Chaeronea I
Grækenland

Khaironeia
Makedonske erobringer, 338 f.Kr.
I to år efter det gensidigt katastrofale slag ved Mantinea, udmattede de førerløse græske bystater yderligere sig selv gennem fortsatte og forvirrede borgerkrige. Den såkaldte Sociale krig (357-55), eller "Krigen af de Allierede" af Athen svækkede kun den athenske flåde. Derpå i 355 førte kontroverser over besiddelsens af Delphi-skrinet, en kilde til konflikt i mere end 200 år, til den Tredje Hellige Krig, som varede indtil 346. Imens i det nordøstlige Grækenland udviklede der sig hurtigt en dødbring-ende trussel mod de demokratiske bystater.
   I 359 overtog en stærk leder, Philip II, tronen i det noget tilbagestående land Makedonien. Den nye konge dannede hurtigt verdens første stående hær, organiseret et hårdtslående kavalerivåben og styrkede falanksen ved at forøge dens dybde fra 8 til 16 rækker. Han forøgede også længden af infanterispyddet med en tredjedel, til 21 fod og genindførte den gamle, 7 fod lange javelin eller kastespyd. I løbet af de to første år af han rege-ringstid sikrede Philips hær Makedoniens nordlige og østlige grænser mod barbariske angreb. Derpå indledte han en vel planlagt kampagne for at erobre hele Grækenland. I 352 vandt den makedon-ske hær et fodfæste i det centrale Grækenland ved at erobre den thessalianske havneby Volos ved Pagasaean-bugten (Volos).
   Den store athenske Demosthenes forsøgte med en serie af lidenskabelige taler at vække Græken-land mod dets voksende fare. Men bystaterne lyttede ikke og blev i 339 indviklet i endnu en konflikt, den Fjerde Hellige Krig. Philips intervene-rede straks. Athen og Theben indgik hastigt en alliance, som senere fik tilslutning fra andre græske stater. Men den makedonske hær, som marcherede sydpå, slog de allierede fortrop på flugt ved Amphissa, vest for Mount Parnassus, og trængte dybere ind i Boeotien. Ved Chareronea den 1. september 338 f.kr. mødte Philips 40.000 veteraner en lignende styrke af atheniensere (til venstre) og thebanere (til højre), kommanderet af hhv. Chares og Theagenes. De allieredes desperate kamp holdt udfaldet hen i det uvisse i flere timer. Endeligt brød et kavaleriangreb anført af Philips 18-årge søn Alexander den thebanske linje til højre. Det hellige Bånd-kavaleriet, dannet af Epaminondas, døde til sidste mand. Denne aktion blottede den athenske flanke og bagland. Slaget blev en flugt. Omkring 6.000 atheniensere blev dræbt og yderligere 2.000 taget til fange. Få af thebanerne overlevede. Makedonernes overvældende sejr over borgersolda-ter er at af de mest afgørende slag i historien. Det sluttede de lange år med frihed for bystaterne. Fra denne tid og fremefter ville Grækenland være besværet med perioder af stærk autoritær kontrol.