Ved slutningen af den Anden puniske Krig havde Kartago fået frataget det meste
af sin rigdom og alle dets besiddelser i Middelhavet. Men i løbet
af de næste 50 år genopbyggede den sin økonomi til
et punkt, hvor den igen rivaliserede med Rom som en kommerciel magt. Mange
romere fortrød at den afrikanske by havde fået lov til at
leve op igen. Specielt Marcus Porcius Cato sluttede alle sine taler i
det romerske senat med ordene »Kartago skal ødelægges«.
Påskuddet for et nyt angreb på byen kom
da Kartago strides med Numibien, dets vestlige nabo og en allieret til
Rom. Senatet sendte en hær til Utica, 35 væk, i 150 f.Kr.
Kartago tilbød at underkaste sig og sendte endda 300 børn
fra sine førende familier til Sicilien som gidsler. Men da Rom
krævede at byen skulle evakueres, nægtede kartagerne. Derpå
gik legionerne til angreb. I tre år holdt borgerne i Kartago tappert
den bedre trænede og tungere bevæbnede romerske hær
på afstand. I krigens tredje år tog Publius Cornelius Scipio Aemilianus ledelse over legionerne og fortsatte energisk angrebet, som hans bedstefader
Scipio Africanus havde gjort under den anden puniske konflikt. Men selv
efter at romerne havde gennembrudt byens tredobbelte mure, kæmpede
kartagerne i gaderne indtil de blev totalt overmandet. Af de 50.000 overlevende
undslap nogle ind i baglandet; resten blev solgt til slaveri. Byen blev
brændt af til grunden, og ville aldrig genopstå igen. Kartago
var blevet slettet fra landkortet.
|
|