Omar I ibn-al-Khattab

Arabernes 2. kalif 634-644, ligesom Abu-Bekr svigerfader til profeten. Denne gav ham tilnavnet al-faruk, den der afgør. Omar blev den egentlige grundlægger af islams vælde ved at rette våbnene udad mod perser- og byzantinerriget. I alle retninger udsendte han islams trosivrige hære, og selv ledede han fra Medina som en generalstabschef sine feltherrers bevægelser i store træk. Fra Byzans erobredes Damaskus af Khalid 635, Jaffa og Jerusalem 638, hvor templet erstattedes med den kuppelformede Omarmoske, 638-40 Aleppo og Antiochia og dermed hele Syrien; endelig erobrede Amr ibn-el-Asi Ægypten 640-42, perserne blev afgørende slået ved Kadesia 636, de følgende år erobredes hele Irak Arabi og Mesopotamien, sassaniderriget forsvandt. Omar var født hersker med hurtigt strategisk overblik og omfattende administrativt talnt, strengt retfærdig uden grusomhed, dybt religiøs, hjælpsom, trofast og yderst nøjsom. Med stor omsigt ordnede han den nye stats administration og skattevæsen. Regeringssprog og embedsstnd var til at begynde med græsk og persisk, først 50 år senere blev det arabiske sprog indført. Omar antog først titlen Emir al-muminin, de troendes behersker. Omar er skaberen af det muhammedanske verdensrige; islams storpolitiske betydning for menneskehedens skæbne skyldes næst stifteren, Muhammed, alene Omars grundlæggende arbejde. (HK7/1924)

• Ajnadain, 634
• Pella, 635
• Jerusalem VI, 637
• Kadisiya, 637
• Nihawand, 641
• al-Fustat, 641