Under påskud af at Etiopien havde fremprovokeret et lille grænsesammenstød ved Walwal (Ualual) den 5. december 1935, forberedte to italienske arméer sig på at invadere Etiopien i en ren aggression for at tilføje denne nation til Benito Mussolinis afrikanske rige. Kommanderet af generalerne Emilio De Bono og Rodolfo Graziani, marcherede en armé (250.000 mand) sydpå fra Eritrea, mens den anden (70.000 mand) rykkede frem mod nordvest fra Italiensk Somaliland, den 3. februar 1936. En måned efter angrebet overtog marskal Pietro Badoglio den overordnede kommando med invasionsstyrkerne. Til at forsvare sit land kunne kejser Haile Selassie kun mobilisere spredte stammekrigere (måske omkring 250.000) uden en egentlig militær træning eller moderne våben. Italienerne forøgede deres overvældende militære overlegenhed ved vilkårlige luftbombardementer og ved brug af gift- (senneps-)gas. Den 5. maj 1936 besatte italienske styrker hovedstaden Addis Ababa, hvorfra kejseren var flygtet til England. Etiopisk modstand sluttede og kong Victor Emmanuel III af Italien påtog sig titlen kejser af Etiopien. Fem år senere, under Anden Verdenskrig, fordrev britiske styrker italienerne og genindsatte Haile Selassie på hans trone.