Abessinien

Historie: Af Meroë, en rest af det gamle Ætiopien (s.d.), opstod sidst i ptolemaiertiden et nubisk rige, Napata, og et sydligere abessinsk med hovedsæde i Axum (s.d.). Det axumitiske rige modtog stærk græsk kulturpåvirkning: det nåede sig højeste blomstring fra 4-7. århundrede, beherskede en tid Sydarabien og stod i handelsforbindelse med Indien. Aidesios og Frumentios indførte kristendommen ca. 330. Ved Islams fremtrængen fordreves abessinierne fra Sydarabien, og ca. 925 tilrev indvandrede jøder fra Sydarabien, falasja'erne, sig magten i ca. 350 år, til deres dynasti styrtedes af Jekuno Amiak (1270-85) fra Sjoa. En ny fare truede fra muhammedanerne, som berøvede Abessinien kystegnene Samhara og Adal, men blev slået af Amda-Sion (1314-44). Med støtte af tyrkerne kom muhammedanerne igen i 16. århundrede, ødelagde Axum og hærgede Abessinien, til Galawdeos (1540-59) og Sarsa Dengel (1563-97) ved portugisisk hjælp afslog alle angreb. Til gengæld fik portugiserne, og dermed jesuitterne, stor indflydelse, og 1623 antog Sosneos (1607-32) katolicismen. Befolkning og præsteskab holdt dag fast ved den gamle tro, og Fasiladas (1632-67) fordrev jesuitterne. I 18. århundrede gik Abessiniens enhed tabt, negus'erne var uden magt, og de forskellige ras'er i provinserne krigedes stadig. 1831 deltes Abessinien i høvdingedømmerne Tigré, Amhara (Gondar) og Sjoa, senere også Godjam og Kaffa. 1853 tog en bandefører Kasai magten i Amhara og lod sig 1855 krone som negus negesti over Abessinien under navnet Theodor (s.d.). Hans fremmedfjendtlige politik førte til Englands erobring af Magdala, hvor han dræbte sig selv 1868. Efter flere kampe fik ras'en i Tigré magten og blev 1872 negus under navnet Johannes II (s.d.). Han bragte orden i landet, anlagde veje og åbnede for europæisk civilisation. Han afværgede ægyptiske angreb 1875-76, kom senere i strid med italienerne om Massaua ved det Røde Hav og slog dem 1887, men faldt ved Metemmeh mod mahdisterne 1889. Hans gamle modstander Menelik II blev nu negus og stillede Abessinien under italiensk protektorat. I længden utilfreds hermed bekæmpede han senere italienerne og slog dem afgørende ved Adua 1896. Ved freden i Addis Abeba 26. oktober 1896 anerkendtes Abessiniens uafhængighed. Derpå søgte Menelik nærmere føling med Frankrig og England, som han sluttede grænse- og integritetstraktater med 1902, 1906 og 1907. Under hans regering var Abessinien i opkomst, også kommercielt ved forbindelsen med europæerne, og nåede en politisk magt som nætte før. Efter Menelik (død 1913) fulgte hans 17-årige dattersøn Lidj Jeassu, der blev afsat allerede september 1916. Meneliks enke, Taitu (d. 1918) søgte at bevare magten, og striden mellem ras'erne begyndte igen. Siden marts 1917 er Wolde Gheorghis negus negesti, men tronarvingen Ras Taffari er den egentlige regent. (HK1/1920)

Ætiopien er i oldtiden grækernes navn på landet syd for Ægypten, fra den første Nilkatarakt (ved Assuan) til den sjette (lidt nord for Kartum), altså svarende til Nubien og det nordligste af ægyptisk Sudan. Ætioptiens semitiske navn var Kusch. I videste forstand var navnet Ætiopien i oldtiden betegnelsen for det yderste syd mod Okeanos. Allerede fra det 12. dynastis tid (ca. 2000 f.Kr.) begyndte Ægyptens erobring af Ætiopien, og ca. 160-1100 er Ætiopien en ægyptisk vasalstat. Men snart blev Ætiopien, hvs hovedsæde var Napata og Meroë (s.d.) ved Nilen, et mægtigt rige, som truede Ægypten. Ca. 800 erobredes Theben, 750 Memfis og 710-671 regeredes Ægypten af et ætiopisk dynasti (det 25.), som blev fordrevet af assyrerne. I Meroë holdt sig længe en rest af det gamle rige. Da semiter erobrede Abessinien, kaldte de det nye rige Itejopeja, skøndt det gamle ætiopiske rige aldrig havde omfattet Abessinien, hvis officielle titel endnu er Mangesti Itiopia. (HK9/1925)

• Magdala, 1868
• Aduwa, 1896
• Etiopien, 1936