Under
både den kinesiske "episode" i 1937-41 Anden Verdenskrig
som fulgte, havde de kinesiske kommunister under Mao
Tse-tung og Kuomintang-nationalisterne under generalissimo Chiang
Kai-shek i stor udstrækning samarbejdet mod de angribende japanere.
Men med Japans nederlag i 1945 flammede rivaliseringen mellem de to kinesiske
styrker op i åben krigsførelse. Under den japanske krig var
den kommunistiske militærstyrke blevet forøget, mens kuomintang-hærene
var blevet forringet på grund af korruption og inkompetence. Selv
med omfattende amerikansk militærhjælp, som fortsatte gennem
størstedelen af borgerkrigen, var Chiang ude af stand til at genetablere
kontrol over kinesisk territorium. Det var ikke før 15. marts, syv
måneder efter Japans overgivelse, at Chiang besatte Mukden, nøglebyen
i det sydlige Manchuriet.
Imens satte de kommunistiske tropper i Nord-Kina farten
op for at kæmpe om kontrollen med Manchuriet. Kampen brød ud
i dette område og spredte sig til størstedelen af de centrale
og østlige Kina i løbet af de næste tre og et halvt
år. I løbet af denne periode overmandede de kommunistiske hære
de nationalistiske styrker på alle skuepladser. I slutningen af 1949
flygtede Chiang med resterne af sin regering til Formosa. Kina var blevet
en kommunistisk magt, bestemt til at kaste en vedvarende skygge over verdens-affærerne.
I mellemtiden fortsatte Chiangs såkaldte Kinesiske Republik med at
holde kun Formosa, selvom det var det eneste "Kina" som var repræsenteret
i FN.