Efter
mere end fire måneders flygtig krigsførelse efter katastrofen
ved Chippenham, var Alfred
den Store klar til at indlede en modoffensiv mod danskerne i Wiltshire.
Han opfordring til en generel mobilisering i maj blev modtaget med entusiasme
af sakserne over hele Essex-kongedømmet. De samlede krigere marcherede
mod fjenden, som stadig lå i lejr ved Chippenham. Danskerne, som
var lige så beslutsomme under Guthrum,
rykkede sydpå for at møde englænderne ved de golde
højdedrag ved Edington (da Ethandun). Begge sider sendte deres
ryttere bagud. I fire timer ramte sværd og økser mod skjolde,
som de to hære kæmpede på nært hold. Endeligt
vandt sakserne, som var desperate for at overleve, overtaget og fordrev
danskerne fra slagmarken. Alfred fulgte nådesløst efter,
fangede Guthrum i hans lejr og modtog hans overgivelse. Tre uger senere
blev den danske høvding døbt og accepterede Wedwore-freden.
Angriberne skulle begrænse sig til Danelag, nord for linjen med
Themsen-Lea. Hele det sydlige England, inklusiv London, kom under Alfreds
styre.
Slaget ved Edington var et af de mest afgørende
i engelsk historie. Det sikrede Essex's overlevelse, det sidste tilbageværende
kongedømme i det saksiske heptarki. Fra denne base kunne englænderne,
under Alfreds efterfølgere, ekspandere i det næste århundrede
og til sidst overvinde de danske erobrere.