Den første tyrkisk holdte by som blev angrebet af de første korsriddere var Nicaea (Iznik) ved Ascania-søen, lige øst for Marmara-havet, i Lilleasien. Korsfarerne blev kommanderet af et råd af europæiske stormænd som omfattede den normanniske prins Bohemond af Taranto, hans nevø Tancred, Baldwin af Boulogne, Raymond IV af Toulouse, Godfrey af Bouillon, Robert af Normandiet, Robert af Flandern, Hugh af Vermandois, og Stephen af Blois. Da sultanen af Nicaea, Kilij Arslan I, vendte tilbage fra Armenien for at undsætte byen, blev hans tyrkiske kavaleri slået tilbage af de tungere pansrede europæiske riddere. Korsfarerne pressede på med belejringen og lavede en breche i de ydre mure den 18. juni. Men da de begyndte deres angreb den følgende dag, fandt ridderne at den tyrkiske garnison klogeligt havde overgivet sig i løbet af natten til den byzantinske kejser Alexius I Comnenus. Selvom de overfladisk var allieret med de latinske angribere, tog byzantinerne ingen aktiv del i krigen for at befri de hellige steder i Østen fra de vantro muslimer. En uge senere satte de frustrerede korsriddere af sted mod sydøst tværs over Lilleasien.