William Evart Gladstone
Engelsk premierminister.
Engelsk statsmand, søn af John Gladstone (1764-1851), en rig købmand og skibsreder af skotsk æt. 1829-31 studerede Glodstone i Oxford, hvor han med iver og fremragende begavelse deltog i studenternes diskussionsmøder. Med stærke religiøse og videnskabelige interesser forbandt han tillige stor praktisk dygtighed og politisk talent. Allerede 1932 blev Gladstone medlem af Underhuset; konservativt og religiøst opdraget sluttede han sig til Peels parti og var 1834-35 først yngre skatkammerlord, derpå understatssekretær for kolonierne i dennes ministerium. Stærkt greben af Oxfordbevægelsen deltog Gladstone med iver i den religiøse strid og skrev: The State in its Relations with the Church (3 Bd. 1838), hvori han forsvarede den engelske højkirke. 1841 indtrådte Gladstone atter i den aktive politik som vicepræsident i handelsministeriet under Peel, og 1843 fik han som handelsminister sæde i kabinettet. Gladstones overlegne indsigt i handels- og forretningssager kom ham her til nytte og viste ham hurtigt som en glimrende finansmand. Han hidtil konservative Gladstone svingede allerede nu over i frihandelsvenlige ændringer i toldsatserne 1842 og 45; men da han 1846 støttede Peels kornlov, vragedes han af sin valgkreds og genvalgtes først 1847 af Oxford. Sin liberale tendens tro stemte Gladstone 1851 for udviklingen af koliniernes selvstyre og navigationsaktens håndhævelse, samtidig med at han kraftigt polemiserede mod Palmerstons indblanden i fastlandspolitikken. 1852-55 var Gladstone finansminister i Aberdeens koalitionsministerium af whigger og peeliter, gennemførte yderligere tarifreformer og en udvidelse af arveskatten. – De følgende år beskæftigede Gladstone sig mest med litterære og klassiske studier, skrev bl.a. en bog om Homer (3 bd. 1858-61), og hans stilling til de politiske partier var ret uklar, skønt han dog mere og mere nærmede sig de liberale gennem sine sympatier for frihandelen og de europæiske, nationale og liberale bevægelser. 1858-59 var Gladstone overordentlig kommissær på de Ioniske Øer og derefter finansminister 1859-66 under Palmerston. Som sådan glimrede han atter ved sine finansielle evner, bragte frihandelen til sejr, gennemførte handelstraktaten med Frankrig 1860 og nedsatte på budgettet samme år de toldpligtige artikler til 48. Ved Palmerstons død 1865 øgedes ladstones indflydelse betydeligt, efter Lord Russell blev han oppositionens leder, hans tilslutning til de liberale blev definitiv, og da den nye valglov 1867 bragte Disraeli og toryerne i minoritet, var Gladstone selvskreven til premierministerposten. +++(HK4/1922)