Charles François Dumouriez

 
Frankrig, 1739-1823 26.06.11

Fransk general.

Fransk general og statsmand, trådte ind i den franske hær 1757 og deltog i Syvårskrigen. Blev efter denne, i hvilken han havde pådraget sig 22 sår, anvendt til forskellige diplomatiske sendelser, navnlig til Polen, og blev 1778 kommandant i Cherbourg. Ved revolutionens udbrud sluttede han sig først til jakobinerne, men trådte senere i forbindelse med girondinerne og blev udenrigsminister. Da de allierede tropper begyndte at true Frankrig, fik Dumouriez kommandoen over Nordarméen. Sejren ved Valmy 1792 skyldtes hans strategi ligesom også sejren ved Jemappes og det heldige felttog i de Østrigske Nederlande. Til sidst blev dan dog slået af østrigerne ved Neerwinden 1793, fordi jakobinerne ikke gav ham midler til energisk at kunne fortsætte krigen. Han fattede nu den plan at gøre ende på det anarkiske uvæsen i Paris, at sprænge konventet og genoprettet monarkiet under Dauphinen. Han trådte i forbindelse med østrigerne, marcherede mod Frankrigs grænse, men forsøget mislykkedes, da hæren ikke ville følge ham, og han måtte flygte til østrigerne. (HK3/1921)