Nordtvestafrika

Den første storstilede allierede modoffensiv mod aksemagterne i Anden Verdenskrig kom i Nordafrika. Mod øst kastede general Bernard Montgomerys britiske 8. armé den nazistiske Panzerarmee Afrika tilbage ved El Alamein, hvilket begyndte den 23. oktober 1942. Derpå mod vest invaderede en styrke på 107.000 englændere og amerikanere på 650 skibe Fransk Nordvestafrika den 8. november. Under navnet Operation Torch var det det største amfibiske angreb i historien op til den tid. Under kommando af den amerikanske general Dwight Eisenhower foretog de allierede styrker tre landgange – ved Casablanca, på vestkysten af Marokko; Oran, i det vestlige Algeriet; og Algier, midt på den algeriske kyst.
   Algier faldt først. Om aftenen på invasionsdagen overgav den franske general Alphonse Juin byen til den amerikanske general Charles Ryder, som kommanderede en britisk styrke og regimentale kampgrupper fra den amerikanske 9. og 34. division (32.00 mand).
   Ved Oran gjorde de franske styrker modstand mod landgangen i to dage. Men den 10. november modtog den amerikanske general Lloyd Fredendalls 1. infanteri- og 1. panserdivision (31.000 mand) byens overgivelse.
   På den marokkanske kyst dirigerede den franske residerende general August Nogues en energisk modstand mod landgangene i området ved Casablanca. Franske krigsskibe i havnen angreb den amerikanske flåde, som beskyttede invasionen, voldsomt og mistede syv skibe, tre ubåde og et tusinde tab. På land konsoliderede den amerikanske general George Pattons 3. og 9. infanteri- og 2. panserdivision (34.000 mand) deres fodfæste og accepterede tre dage senere den franske overgivelse.
   Imens beordrede admiral Jean Francois Darlan, den mest magtfulde franske figur i Nordafrika, en general våbenhvile den 10. november. Oprindeligt havde de allieredes kandidat til at lede franskmændene i Nordafrika været general Henri Giraud, som havde undsluppet tysk fangenskab i Frankrig. Men Darlan besad større styrke og den 13. november blev han den øverste franske embedsmand i Afrika. På kontinentet marcherede Tyskland ind i det ubesatte (Vichy) Frankrig, da de hørte om den engelsk-amerikanske invasion. (Darlon blev snigmyrdet den 24. november, hvorefter Giraud blev den øverste franske militære leder i Afrika).
   På den kæmpende front blev den algeriske landgangsstyrke, efter forudaftale, døbt den britiske 1. armé, under kommando af general Kenneth Anderson. Denne enhed rykkede østpå (i divisions- frem for arméstyrke) for at besætte Bougie den 11. november, Bone (med faldskærmstropper) den 12. november og krydsede derpå grænsen ind i Tunesien tre dage senere. Mod syd besatte en amerikansk faldskærmsenhed Tebessa, Algeriet, den 15. november og trængte videre frem for at nå Gafsa, i det vestcentrale Tunesien, den 17. november.
   Men aksemagterne havde vundet kapløbet til Tunesien. Beskyttet af luftstyrker som opererede fra Sicilien strømmede tyske og italienske styrker ind fra luften og til søs. (Tunesien var uden for rækkevidde for de 14 britiske jagereskadriller stationeret ved Gibraltar som havde støttet de allierede landgange i Algeriet og Marokko). I slutningen af november havde 15.000 aksemagt-tropper (inkl. den 10. Panzer-division) indtaget stillinger i Tunesien.