Argentina

Historie: 1515 opdagedes La Plata-floden af spanieren Juan Diaz de Solis, men kolonisationen begyndte først senere, da Pedro de Mendoza ankom med en stor ekspedition og 1535 anlagde Sta Maria de Buenos Aires. Byen ødelagdes af indianerne, men genopbyggedes 1580 af Juan de Garay, der gav kolonien dens første egentlige organisation. Det indre Argentina erobredes fra Peru, og 1620 dannedes La Plata-guvernementet af provinserne Buenos Aires, Paraguay og Tucumán, idet det dog hørte under vicekongedømmet Peru. 1776 oprettedes vicekongedømmet Buenos Aires, der tillige omfattede Uruguay og lidt af Bolivia. Samtidig fordreves portugiserne fra Sacramento, nord for La Plata, hvorfra de havde brudt koloniens monopolsystem ved en storartet smughandel. Derimod indledes nu en livlig handelsforbindelse med England, der stærkt satte sit præg på byens udvikling og handelsliv. 1806 under krigen mod Napoleon besatte englænderne midlertidigt Buenos Aires. Kort efter rejste befolkningen sig mod det trykkende spanske kolonistyre, 1809 afsattes den spanske vicekonge, og 25. maj 1810 oprettedes en provisorisk regering (junta) for La Plata-provinserne. Spanierne sendte tropper til Montevideo, men deres flåde blev ødelagt og hæren slået af San Martin (s.d.), som derefter også fordrev spanierne fra Chile og Peru. Efter forskellige indre stridigheder mellem by og land erklærede de Forenede La Plata-Stater sig for uafhængige på en kongres i Tucumán 9. juli 1816, mens Paraguay og Uruguay udskiltes som selvstændige. En kongres i Buenos Aires vedtog 1819 en forfatning efter nordamerikansk mønster. De følgende år optoges af indre politiske kampe mellem unitarier, der krævede en stærk centralmagt, og federalister, der hævdede provinsernes selvstændighed. Forbundet var endog en tid opløst. 1826 gennemførtes en ny nærmest unitaristisk grundlov, men 1829 fik federalisterne magten gennem gauchohøvdingen J. M. de Rosas (s.d.). Denne tilrev sig magten som diktator og førte et hensynsløst regimente, der dog skaffede landet indre ro, indtil han 1852 blev fordrevet. Under den derpå følgende stærke federalistiske strømning deltes forbundet i to republikker Buenes Aires og Argentina, indtil Buenos Aires 1859 blev tvunget til at genindtræde. Striden mellem hovedstaden og provinserne fortsattes dog stadig med vekslende udfald under præsidenterne Mitre (s.d.) 1862-68, Sarmiento 1868-74 og Avellaneda 1874-80. Efter fornyede stridigheder blev Buenos Aires' fortrinsstilling brudt, og byen udskiltes som forbundshovedstad fra porvinsen Buenos Aires. General J. Roca (s.d.) blev præsident 1880-86 og skaffede landet en rolig udvikling. Ved en fredsslutning med Chile 1881 anerkendtes Andesbjergene som grænse. De store udgifter til jernbaner, veje o.a. offentlige arbejder forøgede statsgælden stærkt, papirpengenes værdi sank til halvdelen, og en alvorlig finanskrise medførte uroligheder, der tvang præsidenten M. J. Celman (1886-90) til afgang. Under den følgende præsident Saenz Peña (1892-95) styredes med stor sparsommelighed, og ved europæisk hjælp kom man ud over pengevanskelighederne. De stadige partikampe hindrede dog al rolig udvikling, Peña veg for et nyt oprør, og vicepræsidenten Uriburu blev præsident 1895-98, efterfulgt af J. Roca 1898-1904. En strid med Chile om grænsen i Patagonien var ved at føre til krig, men løstes 1898 ved et forlig om voldgift ved den engelske regering og dom 1902. Ved et personligt møde med Brasiliens og Chiles præsidenter udvirkede Roca aftaler om voldgift i grænsespørgsmål og sukcessiv afrustning. Ved denne tilnærmelse dannedes en art forbund mellem de tre magter, A-B-C-staterne, til varetagelse af Sydamerikas særlige politiske interesser, og den tidligere spænding mellem dem er derved ophørt. I de sidste årtier har Argentina gennemgået en i mange henseender stærk udvikling og som regel under rolige forhold. De senere års præsidenter, M. Quintana 1904-06, F. Alcorta 1906-10, Saenz Peña 1910-14 og V. de la Plaza 1914-16 har afløst hverandre uden vanskeligheder, og Argentina er en af de mest udviklingsdygtige sydamerikanske stater med velordnet indre styre. De økonomiske forhold har ikke altid været gode pga. statens tilbøjelighed til at påtage sig store udgifter. Under verdenskrigen har Argentina navnlig i begyndelsen haft udmærkede vilkår gennem sin gode høst og de store priser på verdensmarkedet. Gennem hele krigen bevarede Argentina sin neutralitet og på dette program valgtes den nye præsident dr. Hipolito Irigoyen (fra oktober 1916) af det radikale parti. Ved de Forenede Staters brud med Tyskland februar 1917 pga. den uindskrænkede undervandsbådskrig foreslog Irigoyen forgæves de latinskamerikanske republikker at mægle, kun Mexico støttede ham. Senere på året ved offentliggørelsen af den tyske gesandt grev Luxburgs telegrammer om sporløs sænkning af argentinske skibe, forlangte Argentina gesandten fjernet, men Tyskland undskyldte prompte hans adfærd, så at et brud blev undgået. I den sidste tid har Argentina lidt under krigens vanskeligheder: dyrtid, varemangel og urolige arbejderforhold, navnlig store strejker med et ret revolutionært tilsnit. (HK1/1920)

• se Latinamerika
• Buenos Aires, 1806-07
• Ituzaingó, 1827
• Monte-Caseros, 1852