Norge

Historie: Norge beboedes i stenalderen af to forskellige racer, dels en fra syd indvandret skandinavisk befolkning, dels et ikke-skandinavisk folk, der syntes at være kommet fra øst gennem Finland og Sverige, men hvis afstamning er tvivlsom. Sidstnævnte folk gik op i eller fortrængtes af skandinaverne, de nuværende nordmænds forfædre. I de første århundreder f.Kr. var Norge (navnet Norvegr, Noregr, opstod først i 8. århundrede) delt i en række småriger, svarende til de senere fylker; de styredes af jarler eller konger i forbindelse med fylkesting og deltes i herreder med herser og herredsting. Jorden var oprindeligt fælleseje, men blev efterhånden slægtseje (odel). I normannertiden samledes Norge af kongerne i Oplandene, der tilhørte ynglingeætten. Halfdan Svarte (d. 860) besad Oplandene og Viken, og sønnen Harald Hårfagre (d. 933) underlagde sig hele Norge, hvorefter han grundede en stærk kongemagt. Efter stridigheder mellem hans sønner fik Haakon Adelstensfostre (935-61) magten, ordnede retsvæsenet, men evnede ikke at indføre kristendommen. Han fældedes af erikssønnerne (Harald Graafeld 961-70), der atter styrtedes af Harald Blaatand og Haakon Sigurdssøn. Sidstnævnte myrdedes 995. Olav Trygvessøn udråbtes til konge og indførte kristendommen i kystlandskaberne. Efter hans fald 1000 deltes Norge mellem Erik Haakonssøn, Sverige og Danmark. Stormændene rejste atter hovedet, og hedenskabet vandt frem. Olav Haraldsøn (1015-28) var en repræsentantfor det stærke kongedømme, kirken organiseredes, og underkongevæsenet afskaffedes, men høvdingerne rejste sig og fordrev Olav. Det danske herredømme blev dog snart forhadt, og Olavs søn Magnus den Gode (1035-47) sattes på tronen, hvorefter enhedsstaten stod urokket. Harald Haardraade (1047-66) førte krig med Danmark og England, hvorimod Olav Kyrre (1066-93) regerede fredeligt og reformivrigt. Magnus Barfod (1093-1103) gjorde erobringer i vesten. Eystein og Sigurd Jorsalfarer (1093-1130) vandt Jämtland. Efter Sigurds død lykkedes det Harald Gille, der udgav sig for søn af Magnus Barfod, at blive medkonge, siden enekonge. Hermed begynder lendemandsvældet. Lendemændene (s.d.) forsvarede Harald og hans slægt mod Sigurd Slembe (d. 1139); deres slægter var indbyrdes forbundne og holdt godt sammen. Kirken vandt frem under tronstridighederne; 1152 fik Norge egen ærkebiskop, og kanoniske valg af gejstlige indførtes. Siguard Haraldssøns søn Haakon Hærdebred (1147-62) kæmpede forgæves mod stormændene, der valgte Magnus Erlingssøn til konge og 1164 fik ham kronet, mod at ærkebispen m.fl. fik ret til at afgøre, om kongens ældste søn var skikket til at regere, og i modsat fald til at vælge en anden, samt mod at Magnus tog Norge som len af St. Olav. Hermed var ærkebispens overherredømme og valgriget indført. Efterkommerne af den gamle kongeslægt rejste sig mod disse bestemmelser, men først Sverre Sigurdssøn (1177-1202) fældede Erling og Magnus, hvorefter lendemandsvældet var knust. En efterfølgende kamp med kirken endte ved et kompromis under Haakon Sverressøn (1202-04), men efter Haakons død udbrød ny blodig krig. 1217 hyldede alle Haakon Haakonssøn (1217-63), der kuede oprørerne. Fra 1240 var kongedømmet atter sikkert. En arvefølgelov gaves, landet blomstrede op, stormændene tjente kongen, Grønland og Island underkastedes. Magnus Lagabøter 81263-80) gjorde vigtige lovarbejder, men måtte for deres gennemførelse give adel og gejstlighed store privilegier. Hansestæderne fik udstrakte handelsrettigheder og blandede sig under Erik Magnussøn (1280-99) i landets indre forhold. Haakon V (1299-1319) gennemførte det monarkiske princip til det yderste, optrådte kraftigt mod hansaen og kæmpede heldigt mod Danmark. Magnus Erikssøns (1319-63) regering var mindre heldig, og 1343 måtte han tage sin søn Haakon VI til medregent. Denne ægtede Margrete af Danmark, og da han døde 1380, valgtes deres søn Oluf, der fra 1376 var konge i Danmark, også til konge i Norge. I tidsrummet 1380-1814 var Norge forenet med Danmark; for dette tidsrum se Danmark, historie. — Efter freden i Kiel 14. januar 1814, hvorved Norge afstodes til Sverige, valgtes Christian Fred?erik 17. maj af rigsforsamlingen på Eidsvold til Norges konge efter vedtagelsen af en grundlov, der endnu er væsentlig gældende. Da fremmede magters mæglingsforsøg bristede, udbrød krog med Sverige; men efter et 14 dage langt felttog, der ikke var ugunstigt for Norge, sluttede Christian Frederik 14. uagust konventionen i Moss, hvori han forpligtede sig til at nedlæge regeringen og overgive den til statsrådet. Udlandets stilling, der gjorde situationen håbløs for Norge, havde bevæget kongen til dette skrift. Der førtes nu en række forhandlinger med Sverige, hvorefter Karl XIII 4. november valgtes til Norges konge med bibeholdelse af Eidsvold-fæstningen. En rigsakt 6. august 1815 gav nærmere bestemmelser om forholdet mellem rigerne. Forholdet til Karl XIV (1819-44) var en tid lang vanskeligt, skønt den myndige konge personlig var afholdt i Norge. Statholderposten besattes med svenskere, og med Stortinget opstod talrige konflikter, således i anledning af adelens afskaffelse (1821), det økonomiske opgør med Danmark (1821) og Bodø-sagen (s.d.), hvorunder det dog lykkedes at afslå alle angreb på forfatningen. Efter 1830 begyndte en national vækkelse, bl.a. gennem Wergeland, P. A. Munch og flere, og bonden løftedes ved loven om kommunalt selvstyre 1837. Karl XIV.s sidste år var fredeligere, og under Oksar I (1844-59) fortsattes den rolige udviklng. Et mægtigt opsving i materiel henseende begyndte 1840, og 1854 anlagdes den første jernbane. Omkring 1850 begyndte Aasen (s.d.) sin agitation for bygdemålene. Imidlertid opstod ny strid med Sverige. karl XV (1859-72) var villig til at sanktionere stortingsbeslutningen om statholderpostens ophævelse, men hindredes deri af opinionen i Sverige, og forsøg på en revision af unionen mislykkedes. Indadtil dannedes i 1870erne et stærkt Venstreparti under ledelse af Joh. Sverdrup, der rejste en stadig stærkere opposition mod det regerende Højre. Et vigtigt stridspunkt var spørgsmålet om kongens veto overfor grundlovsændringer. Efter valgene 1882, hvor Venstre fik et overvældende flertal, stilledes ministeriet Selmer for rigsretten og domfældtes, hvorefter Sverdrup 1884 dannede et venstreministerium. Siden søgte ministerierne (Sverdrup 1884-89, Stang 1889-91, Steen 1891-93, Stang 1893-95, Hagerup 1895-98, Steen 1898-1902, Blehr 1902-03, Hagerup 1903-05) at regere i overensstemmelse med Stortingets flertal, men forholdene var yderst vanskelige. Venstre slatede sig 1887-88 i moderate og radikale, og styret vekslede mellem disse sidste og Højre. Årene 1885-1905 prægedes af unionsstriden. Det norske Venstre rejste kravet om eget udenrigstyre og krævede i hvert fald ophævelsen af det fælles konsulatsvæsen. Oskar II (1872-1905) og Sverige nægtede at gå ind herpå, og en unionskomité 1895-98 tilvejebragte intet resultat. Efter at Sverige i begyndelsen af 20. århundrede havde stillet sig mere velvilligt, var der 1903 under ministeriet Hagerup udsigt til overenskomst. Det svenske ministerium Boström fremlagde imidlertid 1904 et for Norge uantageligt forhandlingsgrundlag, der vakte levende uvilje i Norge, Hagerup afløstes af Michelsen (1905-07), og i løbet af få måneder løstes unionen. Herom se Michelsen og Haakon VII. Årene efter 1905 medførte opsving på mange områder. Politisk (ministerierne Løvland 1907-08, Knudsen 1908-10, Konow 1910-12, Bratlie 1912-13, Knudsen 1913-20, Halvorsen 1920-21, Blehr 1921-23, Halvorsen 1923, Berge 1923) skete der snart en opløsning af dert Samlingsparti, der gennemførte unionssprængningen, og magten har siden vekselvis været i hænderne på det konsoliserede, dvs. radikale Venstre og Højre i forening med det frisindede, dvs. moderate Venstre. Under hele verdenskrigen styrede den radikale politiker G. Knudsen (s.d.); landet var ofte i store vanskeligheder og kom 1916-17 i en alvorlig konflikt med Tyskland, da det forbød fremmede undervandsbåde at færdes på norsk søterritorium, men de norske skibe indsejlede uhyre krigsfortjenester. Rationering af levnedsmidler og brændselsolier begynder senere end i Danmark og ophørte i løbet af 1919. Suveræniteten over Spitsbergen anerkendtes 1919. — Hovedspørgsmålet efter krigen har været alkoholforbudet. En folkeafstemning oktober 1919 gav stort flertal for forbud, der derefter vedtoges, men da de vinproducerende lande, især Spanien og Portugal, truede med toldkrig på fiskeeksporten og skibsafgifterne, indledede regeringen forhandlinger og sluttede 1922 en traktat med Spanien, hvorefter Norge forpligtede sig til at aftage et bestemt kvantum hede vine årlig. Dette vakte uvilje hos afholdsmændene og betegnedes af forbudsmodstanderne som fejhed, og da ministeriet Blehr februar 1923 foreslog en lignende traktat med Portugal, forkastede Stortinget den, og ministeriet trådte tilbage. Højreministeriet Halvorsen foreslog derefter ophævelse af hedvisforbudet uden ny folkeafstemning, og dette vedtoges. — 1919 indførtes forholdstalsvalg til Stortinget, og partiforholdene er efter valgene oktober 1921 meget indviklede; Højre og frisindede Venstre har 57, Venstre 40, landmandsforbundet 17, socialisterne 6 og kommunisterne 28 mandater i Stortinget. Indenfor det norske Socialdemokrati skete januar 1921 et brud, hvorefter hovedmassen gik med fjerde internationale i Moskva, en generalstrejke kort efter blev dog slået ned, og kommunisterne løsnede siden efterhånden forbindelsen med Rusland, indtil der november 1923 indtrådte et formeligt brud mellem dette og flertallet af de norske kommunister. Tvungen voldgift i arbejdsstridigheder blev indført 1919, men ophævet 1923. I norsk udenrigspolitik har nordhavsspørgsmålet i den seneste tid spillet en rolle og førte til forhandlinger med Danmark i 1923-24. januar 1924 har ministeriet Berge bebudet at ville søge alkoholforbudet i sin helhed opgivet. (HK7/1924)

• se Skandinavien
• Swold, 1000
• Stiklestad, 1030
• Fredrikshald, 1718
• Norge, 1940