Da
Louis XIV
var konge af Frankrig ti år gammel i 1648, blev nationen indviklet
i en række af opstande kaldet Frondekrigene. Opstandene var grundlæggende et magtgreb fra
en klike af adelsmænd, og kampen var forvirret og tilfældig.
Under oprørets fjerde år skiftede mange af adelsmændene
og generalerne side, inkl. den tids to største militærkommandanter
– Louis II,
Den Store Condé, og Vicomte
de Turenne. I 1652 havde antiroyalisterne samlet sig omkring Condé,
mens Turenne havde taget kontrol med styrkerne loyale mod kong Louis.
Den 2. juli fangede Turenne Condé mod Paris' lukkede østlige porte
i Faubourg Saint-Antoine, nord for Seine. De royale tropper var i gang
med at tilintetgøre deres modstandere, da Condés mænd
pludseligt fik adgang til byen af Anne Marie d'Orleans, kaldet La Grande
Mademoiselle. Paris' kanoner blev derpå rettet mod Turenne,
hvilket forhindrede en forfølgelse.
Trods det at oprørerne undslap, sluttede dette
slag Frondé som en indre strid. Condé gik over på
spaniernes side, som havde været i krig med Frankrig siden 1634.
Long Louis vendte tilbage til Paris tre måneder senere. Det vigtigste
resultat af Frondé-periodens anarki var, at den banede vej for
det kommende enevælde under den store Bourbon »Solkonge«.