General Josiah Harmars fejlslagne ekspedition i 1790 mod indianerne i Old Northwest – Miami, Shawnee, Potawatomi og Chippewa – fik USAs regering til at udsende en ny styrke året efter. General Arthur St. Clair, guvernør i Northwest Territory, forlod Fort Washington (Cincinnati) i oktober i spidsen for 2.000 troper, primært dårligt trænede militsfolk. Ekspeditionen rykkede nordpå gennem Ohio-vildnisset og slog lejr ved Fort Recovery, 66 km sydvest for Lima, om aftenen den 3. november. Ved daggry den næste morgen blev den dårligt forberedte hær, svækket af hundredvis af deserteringer, angrebet af en stor styrke af indianere, under Little Turtle. Inden for to timer lå 900 amerikanere døde eller sårede. St. Clair og de overlevende flygtede til Fort Jefferson, 35 km væk, og derpå tilbage til Fort Washington. Den amerikanske kommandør, som var blevet stillet for en krigsret og renset for at have forladt Fort Ticonderoga overilet under Frihedskrigen, trak sig tilbage fra hæren året efter. En ny ekspedition mod indianerne måtte organiseres.