre japanske krigsskibe blev sænket, men friske fjendtlige tropper blev landsat på New Georgia. Derpå skyndte USA at sende den 25. og 37. infanteridivision ind, samt to Raider-bataljoner fra marinekorpset og en brigade fra New Zealand. Dette XIV korps, under den amerikanske general Oscar Griswold, erobrede til sidst Munda flyvepladsen den 5. august og fuldførte i løbet af de næste to måneder besættelse af New Georgia-øgruppen og de nærliggende øer Kolombangara og Vella Lavella. I en flådetræfning i den centrale del af Solomon-øerne mistede japanerne tre destroyere i Vella-golfen den 6. og 7. august (to andre blev sænket senere af allierede fly), og endnu en under evakueringen af Vella Lavella den 6. og 7. oktober. De allierede mistede destroyeren Chevalier i den sidstnævnte træfning. På jorden mistede de allierede 1.150 dræbte og 4.100 sårede. Japanske tab var omkring 10.000.
   De allierede trængte frem op ad Solomon-stien. Den 27. oktober gik den 3. newzealandske division i land på Treasury-øerne og sikrede dem på 11 dage. I en skinmanøvre mod øst foretog en amerikanske marinebataljon et amfibisk angreb mod Choiseul-øen. Derefter den 1. november omgik den 3. marinedivision (Allen Turnage) Shortland-øerne og gik i land ved Empress Augusta-bugten på vestkysten af Bougainville. Marinetropperne sikrede sig hurtigt et brohoved stort nok til at omfatte en flyveplads. Den japanske 17. armé gik voldsomt til modangreb fra land, havet og luften. Men den amerikanske 37. infanteridivision begyndte at gå i land den 8. november for at hjælpe til med at forsvare det 26 kvadratkilometer store brohoved (som nu blev holdt af det I marinekorps under general Alexander Vandegrift) mod stadigt kraftigere japanske angreb. Den 10. december havde 10 Navy Seabees (bygningsbataljon) færdigbygget en startbane. Da den Amerikanske Division ankom den 28. december, blev marinesoldaterne afløst. Divisionen havde mistet 423 dræbte og 1.418 sårede mod at have knust en styrke på omkring 4.000 japanere.
   Det sidste fjendtlige forsøg på at knuse fodfæstet på Bougainville, som nu var vokset til 57 kvadratkilometer, kom mellem den 8. og 25. marts 1944, mod var der da var XIV korps (Oscar Griswold). Omkring 5.000 japanere blev dræbt inden angrebet blev slået tilbage, mod tabet af 263 amerikanske tropper. Allieret overlegenhed til søs og i luften forhindrede nu yderligere japanske forstærkninger eller genforsyninger. Og de resterende japanere på øen var snart for svage til at true det amerikanske brohoved.
   Den sidste flådetræfning i området ved Somomon-øerne var blev udkæmpet den 25. november mellem Buka og Rabaul. Tre ud af fem japanske destroyere blev sænket af »Little Beaver«-destroyerne under kaptajn Arleigh (Thirty-one-Knot) Burke. Tokyo-ekspressen havde foretaget sin sidste tur ud fra Rabaul.
   Sejren ved Empress Augusta-bugten sluttede den to år lange kamp om Solomon-øerne. Inden kampen her var blevet afsluttet, var den allierede offensiv i Stillehavet allerede rykket flere hundrede kilometer mod vest og nord.