Serbien

Europa 08.12.14

For en tid en stormagt på Balkan i Middelalderen, mistede Serbien sin selvstændighed til Det Osmanniske Rige fra Tyrkiet efter 1389. For slag og krige under tyrkisk styre, se Tyrkiet. Serbien vandt sin frihed i 1878. Som en vigtig kampplads i Første Verdenskrig (se Serbien, 1915), blev landet del af Jugoslavien i 1918.

Historie: Det nuværende Serbien beboedes i oldtiden af thrakiske folk; erobredes af romerne og gjordes til provins 29. f.Kr. som Moesia superior. Hærgedes under folkevandringen af hunner, østgoter og langobarder; erobredes 550 e.Kr. af Justinian. Ca. 600 besattes landet af avarerne, mod hvem Heraklios (s.d.) indkaldte serberne fra det sydlige Galizien. Ved 638 besatte de landet helt og bredte sig over Bosnien og nabolande ud til Adriaterhavet. Serberne vedblev at anerkende den byzantinske kejsers overhøjhed; i 8. århundrede omvendtes de til den græsk-katolske lære. Serbien styredes af enstorsupan, senere kaldet tsar eller Kralj (konge); under ham stod 7 supaner. Omkring 900 blev bulgarerne herrer over Serbien, og 934 fulgte det med disse under byzantinsk herredømme. 1043 gjorde Stefan Dobroslav Serbien uafhængigt; hans søn Mikael 1050-80 tog kongetitlen. Efter ny afhængighed af Byzans befriedes Serbien af Stefan Nemanja 1165-95; hans dynasti styrede dygtigt og besad hele Gammel-Serbien. Stefan fæstnede sin magt i nær tilknytning til præsteskabet. Den største af nemanjiderne var Stefan Dusjan 1336-56; han slog byzantinerne og underkastede sig Bulgarien, Makedonien, Albanien, Thessalien og Nord-Grækenland og tog 1346 Tsartitel; han organiserede riget og lod en lovbog samle. Det erobrede tabtes under hans svagere efterfølgere, 167uddøde nemanjiderne. – Et nyt dynasti kom til magten med Lazar I 1374-89, de faldt mod Murad I i slaget ved Kossovopolje 15. juni 1389. De følgende fyrster var kun tyrkiske vasaller, og 1459 udslettede Mohammed II det serbiske rige. Mange ansete familier udryddedes, 200.000 skal være bortført som slaver. Serbien blev et eget pashalik med tyrkisk militærbesætning. Jorden derimod beholdt serberne, og de bevarede ligesom alle osmannisk undertvungne deres indre nationale liv: sæder, sprog og religion; navnlig opstod en rig folkepoesi, særlig heltedigtning, og der rørte sig et kraftigt kirkeligt liv. 1717-39 tilhørte Serbien Østrig, men blev slet styret og kuet som under tyrkerne; opstandene i slutningen af 18. århundrede mislkkedes. 1804 rejstes med mere held oprørsfanen af Kara-Georg (s.d.); Belgrad erobredes, og tyrkerne trængtes tilbage. Ved russisk mægling fik Serbien ved freden i Bukarest 1812 indre selvstænighed og amnesti for oprøret. Tyrkerne fordrede dog alle våben udleverede, og da dette nægtedes, trængte tyrkiske hære ind Kara-Gerog blev slået og flygtede til Østrig, Serbien kuedes hårdt. – 1815 rejstes et nyt oprør af Milosj Obrenovitj (s.d.), hvem det efter talrige kampe lykkedes at blive arvelig fyrste og skaffe Serbiens selvstyre anerkendt af sultanen. Stor materiel og kulturel fremgang fandt sted under Milosj, men misfornøjelsen med hans vilkårlige strenghed tvang ham til afgang 1839. Hans ældste søn Milan blev fyrste, men døde samme år og fulgtes af broderen Michael (s.d.), der allerede 1842 blev styrtet af karageorgevitjernes tilhængere. Skupsjtinaen valgte derpå Alexander Karageorgevitj (s.d.) til fyrste 1842-58, hvem et oprør fordrev pga. hans afhængighed af Østrig. Den gamle Milosj blev ved Ruslands hjælp atter fyrste 1858-60 og fulgtes ved sin død af sønnen Michael 1860-68. fter dennes mord valgte skupsjtinaen Milan IV Obrenovitj 1868-89 og vedtog en forfatning 11. juli 1869. 1876 indlod Serbien sig på en uheldig krig med Tyrkiet og reddedes kun ved stormagternes hjælp. 1877-78 deltog det i Ruslands krig, erobrede Nisj og fik ved Berlin-kongressen 1878 fuld suverænitet og en forøgelse på 11.000 km2. — Marts 1882 proklamerede Serbien som kongerige. En letsindig krig mod Bulgarien 1885 førte kun til nederlag, de indre forhold var urolige og misfornøjelsen med Milans uduelighed stor. Det radikale parti fik dog gennemført en ny demokratisk forfatning januar 1889. Marts samme år abdicerede Milan, og sønnen Alexander I blev konge 1889-1903 under regentskab af Ristitj og andre konservative levere. Under påvirkning af sin livlæge Dokitj og med støtte hos de misfornøjede radikale erklærede kongen sig myndig 1893 og tog et radikalt ministerium. Han blev dog snart uening med de radikale; Milan kaldtes tilbage, ophævede forfatningen af 1889 og genindførte ved et statkup 1894 den ældre, mindre fri forfatning af 1869. De politiske stridigheder og Milans intriger øgede forvirringen; kongens vilkårlighed og ægteskab med Draga (s.d.) vakte en stigende misstemning mod dynastiet, og natten til 11. juni 1903 myrdedes kongeparret af en flok sammensvorne officerer. — Skupsjtinaen valgte Kara-Georgs sønnesøn Peter I (s.d.) til konge. Hans andel i mordet er ikke sandsynlig, men morderne opfattedes i Serbien som befriere, og først 1906 blev de afskedigede fra statstjenesten pga. stormagternes, navnlig Englands, krav. Forholdet til Østrig var en tid spændt og brød ud i en toldkrig, indtil man enedes om en ny handelsoverenskomst februar 1908. Tillige ønskede Serbien en tværbane til Adriaterhavet, hvilket krydsede Østrigs plan om en Sarajevo-Saloniki bane. Ved Østrigs okkupation af Bosnien og Herzegovina 5. oktober 1908 syntes forhådningerne om et storserbisk rige at måtte briste. Ophidselsen i Serbein var stor, og et parti med kronprins Georg 8s.d.) i spidsen øsnkede krig, men unden anden udsigt til hjælp end Monteegro måtte Serbien finde sig i det uundgåelige og afruste (april 1909). Serbien var tilsyneladende på vej til at blive en afmægtig vasalstat af Østrig; den indre udvikling syntes at skride meget langtsomt frem med hyppige ministerskifter og evindelige stridigheder mellem de politiske partier. Finansforholdene var ikke gode, den økonomiske afhængighed af Østrig stor. Imidlertid lykkedes det den kloge, gamle Pasjitj (s.d.), med mange afbrydelser førsteminister 1904-19, at komme til forståelse med Bulgarien og Grækenland (marts-maj 1912) om et fælles angreb på Tyrkiet. Også Montenegr tiltrådte Balkanforbundet, der oktober 1912 erklærede Tyrkiet krig. Som resultat af Balkankrigene 1912-13 (s.d.) vandt serbien 39.000 km2 med 1.616.000 indbyggere og stod efter Bukarestfreden 10. august 1913 med forøget politisk og militær anseelse og med genvakte forhådninger overfor de serbo-kroatiske dele af det østrig-ungarske monarki. Hertil kom harmen over, at Østrigs antiserbiske politik udvirkede oprettelsen af et kunstigt Albanien (s.d.), hvis vilkårligt trukne grænser irriterede både i Grækenland og Serbien, samtidig med at dette sidste derved hindredes i at få sit naturlige ønske om en havn ved Adriaterhavet opfyldt. Den storserbiske bevægelsefik herved yderligere stimulans (se Narodna odbrana) og gav sig bl.a. udslag i mordet på den østrigske tronfølger i Sarajevo 28. juni 1914. Det østrigske ultimatum 23. juli efterfulgtes af Østrigs krigserklæring 28. juli og fik verdenskrigen i følge. 2. december 1914 besatte østrigerne forbigående Belgrad og forsøgte en fremrykning i Serbien, men blev forsmædeligt fordrevne. Men oktober-december 1915 erobrede forenede tysk-østrigsk-bulgarske hære førte af Mackensen hele Serbien. Den serbiske hær, formindsket med 3/4 af sin bestand og berøvet hele sit artilleri, bragtes over græsk område til Korfu og reorganiseredes af franske oficerer. Sommeren 1916 bragtes hæren til Saloniki, hvor den indrangeredes i den fransk-engelsek orientarmé og deltog bl.a. i Monastirs generobring november samme år. I 2 år holdtes Serbien besat og administreredes af fjenderne, mens sygdom og hungersnød hærgede befolkningen. Trods alle lidelser holdt hær og befolkning dog tappert ud, indtil den bulgarske front september 1918 brød sammen overfor Saloniki-hærens energiske angreb. Landet befriedes hurtigt, Nisj 15. oktober, Belgrad 4. november, og alle de sydslaviske (jugoslaviske) dele af Østrig-Ungarn besattes. Det længe nærede ønske om et Storserbien omfattende alle serber, kroater og slavoner kunne nu opfyldes, og december 1918 erklæredes foreningen mellem Serbien og Jugoslavien fuldbyrdet (se Jugoslavien). Pasjitj blev det nye serbo-kroato-slavoniske riges første premierminister med kroaterne Korosek of Trumbbitj som vice-premierminister og udenrigsminister. Fredstraktaten i Versailles 28. juni 1919 bekræftede det nye rige, der nu omfattede 250.000 km2 med over 12 mio. indbyggere. Størst udenrigspolitisk vanskelighed efter krigen voldte forholdet til Italien, idet begge stater gjorde krav på den tidligere ungarske havneby Fiume. Spørgsmålet løstes først efterflere års stridigheder ved en traktat af 27. januar 1924, hvorved Italien fik selve Fiume, mens Serbien fik den lille nabo-havneby Baros. Indrepolitisk har forholdet mellem kroater og gammelserber voldt store vanskeligheder, idet det gamle serbiske bondeparti ledet af Pasjitj har villet bevare magten og serbificere kroaterne, mens disse ønsker større decentralisering i fovaltningen og friere spillerum for de forskellige foldedele. I 3 år lykkedes det Pasjitj med kortvarige afbrydelser at bevare magten, navnlig da de kroatisk-slovenske medlemmer af skupsjtinaen som protest mod det hårde belgradstyre undlod at give møde. Marts 1924 gav kroaterne atter møde i skupsjtinaen, og efter længe at have gjort modstand ved hjælp af alle hånde parlamentariske kunstgreb trak Pasjitj sig tilbage i juli samme år, og demokraternes fører Davidovitj dannede minitserium af de tidligere oppositionspartier, men måtte allerede i oktober vige for et nyt (radikalt) ministerium Pasjitj. (HK8/1925)