Firenze

Historie: Firenze var bebygget allerede i forhistorisk tid. I middelalderen havde guelferne oftest magten i staden, som styredes aristokratisk af konsuler og en fremmed podesta samt et 100 mands-råd. Korstogstidens handelsopsving bragte Firenze i stærk fremvækst, dets uldspinderier vandt ry, og byen blev pengehandelens centrum med bankfilialer rundtom. 1282 tog borgerne magten fra adelen, idet de øverste lav (popolo grasso, modsat de lavere, popolo minuto) satte 3 priori i spidsen, og under ledelse af Giano della Bella gik man skarpt frem mod adelen. De rige lavsslægter spillede nu herrer, og den indre kamp fortsattes, bl.a. mellem »sorte« og »hvide«, med hvilke sidste Dante 1302 forlod sin fødeby. Forfatningen skiftede stadig. En tid kom Firenze under fremmed herredømme, fx 1328-42 under hertugen af Athen, og 1378 rystedes den af et almueoprør (Ciompi) under Michele di Lando, men fra 1382 havde obligarkiet atter magt (Albizzierne). Støttet af de lavere lag kom bankierslægten Medici frem til førerskabet, og med den indlededes Firenzes stortid. Værnet af fred blomstrede borgerlivet og kunsten nåede sin højde, gavmildt støttet af de rige slægter. Her fødes renæssancen. Cosimo de' Medici, »fædrelandets fader«, var, skønt privatmand, den faktiske regent 1429-62, mens demokratiet samtidig fremmedes. Og under Lorenzo II Magnifico når Firenzes pragtudfoldelse toppunktet (1469-92). Pazzi'ernes sammensværgelse 1478 kostede Guiliano de' Medici livet, men Lorenzo reddedes, og slægtens magt forblev urokket. 1480 indrettede han et borgerråd på 70 mand. Efter hans død fulgte uro og forvirring. 1494 forjoges mediceerne, og dominikanerprisoren Savonarola fra St. Marco Kloster blev byens mægtigste mand, ivrigt stræbende efter at omskabe Firenze i teokratisk-demokratisk ånd. 1498 blev han styrtet og brændt, og efter en republikansk overgangsperiode vendte mediceerne 1512 atter tilbage. (Giovanni, pave 1513 som Leo X, Giuliano, Lorenzo II, Giulio, pave 1523 som Clemens VII, Ippolito og Alessandro, Lorenzo II.s uægte søn). 1527 blev slægten atter forjaget, men kejser Karl V og paven støttede den, og 1530 blev Firenze indtaget efter et tappert forsvar. Alessandro blev hertug under kejserens overhøjhed, men han myrdedes 1537 af sin frænde Lorenzino og efterfulgtes af Cosimo I, som førte et stramt regimente. Under ham forenedes Firenze med Siena, og han antog 1569 titel af »storhertug af Toscana«. Firenze blev dettes hovedstad (se Toscana). 1799 blev staden besat af franske tropper, 1801 blev den hovedstad i det nye kongerige Etrurien, og 1807 forenedes den med det franske kejserrige. Restaurationen 1814 genoprettede ater forhertugdømmet med Firenze som hovedstad. Under rejsningen 1849 proklameredes byen en kort tid som republik. Med storhertugdømmets ophør forsvandt Firenzes hovedstadsværdighed, men fornyedes 1865-71, da den var det nye Italiens hovedstad og kong Victor Emanuels residens. (HK3/1921)