Kapprovinsen

Historie: Skønt portugiserne under B. Dias (s.d.) var de første, der nåede Kapprovinsen 1487, koloniserede de det dog ikke. Først det hollandske ostindiske kompagni anlagde en koloni 1602 og et fort 1652, hvor nu Kapstaden ligger. Mod de indfødte, hottentotter og buskmænd, førte hollænderne udryddelseskrig, de fangede og dræbte dem og røvede deres kvæg; kafferne derimod bekrigede hollænderne i blodige kampe 18. århundrede igennem. 1795 besatte englænderne Kapprovinsen indtil Amiensfreden 1803, erobrede den på ny 1806 og beholdt den ved Pariserfreden 1814. Ved den stadige indvandring af englænderne, især i 1820'erne, kom Kapprovinsen i rask opblomstring, mens boerne kraftigt støttede de nyindvandrede i kampene mod kafferne. Snart udgjorde dog stærke modsætninger sig gældende. Englænderne modarbejdede slaveriet og ophævede det 1834 uden at yde erstatning til slaveejerne; da de tillige kun svagt beskyttede grænserne, udvandrede 5.000 boere (s.d.) til Port Natal, hvor de grundede republikken Natal (s.d.) 1839, mens andre boere besatte landet nord for Oranje og Vaal. Efter en blodig kafferkrig indlemmedes Kaffraria (s.d.) 1848, og ved en ny krig skødes grænsen nordpå til Feifloden 1853; men disse stadige kampe mod kafferne hindrede englænderne i at gennemføre fordringen om, at de af boerne besatte lande var britiske besiddelser. 1852 anerkendtes derfor Transvaals og 1854 Oranjefristatens delvise uafhængighed.
   Samtidig gjordes Kapprovinsen til en selvstyrende koloni, 1. august 1854 åbnedes det første parlament; og efter opdagelsen af de rige guldlejer fulgte en stærk indvandring. I de følgende år udvidedes Kapprovinsen betydeligt ved indlemmelsen af Basutoland 1869, Øst- og Vestgriqualand 1874 og 1877 og Finguland 1876, hvorimod anneksionen af Transvaal 1877 allerede måtte opgives 1881 efter nederlaget ved Majuba Hill. ved store erobringer omspændte englænderne imidlertid snart de to boerrepublikker, sjælen i dette var C. Rhodes (s.d.), premierminister i Kapprovinsen 1890-96, hvis mål var Syd-Afrikas enhed indtil Njassa- og Tanganjikasøerne. Overfor Rhodes parti, progressisterne, der repræsenterede den britiske imperialisme i handel og industri, stod den afrariske Afrikander-Bond, de rene kapkoloniale interessers mænd. Pga. affæren Jameson (s.d.) afløstes Rhodes af progressisten sir G. Sprigg (s.d.) 1896-98, men partiets aggressive holdning overfor boerne gav afrikanderne et knebent flertal i parlamentet (40 mod 39), og disses fører Schreiner blev premierminister 1898-1900. Forgæves søgte han at mægle for at afværge krigen og bevarede under denne den strengeste neutralitet, men da han indvilligede i afstraffelsen af »kaprebellerne«, gik han af og fulgtes af Sprigg 1900-04, der støttet af de mådeholdne afrikandere gennemførte en streng højforræderibill. Boerindfladet december 1900 medførte derfor intet frafald, alligevel ville de yderliggående progressister (Jameson, Smartt) efter+++ (HK5/1922)