George I
Georgios (nygr.)
Hellenernes konge 1863-1913, 2. søn af Christian IX og Louise af Hessen, hed som dansk prins Vilhelm. 30. marts 1863 valgtes Georg til konge af den græske nationalforsamling, og en deputation med Kanaris i spidsen afsendtes til Danmark. Med stormagternes billigelse gav Frederik VII sit samtykke til valget; George blev erklæret fuldmyndig, gav afkald på sin arveret til danmark og drog til Athen (oktober). Juni 1864 overtog han de Ioniske Øer, som England havde lovet at afstå, og aflagde ed på den ny forfatning (november 1864). Under de idelige partikampe og ministerskifter forstod Georg at skaffe sig stor indflydelse på statens styre. Ved sit gode forhold til stormagterne erhvervede han 1881 Thessalien og en del af Epiros. 1878 og 1880 hindrede han del af folket krævede krig mod Tyrkiet, hvorimod han 1896 ved Kretas opstand måtte give efter og gå med til den tåbelige krig 1897. Han opnåede dog, at Kreta stilledes under en græsk overkommissær, Georgs søn Georg. Derimod forsømte han 1908 chancen for at annektere Kreta. Georgs stilling svækkedes, hans søn Konstantin måtte forlade landet, og officersligaen 1909-10 var ved at tage magten. Georg kunne ikke dæmpe partistridighederne og måtte tage kreteren Venizelos til premierminister. Denne skaffede ro, og i foråret 1912 kunne Georg indgå forbund med kongerne af Serbien, Montenegro og Bulgarien om et fælles angreb på Tyrkiet. Krigen lykkedes, og november 1912 kunne Georg holde sit sejrrige indtog i Saloniki. Han myrdedes her 18. marts 1913 af en sindssyg græker. Georg var en behændig diplomat, i mange år sin egen udenrigsminister; sin politik førte han i nøje tilslutning til vestmagterne og Rusland. Georg ægtede 1867 den russiske storfyrst-inde Olga (født 1851). Han ældste søn var Konstantin, den næstældste Georg. (HK4/1922)