Den føderate kommandør, general Ulysses S. Grant, begyndte at strække sine belejringslinjer mod sydvest til Petersburg, Virginia, ved at sende kavalerikorpset under general Philip Sheridan mod den konføderale højre flanke den 29. marts. Fra Dinwiddie Court House stødte Sheridan nordvestpå mod den vigtige korsvej ved Five Forks, som blev forsvaret af general George Pickett med omkring 19.000 infanteri og kavaleri. Sheridan, som havde 12.000 kavalerister, kaldte general Gouverneur Warrens V korps frem (omkring 16.000 mand) for at angribe på hans højre side. Den 1. april angreb Sheridan fronten af Picketts forskansede stilling. Selvom Warren var længe om at komme i stilling, var det hans angreb sidst på eftermiddagen som oprullede den konføderale linje. Picketts hær brød sammen. Af de 5.200 fanger som blev taget, tog Warrens infanteri 3.200. Men Sheridan afsatte Warren og satte general Charles Griffin i kommando med V korps. Nederlaget ved Five Forks satte general Robert E. Lees hær fra det nordlige Virginia i en sådan fare, at han evakuerede Petersburg og Richmond den følgende nat (2. april).