Armenien

Historie: Armenien har som Ægypten næsten altid været underkastet fremmede. Af de gamle babyloner kaldtes landet Gutium eller Kuti; dets kultur i den ældste tid er babylonisk præget; af assyrerne kaldtes egnen syd for Van-søen Nairi. Salmanassar I grundede her assyriske kolonier ca. 1290 f.Kr., og de assyriske konger, som Tiglatpilesar I ca. 1100, krigede ofte mod bjergfolkene i Armenien. I 9. århundrede samledes bjergstammerne til ét rige, af assyrerne kaldet Urarthu, det bibelske Ararat, Herodots Alarodier. Selv kaldte folket sig khalder, efter hovedguden Khaldi, og landet Biaina (nu Van). Det 8. århundrede var rigets blomstringstid, dets konger gjorde store erobringer i Nairi og Nordmesopotamien og truede Assyrien. Riget var teokratisk ordnet; store byggeanlæg, klippeborge, vandledninger, kanaler vidner om khaldernes dygtighed som ingeniører. Deres metalteknik var højt udviklet, deres skrift var assyrisk kileskrift. Over 100 indskrifter kendes, sproget er delvis tydet, har ingen berøring med de semitiske eller indoeuropæiske. I kampen mod assyrerne bukkede khalderne under. Samtidig med den store kimmeriervandring ca. 700 trænger indoeuropæiske folk ind vestfra, og Khalderriget forsvinder. Af folkeblandingen opstod de nuværende armenier (ordet Armina første gang i Dareios I.s indskrifter). Selv kalder armenierne sig haik, landet Hajastan. Ved Assyriens fald (607) kom Armenien under medisk indflydelse, derefter under perserne, indtil Alexander d. Store erobrede det. Efter ham kom Armenien under Makedonien, senere under seleukiderne. Efter Antiochos III.s nederlag mod romerne gjorde statholderne i Stor- og Lillearmenien sig uafhængige (190 f.Kr.). Stor-Armenien kom dog under Syrien igen, men erobredes ca. 150 af partherne, der satte en gren af arsakiderne på tronen. Af disse var Tigranes II d. Store (ca. 70 f.Kr.) den betydeligste. Han erobrede Lilleasien og Mesopotamien; fra hans tid stammer det nuværende geografiske begreb Armenien. I forening med svigerfaderen Mithradates (s.d.) bekrigede han romerne, der slog dem begge og gjorde Lilleasien til et romersk lydrige (63 f.Kr.; romersk provins 70 e.Kr.). — Armenien blev nu i århundreder et stridens æble mellem østen og vesten, først mellem romere og parther-sassanider, senere mellem Byzans og sassanider-arabere, i nyere tid mellem Tyrkiet og Persien-Rusland. 114 e.Kr. erobredes Armenien af Trajan og var romersk provins i 3 år. Ved Partherrigets fald fjernedes også de armeniske arsakider, og sassaniderne i Persien fik magten over Armenien. De søgte at indføre zarathustrismen, men samtidig virkede den kristne syriske mission, og fra ca. 250 findes fast organiserede kristne menigheder. Ved romersk hjælp ved arsakiden Terdat III konge (286), lod sig omvende af Gregor Lysbringeren og indførte kristendommen (ca. 300). 387 tog perserne det østlige Armenien, der under navnet Persarmenia styredes af statholdere. Mod disses hårdhed ydede stammefyrsterne kraftig modstand. Med Persien erobredes (645-46) Armenien af araberne. Under disse oplevede Armenien et stort nationalt og litterært opsving. Indfødte fyrsteslægter som Bagratunierne (s.d.) forvaltede landet ret selvstændigt, og en af dem, Askot, anerkendtes 861 som hovedfyrste, 886 som konge i størstedelen af Armenien. Under hans æt nød landet ro og blomstring. I 11. århundrede svækkedes Armenien ved ødelæggende tronstridigheder, byzantinerne angreb vestfra, seldjukerne østfra. Disse sejrede over byzantinerne ved Manazkert 1071 og lammede ved deres hærgninger Armeniens kulturelle og politiske liv. En mængde flygtede til Lille-Armenien, hvor en fyrste Rupen og hans efterfølgere, fra 1198 konger (Leo II), med Kilikien som centrum dannede et selvstændigt rige. Lille-Armenien støttede korsfarerne og stod i livlig handelsforbindelse med Italien. Med muhammeddanerne førtes stadig strid, 1375 erobredes riget af den ægyptiske mameluksultan, og dets sidste konge blev fanget og forvist. 1403 blev Lille-Armenien hærget af turkmenerne, 1508 taget af perserne, 1514 af osmannerne. Stor-Armenien var fra 12. århundrede i hænderne på seljuker, ejjubider, mongolske ilkhaner, turkmener o.a. Timur fuldendte ødelæggelserne (ca. 1390). Efter Timurs død (1405) hærgedes Armenien ved turkmenerstammernes indbyrdes kampe. En af disse stammer, Kara-kojunlu, vandt overtaget og dannede et stort rige under Uzun Hasan 1453-77. Efter hans død tog perserne atter styret i Armenien, men 1514 blev de slået af Selim I, der grundfæstede osmannernes herredømme over det meste af Armenien. 1640 tog perserne provinserne Erivan og Etsjmiadzin tilbage, men afstod dem 1828 til russerne. – Efter mongolerstormens ødelæggelser betød osmannerherredømmet en vis lettelse. Landet deltes i sandjaker, på sletterne styret af tyrkiske embedsmænd, i bjergene af indfødte høvdinge. Som andre kristne folk i Tyrkiet dannede armenierne en egen millet, national menighed, under en patriark i Konstantinopel, og kunne forholdsvis frit udvikle deres egen nationale kultur og litteratur. Splittelsen af Armenien mellem Tyrkiet, Persien og fra 1828 Rusland svækkede dog stærkt den nationale udvikling, og talrige armeniere søgte ly i russisk Kaukasus for det vilkårlige tyrkiske og persiske styre. Samtidig spredtes armenierne stærkt i selve Tyrkiet, særlig i Lilleasien og i byerne Smyrna og Konstantinopel. I 19. århundrede tilspidsedes atter det armeniske spørgsmål. De russisk-tyrkiske krige 1828, 1853-56 og 1877-78 gjorde på ny dele af Armenien til krigsskueplads. Ved Berlintraktaten 13. juli 1878 erhvervede Rusland distrikterne Ardahan, Kars og Batum, men de i traktaten krævede reformer blev kun en kilde til ulykker. Sultan Abdul Hamid så heri forsøg på indblanding i Tyrkiets indre forhold og irriteredes ved formagternes talrige fælles noter med krav om reformer. Rusland arbejdede skjult for dannelsen af en armenisk stat under russisk beskyttelse. Navnlig var armenieren Louis Melikof, russisk minister, ivrig herfor. Efter Alexander II.s mord 1881 og Melikofs fald ændredes Ruslands politik, og en ivrig russificering begyndte med bekæmpelse af armenisk kirke og sprog. En stærk national bevægelse vågnede nu i hele Armenien, og talrige armeniske selskaber stiftedes i Rusland og andre steder, ofte påvirkede af de russiske nihilister. Et revolutionært parti udgav Hentsjak (Klokken) i London. Tyrkerne gik hårdt frem mod den nationale bevægelse og anvendte hyppigt de vilde kurderstammer til at ave armenierne. En mislykket rejsning 1893 gav tyrkerne påskud til skåndselsløs underkuelse af armenierne, og de påfølgende år fandt blodige massakrer sted, navnlig et af myndighederne tilladt 2 dages blodbad i Konstantinopel (august 1898); 80-100.000 omkom i alt. Europas, især Englands, protester og reformforslag nyttede intet overfor de andre stormagters lunkenhed og portens udflugter. De følgende år var der ro i Armenien, men en stærk udvandring fandt sted til Amerika og Rusland. I russisk Armenien fortsattes russificeringspolitiken, bl.a. med beslaglæggelse af det armeniske kirkegods. – Efter ungtyrkernes sejr 1908 bedredes forholdene i begyndelsen, armenierne fik sæde i parlamentet, og Dasjnak, det ledende armeniske parti, gik i forbind med den ungtyrkiske Komité og Tyrkiets Modernisering. Ungtyrkernes enhedsbestræbelser, ottomaniseringen af riget (jf. Albanien, Arabien), vakte det gamle fjendskab, og massakrerne begyndte igen, bl.a. 1909 i Adana. Efter Balkankrigen forelagde armenierne deres sag for ambassadørkonferencen i London (januar 1913). Et russisk forslag om reformer af administrationen i de 6 armeniske vilajeter antoges af den tyrkiske regering februar 1914, men var ikke iværksat, da verdenskrigen udbrød (august samme år). Tyrkiets indtræden i krigen (oktober 1914) gjorder atter Armenien til kampplads. Efter det store tyrkiske nederlag ved Sarikamisj (januar 1915) besluttede den ungtyrkiske komité, under ledelse af Enver Pasha og Talaat pasha, et »løse« det armeniske spørgsmål for stedse. Under påskud af uroligheder, spioneri, landsforræderi og forberedelse af oprør iværksattes en almindelig »flytning« (april-december 1915) af størstedelen af det armeniske folk, som derefter udsattes for en systematisk islamiering (december 1915-oktober 1918). Deportationerne ramte hele den armeniske by- og landbefolkning i Kilikien (april-maj), Østanatolien (juni-juli), Vestanatolien (august-september) samt Mesopotamien. Undtagne var armenierne i Konstantinopel (ca. 150.000), Smyrna og Aleppo, de protestantiske og katolske menigheder (millet) samt de, der lod sig omvende til islam. Udvisningerne forkyndtes med dages eller timers varsel, al ejendom skulle efterlades, således at hele den armeniske folkeformue samtidig konfiskeredes. De forviste afsendtes i drfter på 200-4.000, var måneder undervejs til koncentrationslejrene ved randen af den syriske ørken, blev slet ernæret, bestjålet, mishandlet, dræbt, skændet af de ledsagende gendarmer og kurderbander; ca. 1/3 nåede lejrene, hvor mange omkom af sult og sygdom. I Van og Bitlis udryddedes armenierne ved massakrer, i Erzerum, Trapezunt og Angora fandt både massakrer og deportationer sted. Russernes erobring af Erzerum med omegn og Vandistriktet (februar-marts 1916) reddede en del, men ved Ruslands sammenbrud (efteråret 1917) kom tyrkerne igen og trængte efter Brest-Litofskfreden (3. marts 1918) ind i Kaukasuslandet, hvor 50-1000.000 armeniere myrdedes, især i Baku. +++ (HK1/1920)

• Tigranocerta I, 69 f.Kr.
• Artaxata, 58 f.Kr.
• Tigranocerta II, 59