Kartago I
Tunesien

Tredje puniske Krig, 149-146 f.Kr. 11.11.16

Ved slutningen af den Anden puniske Krig havde Kartago fået frataget det meste af sin rigdom og alle dets besiddelser i Middelhavet. Men i løbet af de næste 50 år genopbyggede den sin økonomi til et punkt, hvor den igen rivaliserede med Rom som en kommerciel magt. Mange romere fortrød at den afrikanske by havde fået lov til at leve op igen. Specielt Marcus Porcius Cato sluttede alle sine taler i det romerske senat med ordene »Kartago skal ødelægges«.
   Påskuddet for et nyt angreb på byen kom da Kartago strides med Numibien, dets vestlige nabo og en allieret til Rom. Senatet sendte en hær til Utica, 35 væk, i 150 f.Kr. Kartago tilbød at underkaste sig og sendte endda 300 børn fra sine førende familier til Sicilien som gidsler. Men da Rom krævede at byen skulle evakueres, nægtede kartagerne. Derpå gik legionerne til angreb. I tre år holdt borgerne i Kartago tappert den bedre trænede og tungere bevæbnede romerske hær på afstand. I krigens tredje år tog Publius Cornelius Scipio Aemilianus ledelse over legionerne og fortsatte energisk angrebet, som hans bedstefader Scipio Africanus havde gjort under den anden puniske konflikt. Men selv efter at romerne havde gennembrudt byens tredobbelte mure, kæmpede kartagerne i gaderne indtil de blev totalt overmandet. Af de 50.000 overlevende undslap nogle ind i baglandet; resten blev solgt til slaveri. Byen blev brændt af til grunden, og ville aldrig genopstå igen. Kartago var blevet slettet fra landkortet.