Frederik VI

Danmark 1768-1839

Konge af Danmark 1808-39, af Norge 1808-14. Søn af Christian VII. Frederik voksede op under triste forhold (faderen sindsyg, moderen landforvist efter affæren med Struensee) og greb allerede som 16-årig magten ved statskup; han regerede som kronprins 1784-1808 med A.P. Bernstorff som udenrigsminister til 1797. Frederik var ivrig for de landboreformer 1787-88, som C. Colbjørnsen og brødrene Reventlow gennemførte sammen med A.P. Bernstorff; som tak rejstes Frihedsstøtten i København. Et andet eksempel på Frederiks oplyste enevælde var ophævelsen af neger-handelen 1802. 1797-1814 ledede Frederik selv udenrigspolitikken, men uden dygtighed. 1801 tvang en britisk flåde ved Slaget på Reden Danmark ud af neutralitetsforbundet med Sverige og Rusland, og 1807 tvang briternes bombarde-ment af København Frederik til at afstå flåden. Hans forbund med Napoleon 1807-14 førte til statsbankerot 1813 og tabet af Norge 1814, hvilket Frederik forgæves søgte at råde bod på under Wiener-kongressen; han fik kun Lauenburg, og et forsøg på at indlemme Holsten i Kongeriget måtte opgives. Skønt Frederik ikke tålte indgreb i sin enevælde ("Vi alene vide"), blev han meget populær, ikke mindst pga. sin iver for landets genopbygning efter krig og bankerot. Frederik var gift med Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel; de fik otte børn, men kun to døtre overlevede barndommen; den ene, Vilhelmine, var en tid gift med den senere Frederik 7.