Den
italienske diktator Benito
Mussolini, som var jaloux på de tyske sejre fra hans aksemagtpartner,
forsøgte erobringer på Balkan. Albanien, som var blevet besat
af italienske styrker i april 1939, tjente som springbræt for invasionen
af Grækenland. Den 28. oktober 1940 rykkede seks italienske divisioner
under general Visconti Prasca ind i det nordlige Grækenland på
fire fronter. I to uger drev angriberne de tre græske divisioner
som forsvarede grænsen tilbage. Men græske forstærkninger,
samt det vanskelige bjergterræn, stoppede fremrykningen den 8.
november. Seks dage senere begyndte den græske øverstbefalende,
general Alexandros Papagos, et modangreb med en styrke som snart omfattede
16 divisioner.
Trods nogen succes som trængte 65 km over grænsen
ind i selve Albanien, kunne den græske hær ikke vinde nogen
større sejr mod den italienske styrke, som nu for svulmet op til
26 divisioner. Den 6. december blev den italienske stabschef, marskal
Pietro
Badoglio, afløst af general grev Ugo
Cavallero, men den italienske hær forblev inaktiv. I de hårde
kampe gennem en streng vinter fik grækerne hjælp fra fem (senere
syv) eskadriller af britiske fly. I marts 1941 indtog britiske landtropper
– den newzealandske 2. og australske 6. division samt den 1. panserbrigade
– positioner vest for Salonika fra Vardar-dalen mod nordvest langs
med Aliakmon-floden/Vermion-bjergkæden.
Den 6. april invaderede den tyske 12. armé (15
divisioner) under feltmarskal Siegmund
List det sydlige Jugoslavien og Grækenland samtidigt. I de første
fire dages kampe blev fire græske divisioner isoleret i det østlige
Makedonien knust af tyske angreb gennem Metaxas-linjen fra Bulgarien.
Mod vest buldrede et tysk korps ned gennem Vardar-dalen ind til Salonika-sektoren,
hvor den stødte på den britiske linje den 9. april. På
samme tid forhindrede en fremrykning af tre tyske divisioner til Bitolj
(Monastir), i det sydvestlige Jugoslavien, en forbindelse mellem tropperne
fra de to invaderede nationer. Denne fremrykning af panser og infanteri
truede med at afskære den græske hovedstyrke på 15 divisioner
på den albanske front og med at omringe den venstre fløj
af general Sir Henry
Maitland-Wilsons britiske linje.
Den 12.-13. april begyndte de britisk-græske styrker
at falde tilbage til en linje som løb vestpå fra Olympus-bjerget.
Fortsat tysk pres på landjorden, samt intensive luftangreb fra omkring
800 fly, fremtvang en yderligere tilbagetrækning den 20. april til
en position vest for det historiske pas ved Thermopylae. Men samme dag
overgav 300.000 græske tropper vendt mod Albanien sig, isoleret
af det tyske fremstød i deres bagland. Derpå begyndte briterne
at evakuere de 54.000 mand, som var blevet sendt til Grækenland
kun en måned forinden. Allierede fartøjer var i stand til
at indskibe omkring 41.000 og afsluttede operationen om natten den 28.-29.
april (26.000 blev landsat på Kreta, resten i Ægypten). Tyske
luftangreb sænkede 26 skibe under denne operation. Imens den 24.
april overgav kong George
II sin nation til Tyskland. Af de 13.000 britiske og imperialistiske
tab i Grækenland blev 8.000 taget til fange. Det seks måneder
lange slag kostede italienerne 125.000 tab. Hitler
opgav et tab på 5.500 mand i Grækenland; græske tab
blev ikke opgivet selvom tyskerne gjorde krav på omkring 270.000
fanger.
Nederlaget i Grækenland markerede den tredje gang
på mindre end et år at britiske tropper var blevet smidt ud
af det europæiske kontinent — tidligere evakueringer var blevet
foretaget i Norge og Flandern. Selvom Tyskland havde vundet en afgørende
sejr i Grækenland, forsinkede den tunge koncentration af nazistiske
tropper på denne skueplads i fire til fem uger afgørende
den planlagte invasion af Sovjetunionen. Imens var fortsættelsen
til slaget om Grækenland ved at tage form på Kreta.