Georg von der Marwitz

Tyskland, 1856-1929
20.05.12

Tysk general. Trådte som ung ind i hæren, udnævntes 1875 til løjtnant ved 2. gardeulanregiment, forfremmedes 1889 til ritmester og forsattes 1890 til generalstaben. 1893-96 gjorde han tjeneste, dels som, eskadronchef, dels som major. 1897 kommanderedes Marwitz til generalstabstjeneste ved gardekorps, indtil han 1900 blev ansat som kommandør for 3. gardeulanregiment. 1904 avancerede Marwitz til oberst og næste år blev han generalstabschef ved 18. armékorps, 1908 generalmajor, 1911 generalløjtnant og divisionskommandør. I begyndelsen af verdenskrigen deltog Marwitz som chef for et kavalerikorps i kampene i Belgien og Frankrig. På østfronten overtog han 24. december 1914 kommandoen over 38. reservekorps, som 28. marts 1915 omdannedes til »beskiderkorpset«, med hvilket han kæmpede i Karpaterne, indtil han 7. november 1915 fik befalingen over 6. armékorps og indgik i von Linsingens hærgruppe i det sydlige Polen. 17. december 1916 fik han på vestfronten kommandoen over 2. armé, som han førte, indtil han 22. september 1918 afløste den tyske kronprins som chef for 5. armé foran Verdun. Marwitz var en dygtig troppefører, en uforfærdet soldaternatur, hvem soldaternes vel altid lå på sinde. (HK7/1924)