Historie: Den berømteste oldtidsby i Nord-Afrika, anlagt i fjern tid, ca. 8-900 f.Kr. af fønikere fra Tyros, efter savnet af Dronning Dido. Navnet afledes af fønikisk Karthada, Nystad. Ved fortrinlig beliggenhed udviklede den sig fra ca. 600 f.Kr. til den vigtigste af de fønikiske kolonier og blev en verdenshandelsplads. Byen lå i det nuværende Tuni, på en halvø, der ud mod havet når 130 m, forbundet med fastlandet ved en landtange, hvorover var ført en mægtig befæstning. I byens midte lå borgen, Byrsa (navnet opfattedes af grækerne = en oksehud, hvoraf det kendte sagn om byens anlæggelse); på borgen fandtes tillige forskellige templer. Ved landtangen lå de 2 mægtige havne, en for handel, en for krigsskibe, begge fortrinlige. Indbyggertallet opgives til ca. 700.000; byen var vistnok tæt bygget og havde meget høje huse (6-7-etager). Nutildags er de gamle naturforhold, navnlig ved tilsanding, stærkt forandrede. — Karthago skaffede sig først herredømme over det omliggende land, navnlig det nuværende Tunis, men udbredte ved driftighed sit område over store dele af Middelhavslandene især mod vest. Til tider beherskede det Sicilien, Sardinien og Corsica, store dele af Spanien. Indbyggerne kaldtes punere (pønere); samfundsordningen var aristoratisk, med en adelig overklasse, der besatte pladserne i et råd på 300 medlemmer. Overledelsen havde 2 suffeter, retsligt og til dels militært, valgt på et år. Religionen var vistnok som den fønikiske, i hvert fald af semitisk karakter. Hæren var hvervet, væsentlig kun officerer fra Karthago selv, den store mængde af soldater fra andre afrikanske egne; en vigtig del var det numidiske rytteri; elefanter anvendtes i ikke ringe omfang. Sømagten var stor og sømandskunsten højt udviklet. De underkastede folk blev hårdt kuet og måtte betale høje afgifter; de hadede da også Karthago. Om det kulturelle liv er oplysningerne sparsomme. Byens historie kendes egentlig kun fra græske og romerske forfattere. I tidlig historisk tid havde Karthago, der ville bemægtige sig Sicilien, store stridigheder med grækerne på denne ø, og de dygtige eneherskere, navnlig i Syrakus og Akragas, ydede kraftig modstand. Feltherren Hamilkar blev 480 f.Kr. fuldstændig slået; først ca. 70 år senere fandt et nyt forsøg sted. Dionysios i Syrakus bekæmpede Karthago med kraft, men ved freden 383 f.Kr. beholdt Karthago hele Vest-Sicilien. 343 tilføjede Syrakus Karthago et nederlag, men formåede ikke at drive pønerne bort fra øen, heller ikke da Agathokles førte krigen over i Karthagos eget landområde. I det hele havde Karthago hævdet sin stilling. Men snart efter begyndte de voldsomme kampe mod Rom, som ved den tid besad hele Italiens fastland og nu ville erhverve Sicilien. 1. puniske krig, 264-41, endte med tabet af Sicilien, og snart efter faldt også Sardinien i Roms hænder. Karthago havde været lammet af en soldateropstand, som først efter 3 år endtes af Hamilkar (Barkas). Den samme mand søgte ved en mere folkelig politik indadtil og energisk optræden udadtil at standse nedgangen. En tid så det ud til at skulle lykkes. Han drog som feltherre til Spanien og havde stor fremgang, støttet og siden fulgt i kommandoen af sin svigersøn Hasdrubal; senere overtoges kommandoen af sønnen Hannibal. Stridigheder med romerne om interesseområdet, idet også disse søgte landvinding i Spanien, førte til 2. puniske krig (218-01), der af Hannibal (s.d.) straks førtes over i fjendens land. I en række slag bragtes Rom næsten til undergangen, me et afgørende slag lykkedes det ikke af føre. Understøttelsen af karthago kom trægt, og endelig måtte Hannibal til sidst tage det afgørende slag i Afrika, mod Scipio Africanus; det blev et nederlag, hvorefter Karthago tabte alle besiddelser uden for Afrika og endog kom i en delvis afhængighed af Rom. Skønt militært afmægtig vedblev byen at være en yderst vigtig handelsby. Derfor benyttede romerne en ret tilfældig lejlighed ti ved en ny, 3. punisk krig at skaffe sig medbejleren helt fra livet. Efter hårde kampe faldt Karthago 146 f.Kr. og blev bogstavelig talt jævnet med jorden. Senere rejste en ny, romersk by på dets plads, grundlagt allerede 122 f.Kr., men først fra Augustus' tid af betydning. Den blev hovedstad i provinsen Afrika, siden hovedstad i vandalernes rige og 536 erobret af Belisarius for kejseren i Konstantinopel. 698 ødelagdes den af araberne. – På Karthagos plads findes nutildags betydelige levninger af den romerske by. En del undersøgelser er foretaget også i de seneste år. Af den gamle, fønikiske by er der så at sige ingen bygningsrester. Derimod er der fundet en del enkelte genstande, gravstene o.l. samt gravpladser, hvorfra oldsager nu foruden i landet selv bevares i St. Louis, Paris, London og København (i Nationalmuseets antiksamling), hvilke sidste navnlig skylders C. T. Falbe, konsul i Tunis 1820-33. (HK5/1922)