Normandiet
Frankrig

Både de allierede og Tyskland indså, at den afgørende kamp i vest måtte komme fra en amerikansk-engelsk invasion af Vesteuropa. I to år arbejdede de allierede på invasionsplaner og opbyggede forsyninger og kampstyrker i Storbritannien. I maj 1944 stod alene 800.000 kamp-tropper (47 divisioner) klar på de britiske øer. Den øverstbefalende var den amerikanske general Dwight Eisenhower, som anførte SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Forces). Den britiske general Sir Bernard Montgomery kommanderede landstyrkerne under angrebet tværs over Kanalen.
   Landgangsstedet, en velbevogtet hemmelig-hed, skulle blive en 80 km lang strækning af Normandiets kyst fra Caen vestpå til stranden ved foden af Cotentin-halvøen. Fra øst til vest skulle fem strande angribes af infanteridivisioner: Sword (britiske 3.) Juno (canadiske 3.), Gold (britiske 50.), Omaha (amerikanske 1. og dele af 29.) og Utah (amerikanske 4.). Til at bevogte denne sektion af den kraftigt befæstede Atlanterhavsmur var den tyske 7. armé under general Friedrich Dollman og dele af den tyske armégruppe B, kommanderet af feltmarskal Erwin Rommel (Rommels anden armé – den 15., kommanderet af general Hans von Salmuth – stod nord for Seine-floden). Den øverste tyske kommandør i vest var feltmarskal Karl von Rundstedt, som havde 36 infanteri- og 6. Panzer-divisioner i kystområdet overfor England.
   Invasionen kom den 6. juni 1944. Det var den største amfibiske landgangsoperaiton i historien. Angrebsstyrken blev ført til Normandiet af en flåde på mere end 4.000 skibe under kommando af den britiske admiral Sir Bertram Ramsay. Fra luften bombarderede 4.900 jagerfly og 5.800 bombefly under den britiske luftchefmarskal Trafford Leigh-Mallory de tyske kystforsvarsværker med 14.600 missioner i løbet af de første 24 timer. Om natten forinden var de amerikanske 82. og 101. luftbårne divisioner blev kastet ud med faldskærm bag Utah Beach for at erobre udgange ind til Cotentin-halvøen; den britiske 6. luftbårne division var kastet ned ved den østlige grænse af Sword Beach for at erobre broer over Orne-floden og Caen-kanalen, med det formål at beskytte den venstre flanke. Ved daggry kæmpede de første bølger af infanteri under Operation Overlord sig vej i land gennem forberedte forsvarsanlæg foran kraftig tysk ild. Støttet af flådebombardement og tæt luft-støtte, flåede det søbårne angreb fem brohoveder ud ved nattefald på D-dag. Til venstre (øst) stod de tre landgange fra general Miles Dempseys 2. britiske armé sikre. På general Omar Bradleys amerikanske 1. armés front, var den 1. divisions hold om Omaha Beach usikkert, men styrken ved Utah var trængt otte km ind i landet. Allierede tab udgjorde 11.000 (inkl. omkring 2.500 døde) – langt færre end man havde frygtet.
   I løbet af de næste seks dage forbandt invasionsstyrkerne deres brohoveder for at danne et fodfæste 130 km langt og i gennemsnit med en dybde på 18 km. På samme tid gik yderligere otte kampdivisioner i land, og invasionens succes var sikret. Fanget med overraskelse havde de tyske topkommandører reageret langsomt; de frygtede at hovedlandgangen endnu skulle komme længere nordpå i området ved Pas-de-Calais.
   På den venstre flanke af brohovedet holdt stærke tyske Panzer-enheder den britiske 2. armé ude af Caen i ugevis. På den højre flanke forsvarede tre korps fra den amerikanske 1. armé perimeteren fra Caumont til Carentan. Nord for Carentan stødte general J. Lawton Collins VII korps vestpå tværs over foden af Colentin-halvøen. Efter fem dages voldsomme kampe gennem levende hegn, nåede amerikanerne atlanterhavskysten den 18. juni. Den 9., 79. og 4. Infanteridivision vendte nordpå og nåede Cherbourgs yderste forsvarsværker i løbet af to dage. Et seks dage langt angreb, fra den 22. til 27. juni, fremtvang den stædige nazistiske garnisons overgivelse. Selvom tyske sprængninger havde beskadiget aflastningskajerne alvorligt, havde de allierede snart en stor havn til at hjælpe med at forsyne de hastigt svulmende styrker i brohovedet i Normandiet. (Strandene ved Cherbourg kom i brug den 16. juli, kajerne den 7. august).
   Andre steder blev slaget om Normandiet en hård kamp. De allierede hældte tropper og forsyninger ind, idet de søgte at opbygge styrke til at bryde ud af fodfæstet. Tyskerne ilede forstærkninger op, især Panzer-enheder, i et desperat forsøg på at dæmme op for brohovedet. Den 28. juni blev kommandøren for den tyske 7. armé, Dollman, dræbt og afløst af SS-general Paul Hausser. Derpå afsatte Hitler von Rundstedt den 3. juli; feltmarskal Gunther von Kluge, som havde vundet succes på den russiske front, blev den øverste kommandør i vest.
   Den 3. juli indledte den amerikanske 1. armé et angreb mod sydvest som spredte sig over størstedelen af fronten. Men tyskerne kæmpede voldsomt tilbage og kun begrænsede vindinger blev opnået. Den amerikanske styrke indtog Lessay, for at forankre den højre flanke, og Saint-Lo, nær midten af den amerikanske sektor, faldt den 18. juli. De fem divisioner som angreb denne by led 11.000 tab på 12 dage. Imens på den venstre flanke erobrede den britiske 2. armé endeligt den del af Caen som lå vest for Orne-floden den 8. juli. Et andet angreb trængte gennem byen sydpå den 20. juli. Selvom styrkerne i brohovedet nu kun holdt omkring en femtedel af det område de havde fået udpeget, var de den 25. juli klar til at forsøge et større gennembrud. De første 48 dages kampe i Frankrig kostede de allierede 122.000 tab; tyske tab udgjorde 117.000.