|
Den allierede sejr i Falkaise/Argentan-lommen og den amerikanske general George
Pattons hurtige panserkolonner længere østpå gjorde
slaget om det nordlige Frankrig til en forfølgelse af tilbagetræk-kende
tyske styrker. Allierede planer krævede at man fangede og tilintetgjorde
så mange nazister som muligt syd for Seine. Denne flod viste sig
at være en betragtelig forhindring for de flygtende styrker under
feltmarskal Walther
Model fordi alle dets broer var blevet ødelagt af britiske
og amerikanske fly.
Med sin højre flanke forankret på Loire,
strøg Pattons 3. armé forbi Le Mans den 14. august. Derefter
ilede tre korps mod nordøst mod Seine på begge sider af Paris.
Den 16. august blev Dreux og Orleans befriet; Chartres faldt den 18. august.
XV korps indtog en bro over Seine ved Mantes, vest for Paris, dagen efter.
I løbet af de næste seks dage krydsede XV og XII korps Seine
med store styrker sydøst for Paris. Den 23. august startede frie
franske en opstand i hovedstaden. Den franske 2. panserdivision (general
Jacques
Leclerc) og det amerikanske V korps ilede til deres assistance og
gik ind i byen den 24. august. De tidligere tyske erobrere blev drevet
ud 24 timer senere. General Charles
de Gaulle opsatte et fransk hovedkvarter i Paris samme dag.
Imens var tre arméer på den allierede venstre
fløj drejet mod nordøst og rykkede stødt frem mod
Seine. Fra kysten og ind i landet var de den canadiske 1. (Henry
Crerar), britiske 2. (Miles
Dempsey) og amerikanske 1. (Courtney
Hodges). De tyske styrker foran disse kraftige styrker blev sendt
vaklende gennem det nordlige Frankrig. Kun omkring 120 tyske kampvogne
slap over Seine.
På den venstre side af de allierede linjer kørte
feltmarskal Sir Bernard
Montgomerys 21. armégruppe ind i Nederlandene. Den canadiske
1. armé strøg forbi kanalbyerne, som blev ryddet mellem
den 1. og 30. september, for at nå Brugge, Belgien, den 9. september.
Til højre for canadierne indtog den britiske 1. armé Amiens
den 31. august (og tog den tyske armékommandant Hans
Eberback til fange), Bruxelles den 3. september og Antwerpen dagen
efter. Selvom tyskerne havde forladt Antwerpen, klyngede de sig til Schelde-flodens
munding og blokerede derved for brug af havnen.
General Omar
Bradleys 12. armégruppe gjorde tilsvarende gode fremskridt
på den højre side af den allierede linje. Den amerikanske
1. armé tog 25.000 fanger ved Mons den 3. september og kørte
derpå ind i Namur, Liége og Luxembourg, fra den 5. til 10.
september. På den højre fløj ilede den amerikanske
3. armé gennem Reims og Chalons for at indtage Verdun den 1. september
og krydse Moselle vest for Nancy seks dage senere. Den 11. september fik
den amerikanske 7. armé (Alexander
Patch), som trængte op gennem Rhone-dalen, forbindelse med Pattons
styrker og gik ind i den allierede linje nord for Schweiz. Langt bag fremrykningen
mod den tyske grænse begyndte den amerikanske general William
Simpsons nye 9. armé at svække de tysk besatte havnebyer
i Bretagne.
Men nu tog farten af den allierede fremrykning pga.
de stadig længere forsyningslinjer og forøget tysk modstand
som de nazistiske hære faldt tilbage mod deres berygtede Siegfried-linje,
eller Vestmur. Inden dette slag var begyndt, havde general Dwight
Eisenhower flyttet SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary
Forces) til kontinentet for at have direkte kontrol med operationerne.
Fire dage senere (5. september) blev feltmarskal Karl
von Rundstedt genindsat som den øverste tyske kommandant på
Vestfronten. Nazistiske tab i Frankrig siden D-dag udgjorde 530.000.
|
|