Danmark

• se Danske invasioner af England
• Skandinavien

Historie: Til 1241. (Gorm den Gamle 860-ca. 940. Harald Blåtand ca. 940-85. Svend Tveskæg 985-1014. Harald Svendssøn 1014-18. Knud den Store 1018-35. Hardeknud 1035-42. Magnus den Gode 1042-47. Svend Estridssøn 1047-76. Harald Hen 1076-80. Knud den Hellige 1080-86. Oluf Hunger 1086-95. Erik Ejegod 1095-1103. Niels 1104-34. Erik Emune 1134-37. Erik Lam 1137-46. Svend, Knud og Valdemar 1146-57. Valdemar den Store 1157-82. Knud VI 1182-1202. Valdemar Sejr 1202-41).
   Landsbyen er den kærne, hvoraf det danske samfund har udviklet sig; selv om man går meget langt tilbage i den forhistoriske tid, vil man finde tydelige vidnesbyrd om, at danerne levede i landsbyer. Og om end jagt, kvæghold og navnlig svinehold i de store skove har skaffet befolkningen dens væsentligste ernæring, som fåreholdet skaffede den dens beklædning, har dog landsbyens beboere i meget tidlig tid opdyrket en del af jorden nærmest om landsbyen og derpå avlet korn. Denne opdyrkning af jorden foretoges i fællesskab. Det er måske muligt, at den opdyrkede jord oprindeligt har været anset for landsbyens fælleseje; men i alt fald meget tidligt har man indrømmet hver husstand dens bestemte kvotadel af jorden som særeje, der eventuelt med landsbyens samtykke kunne helt eller delvis afhændes; hertil hørte en tilsvarende andel i brugen af de udyrkede fælleder og skovene. Trods anerkendelsen af privatejendomsretten til jorden fastholdtes dog under de i forhistorisk og historisk tid foretagne udvidelser af det opdyrkede areals størrelse, for landsbyernes vedkommende lige til slutningen af 18. århundrede, driftsfællesskabet. Driften lededes efter landsbymenighedens fælles beslutninger, dens form var senere i de forskellige dele af landet forskellig, i Skåne og Sjælland var trevangsbruget det herskende.
   Inden for landsbyerne herskede ingenlunde lighed. Det egentlig forbindelse var slægterne, og op over de frie mænds masse hævede enkelte mænd sig som ætstore, som dem, der ved deres fødsel tilhørte anerkendte ædle slægter. De var menighedernes førere i krig og på tinge, de besad større rigdom, og allerede ved den historiske tids begyndelse finder man, at disse bondehøvdinge hyppigt besad endog meget jord udenfor landsbyfællesskabet som fuldstændig og udskilt privatejendom. Under de frie mænd stod trællene, der først ved året 1200 var helt forsvundne.
   Oprindeligt var vel forskellige stammer taget jorden i besiddelse; gamle stammenavne synes således at skjule sig i Harboøre (Harthboerne latinsk Charudes), i Himmerland (latinsk Cimbri) og måske i Omungærsyssel. Men allerede ved den historiske tids begyndelse havde en fuldstændig sammengliden fundet sted. Landsbyerne var forenede i herreder (hundreder) med et fælles ting, hvor private tvistemål og offentlige sager afgjordes. Herrederne var forenede i de tre hovedlande; Skåne, Sjælland og Jylland med deres landsting; her vedtog folket fællesbestemmelser og her valgtes og hyldedes kongen. Thi det var også i den forhistoriske tid, at danerne havde fået en fælles konge, én slægt havde hævet sig over de andre som kongeslægten; dens medlemmer havde alle en arvelig ret, men folkets valg udpegede efter hver konges død en af hans sønner eller slægtninge ti efterfølger. Kongen omgivet af sine hirdsmænd var den fælles fører i krig, han skulle straffe alle, der krænkede freden i landet, og disse måtte derfor udrede bøde til ham såvel som til den skadelidte, han skulle på sine rejser om i landet underholdes af bønderne. Dronning Thyras bygning af Danevirke i slutningen af 9. århundrede symboliserer denne rigets enhed, og på den runesten, kong Gorm lod rejse over hende ved Jelling, læses første gang på dansk jord landets navn: Danmark. dvs. danernes mark (mark = landemærke, territorium, jf. Telemarken, Hedemarken, Finmarken).
   I århundreder havde danerne været skilt fra de nærmest boende folkestammer ved store skove og ødestrækninger, og disse stammer, friser, sachser og vender i syd, gøter i nord, var simpelt levende bondefolk som de selv. Men da franker og angelsachser dannede deres riger, kom centrer for et højere og rigere samfundsliv til at ligge disse stammer nærmere og drog dem til sig. Friserne, der boede nærmest, kunne bygge sig skibe og som fredelige handelsfolk skaffe sig rigdom; deres besøg gav Ribe og Hedeby (Slesvig) liv og betydning dom handelsbyer. De fjernereboende daner kunne selv ikke følge frisernes eksempel, men endog vel kyndigere i skibsbygning og dygtigere i våbenbrug lokkedes de til ved hærfærd at tage, hvad de ikke kunne skaffe sig ved fredelig købmandsfærd. I stigende tal søgte de derfor i slutningen af 8. århundrede ud på havet på vikingefærd, plyndrede byer og klostre i England, Nordfrankrig, Flandern og Frisland. Det er muligt, at selve befolkningsforøgelsen i Danmark var større end det lidet intensive agerbrug, kvægavl og fiskeri kunne bære; i alt fald førte vikingetogene i løbet af 9.-10. århundrede til danskes bosættelse ved Utrecht, i Normandiet og fremfor alt i hele det nordøstlige England (Danelagen). Disse udvandrede danske søgte stedse støtte hos hjemlandet, og til sidst, da den engelske konge 1002 havde ladet en stor mængde danske dræbe, var det hele den danske ledingsflåde, der udbødes til tog mod England, og som under Svend Tveskæg 1013 fuldbyrdede hele Englands erobring. Herredømmet over England fastholdtes af hans søn, Knud d. Store, der en tid også beherskede Norge; ved Hardeknuds død 1042 skiltes dog Danmark og England for stedse. 
   Forbindelsen med England fik i mange retninger stor betydning, størst for befæstelsen af kristendommen og den kristne kirke i Danmark. Efter at karl d. Store kort før800 havde undertvunget og kristnet sachserne, havde en sachsisk munk Ansgar set det som sin bestemmelse at kristne norden; han fik rejst kirker i Hedeby og Ribe, men nåede i øvrigt ikke meget vidt; 865 døde han som ærkebiskop i Bremen, hvorunder fra nu af missionen og kirken i Danmark lagdes. I midten af 10. århundrede kunne der indvies bisper i Hedeby, Ribe og Århus; men først da Harald Blåtand havde antaget kristendommen, nåede den videre udbredelse; nu dannedes nye bispedømmer i Odense og Roskilde; Knud d. Store hentede engelske gejstlige til Danmark; et benediktinerkloster oprettedes i Odense, og et bispesæde i Lund tilføjedes; Svend Estridssøn fortsatte hans gerning med oprettelse af bispedømmer i Viborg og Vestervig (senere Børglum), endelig afsluttedes kirkens organisation med lundebispens udnævnelse til den danske kirkes ærkebiskop (1104). — Imidlertid var der rundt om i landet rejst trækirker, hyppigst vel af troende høvdinger; disse forestod oprindeligt selv gudstjenesten, som de i den hedenske tid havde forestået ofringerne; omegnens befolkning søgte til disse kirker, og således dannedes sogne. Efterhånden overtoges også gudstjenestens ledelse af mænd, der udelukkende ofrede sig for dette hverv, og som havde modtaget nogen gejstlig uddannelse. Disse præster lønnedes oprindeligt ved gaver for hver enkelt kirkelig handling; men snart skænkede konger og høvdinger betydeligt jordegods til kirker og klostre, og efterhånden lykkedes det at gennemføre tiende til kirke og præst; særlig Knud d. Hellige var ivrig herfor, men på hans tid mødte denne faste ydelse dog endnu stærk modtand , og misfornøjelsen med hans iver for denne sag var en væsentlig årsag til hans drab i St. Albans kirke i Odense 1086. Tienden til bispen lykkedes det først langt senere (ca. 1450) at få gennemført overalt. Knud havde også anerkendt gejstligheden som en særlig stand inden for befolkningens store masse; i løbet af 12. århundrede samlede kirken nu stor godsrigdom, og trækirkerne afløstes overalt af stenkirker, ligesom de store domkirker i Ribe, Viborg og Lund i denne tid byggedes. Samtidig stiftede også forskellige munkeordner deres klostre; tiggermunkene, fransiskanere (gråbrødre) og dominikanere (sortebrødre), kom allerede i 1220'erne hertil.
   Til Ribes Domkirke hentedes materialet, tufstenen, fra Rhinen, et vidnesbyrd om denne bys handelsforbindelser med Flandern og rhinegnene. I begyndelsen af 11. århundrede havde imidlertid bydannelsen bredt sig over Sachsen, mere og mere blev det købmand fra de westfalske byer, der over det 1043 grundlagte Lübeck søgte forbindelse med øst. I 12. århundrede begyndte dernæst den tyske kolonisation af de østelbiske egne, sachsiske bønder tog jorden i besiddelse, tyske byer voksede op lands Østersøens kyst. Påvirkningen fra den engelske kultur veg for påvirkningen fra den tyske, personificeret i en skikkelse som Knud Lavard, hvis optræden som landeværnsmand (hertug) i Jylland fremkaldte en national dansk strømning, ledet af kongesønnen Magnus Nielssøn. Brydningen endte med Knud Lavards mord 1131, der styrtede Danmark ind i en borgerkrig, som først endte 1157 med Valdemar d. Stores anerkendelse som dansk enekonge.
   I Danmark mærkedes følgerne af den tyske kolonisation tidligst derved, at venderne trængte af sachserne, der gjorde Holsten til et tysk grevskab, begyndte at hærge på Danmarks kyster; først da Valdemar havde erobret Rügen 1169 og Absalon vundet en stor sejr til søs over dem 1184, ophørte deres plyndringer. Men dernæst kom den til at fremkalde et stærkt økonomisk opsving; den skånske sild, som de danske hidtil havde fisket i efterårstiden til eget forbrug, opkøbtes nu af lybske købmænd, der nedsaltede den, så den kunne forsendes vidt om til salg; i forbindelse med fiskeriet opstod inden 1200 tyske byers markeder ved Skanør. Videre krævede de tyske byers voksende befolkning stor tilførsel af korn og smør, og denne stærkere efterspørgsel og de utvivlsomt stigende priser udøvede en meget oplivende indflydelse på det danske agerbrug. I langt større omfang toges jorden op til dyrkning; skove ryddedes af enkelte udflyttere eller mindre hold bønder, der drog ud fra de gamle landsbyer og grundlagde nye; ikke mindst tog formentlig høvdingslægterne del i denne stærkere opdyrkning. Også kronen fik herved forøgede indtægter. Thi foruden at kongen ejede privat jordegods, var til hans underhold det såkaldte kongelev udlagt, væsentligst landets hidtil udyrkede areal; til bøndernes gæsteripligt var nu føjet deres pligt til at visse arbejdsydelser til riget: kørsler, arbejde på veje og broer o.l. I større omfang end tidligere kunne nu krongodset overlades til dyrkning til fæstebønner, der svarede kongen landgilde; til bestyrelse af krongodset og til opkrævning af de ham tilkommende retsbøder anvendte kongen ombudsmænd. Derimod havde egentlige skatter hidtil været ukendte; den større pengemængde, som var følgen af det økonomiske livs vækst, gjorde imidlertid nu ydelsen af skat mulig; kongens gæsteriret afløstes af en pengesum, der indbetaltes til ombudsmanden, som til gengæld påtog sig kongens underhold; denne Danmarks første skat kaldtes stud. Men af end større betydning blev det, at også den pligt til på kongens bud at drage i leding, der påhvilede alle frie bønder, på samme måde for hovedmassen af bøndernes vedkommende afløstes med en ledingsskat. Dette hang sammen med, dels at det udvidede landbrug nu i højere grad end før beslaglagde de fleste bønders tid og kræfter, dels med en ændring i selve krigsførelsen til de landkrige i Nordtyskland, der førtes i valdemarernes tid, krævede en bedre og kostbarere udrustning, særlig med harnisk og hest, end bøndernes store masse kunne yde. Dog var der ikke få rigere og mere kamplystne høvdinge og storbønder, der kunne påtage sig at drage i leding også med denne kostbarere udrustning; mens hovedmassen af bønderne ydede ledingsskat, foretrak disse at yde personlig tjeneste og vedblev derfor til gengæld at være skattefri. Således lagdes grunden til en sondring mellem skatteydende bønder og skaffefri herremænd, disse sidste gled sammen med kongens hird og ombudsmænd til en dansk adel, der dog endnu en tid ikke var en meget skarpt afgrænset klasse.
    Foruden med disse skatter øgedes kongens indtægter også med den told, der kunne afkræves den livligere omsætning, særlig på skånemarkedet, og hele denne økonomiske fremgang for kronen og riget danner grundlaget for valdemarernes dristige erobringspolitik. Knud VI og Absalon havde undertvunget venderne også på fastlande; Valdemar Sejr fortsatte først som hertug i Sønderjylland, senere som konge Absalons gerning; Holsten erobredes, Lübeck selv blev en dansk by, størstedelen af Mecklenburg føjedes til; 1214 afstod den tyske kejser landene nord for Elben og Elden til Danmark; 1219 udbodes den gamle danske søleding for sidste gang til Estlands erobring og kristning. Men disse erobringer støttedes ikke ved en dansk kolonisation af de erobrede lande; Valdemar Sejrs fangenskab hos grev Henrik af Schwerin (1223-25) og hans nederlag ved Bornhöved 1227 gjorde atter alle de erobrede lande fri, undtagen Rügen og Estland.
   Også rigets forfatning kom i denne tid i udvikling. Foruden kongens ombudsmænd rundt om fremkom embedsmænd for hele riget; drosten, der overalt repræsenterede kongen, hvor denne ikke selv var til stede, og som i øvrigt havde bestyrelsen af krongodset og rigets indkomster under sig; marsken, der var herremandsopbudets fører, og kansleren, der udfærdigede rigets breve. Det blev almindeligt, at kongen i vigtige sager rådførte sig med forsamlinger af rigets bedste mænd. Fremdeles sondredes i denne tid byerne, hvis befolkning væsentlig bestod af håndværkere, der efterhånden organiserede sig i lav, og småhandlende, bestemtere ud som særlige retskredse; bymænds stridigheder afgjordes på bytinget, ikke på herredstingene, og i de fleste byer sluttede bymændene sig sammen i gilder (s.d.); i den følgende tid opnåede de også selvstyre under valgte borgmestre og rådmænd. Til ældgamle bydannelser som Odense, Roskilde, Viborg, Ribe, Aarhus, Lund kom nu langs kysterne »strandkøbinger«; stærkest var byernes fremvækst ved Øresund, hvor det lille Fikeleje Havn, der lå på roskildebispens grund, voksede frem til byen Købmannehavn, der 1254 fik sit første frihedsbrev; på en holm udenfor byggede Absalon en borg til dens forsvar.

1241-1360. (Erik Plovpenning 1241-50. Abel 1250-52. Christoffer I 1252-59. Erik Klipping 1259-86. Erik Mændved 1286-1319. Christoffer II 1319-26. 1330-32. Valdemar af Sønderjylland 1326-30. Kongeløset 1332-30. Valdemar Atterdag 1340-75). Kongens magt var steget, og i dette tidsrum, hvor den i tidligere tid påbegyndte udvikling fortsattes, føles snart nødvendigheden af at sætte grænser derfor. Tidligst overfor kongens indgriben i retstilstanden. I valdemarernes tid var den gældende ret indenfor den skånske og sjællandske retskreds blevet optegnet i love, 1241 havde Valdemar Sejr afsluttet denne udvikling ved et stort lovarbejde, »Jydske Lov«, gældende for Jylland og Fyn, Men der føltes nu trang til en domstol for hele riget og til en kraftigere domsfuldbyrdelse; her greb da kongen ind, han udstedte breve, der skulle tvinge den domfældte til at adlyde dommen, han lod stedse flere sager påkende af sit retterting. Men ikke blot greb han herved ofte forstyrrende ind i herreds- og landstingenes retspleje, ofte øvede han og hans ombudsmænd ved den store magt, der således lagdes i deres hånd, ligefrem vold ved uberettigede fængslinger. Tidligst søgte kirken at værge sig herimod; under ledelse af den myndige ærkebiskop Jakob Erlandssøn vedtoges 1256 vejlekonstitutionen: fængsledes en bisp på kongens anstiftelse, skulle landet belægges med interdikt. Men hvorledes skulle der pådømme sager mellem kongen og hans mænd?. Her krævedes en af kongen mere uafhængig domstol end det kongelige retterting, og en sådan fandt man i det særlige stormandsmøde, der kaldtes danehof. Derfor aftvang stormændene 1282 kong Erik Klipping den første håndfæstning, der indeholdt: at der årlig skulle holdes danehof, at ingen måtte fængsles, uden at han i forvejen var lovlig dømt eller greben på fersk gerning, at kongen ikke ville give nogen sine breve, uden han i forvejen var lovlig stævnet til herreds- og landsting og her ikke havde villet stande til rette. Fra nu af havde stormændene i håndfæstningen et middel til at sætte grænser for kongens overmagt; særlig da kongens anerkendelse af håndfæstningen fra 1320 gjordes til en betingelse for hans valg, der vel endnu formelt tilkom landstingene, men fra denne tid og i forbindelse hermed reelt gled over til stormændene.
   I øvrigt var hele denne tid opfyldt af indre fejder. Valdemar Sejr havde efter europæisk skik givet sine yngre sønner landsdele som arvelige fyrstelen; af disse blev dog alene hertugdømmet Slesvig, der var givet til Abel, bestående; da man ved kongevalget 1252 forbigik Abels søn Valdemar for hans broder Christoffer, skiltes Slesvig for stedse fra Danmark. Følgen var stadige kampe mellem kongeslægten og hertugslægten, under hvilke denne fandt støtte hos den holstenske greveslægt; 1326 blev den slesvigske hertug Valdemar endog dansk konge, og i sin håndfæstning erklærede han da, at Slesvig ingen sinde mere skulle forenes med Danmark under samme herre (Constitutio Valdemariana). Hertil kom de langvarige kampe mellem kongerne og ærkebisperne Jakob Erlandssøn og Jens Grand, der ville hæve kirkens uafhængighed af kongen, og den heri indflettede langvarige ødelæggende kamp mod de stormænd, der beskyldtes for at have dræbt kong Erik Klipping i Finderup Lade 1286.
   Under disse kampe mellem konger og stormænd gik der frygteligt ud over de fredelige bønder. Overalt rejste sig kongelige og stormænds borge, der dannede faste støttepunkter under fejderne, men hvorfra også omegnen kunne hærges; umuligt var det for de nu så godt som forsvarsløse bønder at modstå de harniskklædte stormænd og deres svende, bedre var det for dem, at give sig ind under en stormands beskyttelse og værn. Oftest var den pris, der måtte betales derfor, opladelsen af gård og gods til stormanden, af hvem den da atter modtoges i fæste; der blev da vel langgilde at yde ham, men dette kunne dog opvejes ved, at bonden slap så fri for skatterne til kongen.
   Tilmed var disse konger alle besjælede af den usalige tanke om at genoprette Valdemar Sejrs herredømme over Nordtyskland, en opgave, der langt oversteg landets militære og finansielle kraft. Tyske herrer og deres svende måtte tages i de danske kongers tjeneste, men de krævede store pengesummer som løn. Derfor måtte trykkende skatter pålægges, der fremkaldte store bondeopstande; da end ikke de slog til, greb kongerne til den fordærvelige udvej at pantsætte kronens indtægter og borge. Således kom landsdel efter landsdel i tyske panteherrers magt, og til sidst hidførtes herved landets fuldstændige opløsning; da Christoffer II døde 1332, var så godt som hele riget givet bort i pant, Nørrejylland og Fyn for en uhyre sum til den holstenske grev Gert, Sjælland til grev Johan, Skåne, Halland og Bleking gav sig ind under den svenske konge.
   I 8 år var landet uden konge. Men 1. april 1340 dræbte den jydske adelsmand Niels Ebbesøn i Randers grev Gert og rejste jyderne til kamp mod de holstenske herrer. Så fandt disse det rådeligst at anerkende kong Christoffers søn Valdemar som konge; og denne energiske og højtbegavede mand, der fandt den fasteste støtte hos folket selv, lykkedes det, bl.a. ved slaget af Estland 1346, i løbet af 20 år at samle riget på nær de skånske provinser. 1360 kunne sejren besegles ved en håndfæstning, der dog foruden en samling forpligtelser for kongen indeholdt gensidige løfter mellem konge og folk om at arbejde på rigets genrejsning.

1360-1439. (Oluf 1375-87. Margrete 1387-1412. Erik af Pommern 1412-39). Det stod Valdemar Atterdag klart, at den første betingelse herfor var at gøre kronen finansielt uafhængig, at sikre og forøge dens faste, årlige indtægter. Derfor optog han straks en fast og kraftig krongodspolitik, der med største konsekvens fortsattes af hans datter Margrete. I den foregående urolige tid var meget krongods kommet over i stormænds besiddelse, og meget gods lå øde; nu søgte Valdemar og Margrete frem alle kronens gamle adkomstbreve, ved trusler og processer, ved bemægtigelser, mageskifter og køb udvidede de stedse kronens jordegods; 1396 fik Margrete endog vedtaget en bestemmelse om tilbagegivelse (reduktion) af alt gods, der var kommet fra kronen siden 1368. Også fik hun standset overgangen fra selveje til fæste, det forbødes adelen at købe mere frit bondegods, eftersom kronen derved mistede sine skatter af selvejerne. I øvrigt var disse gamle faste skatter i færd med at blive opfattet som en privatretlig afgift til kronen, ganske som den landgilde, den fik af sine fæstebønder. Resultatet af denne politik var, at begyndelsen af 15. århundrede ejede kronen vel henved 20 % af landets bøndergårde, adel og kirke hver ca. 35 %, mens selvejendommen kun udgjorde 10 à 15 %.
   Fremdeles gennemførte Valdemar og Margrete en langt bedre styrelse af krongodset. Medens det blev befalet adelen at nedbryde sine faste borge, fordi der fra dem »kun var sket overmåde liden ret«, lod Valdemar til ældre kongeborge fra Valdemar d. Stores tid opføre mange nye, og hertil udnyttede han uden skånsel bøndernes pligt til arbejdsydelser; på disse borge anbragtes kongelige fogder og deres væbnede svende. Af de kongelige ombudsmænd, der hidtil kun havde haft civil myndighed, fik således slotshøvedsmændene nu også militær; som fællesbetegnelse ombyttedes ombudsmænd med lensmænd; hans distrikt kaldtes hans len. I mange tilfælde ville lensindtægterne kun slå til til borgens vedligeholdelse og lensmandens og svendenes underhold, og lenet overgaves da til lensmanden som tjenestelen, frit for enhver afgift, men med pligt til at tjene kongen med et vist antal svende; oftest svaredes dog en vis årlig afgift deraf, og af en del len, der sagdes at »ligge til kongens fadebur«, måtte lensmanden årligt afgive nøje regnskab over indtægter og udgifter. Men alle disse lensmænds stilling var meget lidt fast; kongen førte nøje kontrol med deres embedsførelse, kunne afsætte og forflytte dem, som og når den ville.
   Valdemar havde straks mødt megen modstand hos de danske stormænd, og selv efter at hans åbenbare modstander, den jydske adelsmand Niels Bugge på Hald, var fældet (1358), vedblev de at stå ham ret fjernt. Han og Margrete anvendte da meget tyskere som lensmænd, og slotshøvedmændene kom til at spille en fremtrædende rolle som kongens rådgivere. Snart trådte dog også danske stormænd i større omfang i kongens tjeneste, g ved en sammengliden af kongens rådslagninger med sine fortrolige og indkaldelsen af danske stormænd til hyppigere møder fremtrådte rigsrådet, hvoraf bisperne snart regnedes for selvskrevne medlemmer, og som allerede i Valdemars sidste år spillede en betydelig rolle, idet det overtog regeringen i kongens fravær og snart tillige overtog de tidligere stormandsmøders funktioner og myndighed. Ved denne udvikling kom dog danehoffet som rigets rigsdag i begyndelsen af 15. århundrede ud af brug; i stedet fik kongens retteting en fastere organisation, som meddommere tog kongen efterhånden rigsråder, og således fæstnede kongen og rådet sig som landets højesteret. Også rigsembedsmændene fremtrådte på ny; dog lod Margrete ofte rigsembederne stå ubesatte, og drosten afløstes på denne tid af rigshofmesteren.
   Efter 1360 optrådte da Danmark på ny også udadtil med større magt. Valdemar havde vidst at skaffe sig stor indflydelse hos den svenske konge Magnus Smek, han fik sin datter Margrete trolovet og trods de svenske stormænds modstand gift med Magnus søn Haakon; halvt efter aftale med Magnus, halvt ved overlistelse besatte han 1360 atter Skåne, Halland og Bleking, som han derefter indløste fra Magnus. 1361 erobrede han Gotland, der formelt var svensk, reelt beherskedes af den gamle hansestad Visby. To krige med hansestæderne, der nu først (1367) sluttede sig sammen i et forbund, omfattende alle nordtyske byer, var følgen; under den sidste overlod Valdemar regeringen til rigsrådet, der 1370 sluttede freden i Stralsund; herved fik stæderne deres ret til nedsaltning af sild og handel på skånemarkederne sikret, den sildetold og de afgifter, de heraf skulle betale, og som Valdemar havde forsøgt at forhøje, fastsloges, de fik endog til sikkerhed herfor de skånske slotte i pant. 1385 lykkedes det dog Margrete med megen snildhed at få slottene tilbage.
   1375 fulgtes Valdemar af Margrete og Haakons søn Oluf, der 1380 efter sin faders død arvede Norge, mens svenskerne 1363 havde forjaget Magnus pga. hans danske politik, og taget Albrecht af Mecklenburg til konge. Ved Olufs tidlige død 1387 tog Danmark og Norge Margrete til »fuldmyndig frue og husbonde«; 1389 lykkedes det hende i slaget ved Åsle at besejre Albrecht, mod hvem de svenske stormænd havde søgt hjælp hos hende, og således vinde Sverige. 1397 proklameredes de tre rigers forening på et møde af alle tre rigers stormænd i Kalmar, hvor Erik af Pommern kronedes til rigernes konge. På dette møde udarbejdede stormændene tillige et udkast til en unionsagt; men Margrete, der vedblev at være den regerende, sørgede for at dette udkast aldrig fik lovskraft. I det var nemlig de tre rigers indbyrdes selvstændig stærkt betonet, men Margrete tænkte at gennemføre en virkelig forening under en stærk kongemagt og under Danmarks overledelse. Derfor satte hun danske og tyske mænd på de svenske slotte og bispesæder, og Erik fulgte i sin regering den vej hun havde anvist.
   1375 var Abels slægt uddød; Valdemar havde da en del af hertugdømmet som pant i sin magt, men ulykkeligvis døde han kort efter hertugen, og dennes nærmeste slægt, de holstenske grever, tog da uden videre hertugdømmet i besiddelse, idet de erklærede det for deres ejendom. 1386 var det dog lykkedes Margrete at få dem til at anerkende Slesvigs lensorhold til Danmark; i sine sidste år søgte hun som faderen at få landets slotte enkeltvis i sin magt. Holstenerne mærkede faren og søgte at afværge den ved åben kamp; da døde Margrete (1412) og Erik, der var fast overbevist om sin ret, erklærede lenet for hjemfaldent, først med den motivering, at greverne som lensmænd havde brudt deres troskabsed, senere med den, at man i Danmark overhovedet ikke kendte arvelige len. Det lykkedes ham at opnå dom over greverne hos den tyske kejser, men i den langvarige krig, der udbrød, gik det ham uheldigt; 1431 måtte han overgive Flensborg, og 1435 sluttedes en fred i Vordingborg, hvor begge parter fastholdt deres ret, men holstenerne foreløbig skulle beholde, hvad de sad inde med af landet, det var det hele på nær Haderslev.
   Holstenerne havde under krigen fået bistand hos hansestæderne, der var forbitrede dels over de forholdsregler, Erik havde truffet til gunst for de danske købstæders handel, men navnlig over, at han ca. 1425 var begyndt at kræve told af alle de skibe, der gik gennem Sundet. København, der 1416 endelig var kommet i kongens besiddelse, forsvarede sig 1428 med heltemod mod Hanseetaternes flåde. Når Erik 1435 opgav kampen mod dem og holstenerne, var det, fordi svenskerne, der plagedes af de danske fogeder og de skatteudskrivninger, som den stadige krig nødvendiggjorde, 1434 havde rejst sig til opstand under Engelbrekt Engelbrektssons ledelse. De følgende år gik hen med stadige forhandlinger for a finde en anden form for union end den, Margrete havde skabt; træt heraf og mismodig over at møde modstand selv hos det danske rigsråd, drog Erik til Gotland, hvor han 1439 modtog det danske og svenske rigsråds opsigelse af huldskab og troskab.

1439-1523. (Christoffer III af Bayern 1439-48. Christiern I 1448-81. Hans 1481-1513. Christiern II 1513-23). Kong Eriks bortrejse og afsættelse var et afgørende vendepunkt i Danmarks ydre politik. Sverige blev fra nu af atter en fremmed magt; alene det, at de svenske stormænd ikke kunne underordne sig under en af deres egne som fører, end mindre endnu finde sig i en national kongemagt, bevirkede, at de 1449 anerkendte Christoffer af Bayern, og at senere ærkebisp Jens Bentsson Oxenstierna indkaldte Christiern I mod Karl Knutsson (1457-64), Svante Nilsson kong Hans mod Sten Sture den Ældre (1497-1501) og ærkebisp Gustaf Trolle Christiern II mod Sten Sture den Yngre (1520-23), men unionstanke var der ikke heri. Og for Danmarks vedkommende er der i denne tid over for Sverige mest kun tale om en ren dynastisk erobringspolitik, der imidlertid led et afgørende nederlag i slaget på Brunkebjerg 1471; Margretes unionstanke genoptoges kun af Christiern II, da han 1520 lod sig hylde som Sveriges arvekonge og derefter ved det stockholmske blodbad søgte at knuse modstanderne derimod; ved denne voldsomhed opnåede han imidlertid kun at bane vej for Gustaf Vasas nationale kongemagt. Norge derimod sluttede efter nogen vaklen 1450 i Bergen en evig forbindelse med Danmark.
   Også i forholdet til Slesvig og Holsten bortfaldt fra nu af den principfaste danske politik. Rigsrådet anerkendte straks grev Adolf som arvelig hertug af Slesvig, og han lod sin søstersøn Christiern af Oldenburg, da denne 1448 valgtes til Danmarks konge, stadfæste Constitulio Valdemariana. Men dette var også det sidste udslag af den grevelig holstenske, danskfjendtlige politik; da Adolf døde 1459 som sidste mand af sin slægt, tog landenes adel, der ejede godser og var lensmænd i begge lande og derved nu var vokset sammen til ét ridderskab, ledelsen, og dermed fremtræder en ny slesvig-holstensk politik, hvis mål var landenes udelelighed, men tillige, i erindringen om den hårde kamp mod Erik af Pommern, fredens bevarelse ved den nøjest mulige tilknytning til Danmark. Derfor valgte ridderskabet 1460 i Ribe Christiern I til Slesvigs hertug og Holstens greve (1474 fik Christiern I hos kejseren Holsten ophøjet til et hertugdøme), efter at han i »Ribeprivilegiet« havde lovet, at landene skulle forblive »ewich tosamende ungedelt«; og da ikke blot kongens to brødre, men også en slægtning af det uddøde grevehus, greven af Schauenburg, fremtrådte med arvekrav, som det blev nødvendigt ar afkøbe dem for store summer, sikrede ridderskabet den ny politik ved at udlægge disse for kongen. For denne blev imidlertid tilbagebetalingen meget vanskelig; da endnu 1480 næsten hele summen resterede, lykkedes det at bevæge dronning Dorothea til at overtage landenes finansielle styrelse. men ved Christiern I.s kort efter følgende død (1481), viste det sig, at hun havde haft sin egen plan derved, hun ønskede sin yngste søn Frederik valgt til landenes herre. Ridderskabet, der på den ene side ikke ville opgive forbindelsen med Danmark, på den anden side for tilbagebetalingens skyld ikke turde opgive dronningen, så da ingen anden udvej end at vælge både Hans og Frederik, skønt det indså, at dette dobbeltvalg måtte føre til en deling, og 1490 foretoges da en deling af landene i en segebergsk og en gottorpsk del, der hver omfattede dele af Slesvig og dele af olsten. Men denne deling søgtes så stærkt begrænset som muligt, det var kun bøndergodset, der deltes, over ridderskab, prælater og deres gods skulle de to herrer i fællesskab regere, ligesom de kun i fællesskab kunne udskrive skatter. For så vidt fastholdtes da udeleligheden, men selv i denne form stred delingen mod ridderskabets ønsker; derfor var det såvel i 1523, da jydske adelsmænd indkaldte hertug Frederik mod Christiern II, som i 1534, da de valgte hertug Christian til Danmarks konge, ivrigt for ad denne vej atter at hidføre landenes samling under én herre og deres tilknytning til Danmark. Men endelig 1544 gennembrød den dynastiske politik ganske ridderskabets, da delte Christian III atter landene med sine brødre, og af denne deling opstod på ny en segebergsk del, der tilhørte kongelinjen, en gottorpsk, der tilhørte hertuglinjen. Skønt også nu samregeringen i samme omfang som 1490 fastholdtes, vakte dette skridt dog megen harme hos ridderskabet, og yderligere delinger med tilhørende mangfoldiggørelse af »regerende herrer« modsatte det sig med kraft; kongehusets sidelinjer: Augustenborg, Sønderborg, Glücksburg osv. blev altid kun godsejere med eventuelle arvekrav. 1500 havde kong Hans og hertug Frederik gjort et mislykket forsøg på at erobre Ditmarsken; dette lykkedes først 1559 kong Frederik II.+++(HK2/1920)

• Swold, 1000
• Viborg, 1157
• Helsingborg, 1362
• Jasmund, 1676
• Køge Bugt, 1677
• København I, 1801
• København II, 1807
• Dybbøl, 1864