Henri IV af Bourbon (Henry/Henrik)
Konge af Navarra 1572, konge af Frankrig 1594 (1589). Gift med Margrethe af Valois (datter af Katarina af Medici) 18. august 1572, senere skilt. Levede sammen med sin elskerinde Gabrielle d'Estrées, som døde 1599, dagen før deres planlagte bryllup. I 1600 gift med Marie af Medici. Snigmyrdet 14. maj 1610 i Paris af den katolske fanatiker Francois Ravaillac.
- Coutras, 1587
- Arques, 1589
- Ivry-la-Bataille, 1590
Konge i Frankrig 1589(93)-1610. Søn af Anton af Bourbon og Jeanne d'Albret. Faderen faldt 1562. Moderen var en karakterstærk kvinde, der opdrog sønnen protestantisk og til fører for protestanterne. Efter religionsfreden i Saint-Germain 1570 ønskede Katarina af Medici at styrke sin vaklende enighed mellem katolikker og protestanter ved et giftermål mellem Henri og sin datter Margarete af Valois. Bryluppet fandt sted 18. august 1572. Men få dage efter brød den katolske fanatisme løs i Bartolomæusnatten. Henri blev skånet, men måtte gå til messe og blive som en slags fange ved hoffet. 1576 flygtede han og trådte åbent over til protestantismen igen. Da det viste sig, at Valois-Capetingerne ville uddø med Henri III, der ingen børn havde, og Henri som »første prins af blodet« således var retmæssig tronfølger, vendte den Katolske Ligas had sig imod ham; Paven banlyste ham 1585 og et forlig syntes umuligt. Henrik stillede sig i spidsen for en huguenottisk hær og fik både engelsk og tysk hjælp; sejrede over ligaen ved Coutras 1578. Efter mordet på guiserne flygtede Henrik III til ham, og da Henrik III, mens de begge belejrede Paris, blev myrdet var Henrik således Frankrigs retmæssige konge. Men såvel Paris som flertallet af katolikkerne nægtede at hylde en kætter, og skønt Henrik flere gange 1589 og 1590 sejrede over ligaens hære (navnlig i slaget ved Ivry 1590), kunne han ikke bryde modstanden, især da ligaen fik kraftig støtte af Filip II i Spanien, der håbede at få sin datter Isabella (datterdatter af Henrik II) på Frankrigs trone. For at hindre dette bekvemmede Henrik sig til 1593 at gå over til katolicismen (»Paris er nok en messe værd«) og afvæbnede derved ligaen, idet de fleste katolske franskmænd nu ikke længere havde noget imod at hylde Henrik. Paris overgav sig i marts 1594. Nu fulgte Henriks skønne kongeværk: udsoningen mellem partierne, genoprettelsen af fred, ro og orden. De forholdsvis fåtallige huguenotter fik ved Nantes-ediktet 1598 ikke alene en temmelig udstrakt (dog ikke fuldstændig) gudsdyrkelsesfrihed, men ved »sikkerhedsstæderne« midler til med magt at hævde sig overfor mulige udbrud af katolsk fanatisme. En dle oprørske stormænd blev slået ned, og en frugtbar reformperiode begyndte, i hvilken navnlig Sully og Olivier de Serres var kongen gode medhjælpere. Jævnsides den indre reformpolitik, men inden denne kom til fuld udfoldelse, blev Henrik myrdet af en katolsk fanatiker, Francois Ravaillac, 14. maj 1610. Næst efter Ludvig d. hellige, var Henrik Frankrigs folkekæreste konge. (HK5/1922)