Efter
at være blevet afvist ved Thermopylae i sit forsøg på
at erobre Grækenland, trak Antiochus
III, den Store, af Syrien sig tilbage til Asien. Det følgende
år, 190 f.Kr., slog den romerske flåde, hjulpet af Rhodos
flåde, den syriske flåde ud for Kreta og derpå indledte
Rom sig egen invasion af Syrien. En styrke på 40.000 legionærer
under Lucius Cornelius Scipio og hans broder Publius
Cornelius Scipio Africanus gik i land på den centrale vestlige
kyst af Lilleasien nær Magnesia (ad Sipylum). Antiochius handlede
hurtigt for at møde angriberne. Hans hær på 80.000
mand ramte den romerske venstre flanke og trængte frem til lejrpladsen.
Men på den anden flanke blev syrerne drevet tilbage af det romerske
kavaleri under Eumenes
II af Pergamum. På dette afgørende tidspunkt gik de asiatiske
elefanter i panik og smadrede gennem deres egen falanks. De romerske
legioner tog fordel af de brudte rækker foran dem og indledte
et voldsomt angreb som jog den større syriske styrke på flugt.
Som sædvanligt var de flygtende fodsoldater et let bytte for forfølgerne
og led et tab på halvdelen af deres styrke. Romerske tab udgjorde
kun 300. Sejren beviste Scipio Africanus ry som Roms største general
indtil Julius
Cæsars tid.
Antiochus accepterede Roms fredsbetingelser året
efter. Han betalte en stor krigsskadeserstatning, opgav sine resterende
krigsskibe og overgav Lilleasien som blev delt mellem Pergamum og Rhodos.
Armenien og Bactria tog lejligheden til at bryde ud af Seleucid Riget.