Under hensyntagen til Kentuckys erklærede neutralitet, byggede de konføderale Fort Henry på Tennessee-floden og Fort Donelson på Cumberland-floden, lige overfor statslinjen i Tennessee. I begyndelsen af 1862 gav den føderale kommandør i departementet Missouri, general Henry Halleck, general Ulysses S. Grant tilladelse til at rykke op ad Tennessee-floden. Fra den 2. til 5. februar førte Grant 15.000 mand i transportfartøjer til inden for seks km fra Fort Henry. Imens førte kommandør Andrew Foote syv kanonbåde op ad floden og bragte den 6. februar fortet under bombardement. Den konføderale kommandør, general Lloyd Tilghman, som havde indset hvor udsat Fort Henry var, havde allerede evakueret 2.500 mand 18 km østpå til Fort Donelson. Resten af garnisonen på 79 artillerister gengældte kun kanonbådenes ild i kort tid, inden de overgav fortet. Foote mistede 11 dræbte, 81 sårede og 5 savnede. Konføderale tab var 5 dræbte, 11 sårede og 63 savnede. Grant begyndte straks at flytte sine tropper, som var ankommet efter overgivelsen, over land mod Fort Donelson. Foote vendte tilbage til Ohio-floden med sin flotille og gik derpå ind i Cumberland-floden for at støtte landangrebet.