Valdemar IV

Konge af Danmark.

• Helsingborg, 1362

Valdemar V Atterdag (ca. 1320-75), dansk konge 1340-75, søn af Christoffer II, fulgte faderen i landflygtighed og opholdt sig 1326-38 i Tyskland. 1338 begyndte han at optræde som dansk tronkræver, og efter grev Gerhards drab 1340 sluttede han overenskomst med hans sønner om overtagelse af regeringen i det splittede land. Han ægtede hertug Valdemar V.s søster Helvig og fik som medgift det nordligste Jylland, resten af Jylland, som hertugen sad inde med, skulle indløses gennem en ekstraskat og blev det også i de følgende 10 år. Vanskeligere var det at vinde magt over øerne, som greverne sad inde med, men Valdemars glimrende statsmandsevner, brugt med den koldeste beregning, skaffede ham også her sejr, og ved 1350 havde han næten helelandet i sin mat. Oprør 1350-53 og 1357-60 kuede han og sikrede sin magt ved landefreden 1360; samme år vandt han ved list Skåne fra Magnus Smek. Herved kom han på kant med hansaen, og da han 1361 erobrede Visby, sendte den en flåde til Danmark, som han dog ødelagde. Langt farligere blev dens orbund mod Valdemar i Köln 1367; i 4 år måtte Valdemar opholde sig udenfor landet, og freden i Stralsund 1370 købtes ved store indrømmelser. I sine sidste år var Valdemar optaget af at genvinde Sønderjylland, hvad der dog ikke var lykkedes ved hans død. Valdemar står i de sparsomme kilder som en mægtig arbejdskraft og en jernvilje, udad- og indadtil nyskabte han Danmark, og ikke med urette har han efter et mundheld, hvis nærmere form er tvivlsom, fået tilnavnet Atterdag. (HK9/1925)