Arbela-Gaugamela
Irak
På
tilbagevejen fra Ægypten i begyndelsen af 331 f.Kr., marcherede Alexander
III (den Store) gennem Syrien og krydsede både Eufrat og Tigris-floderne.
Øst for den sidste nære flod besluttede kong Darius III at gøre et ubetinget
forsøg på at knuse den makedoniske angriber og derved redde sit persiske rige. Han
etablerede et hovedkvarter ved Arbela og rykkede derefter 32 km mod nordøst
til et slette-områder ved Gaugamela (Erbil i det moderne Irak), nær de
gamle ruiner
ved Nineveh. Her beordrede han terrænet jævnet ud som til en paradeplads
for at forbedre farten og effektiviteten af sine 200 skyttebærende stridsvogne.
Med stor omhu placerede Darius sine stridsvogne i frontlinjen, støttet
af formationer af bueskytter og kavaleri. Bag disse styrker stod en masse
infanteri mens 40.000 lette kavalerister bevogtede flankerne. De persiske
horders totale styrke er blevet anslået til 250.000 mand, plus 15 stridselefanter.
Alexander, som var klar over at en stor styrke stod på tværs af hans rute,
førte sine kampvante tropper – 40.000 infanterister, 7.000 kavalerister
– frem indtil de var i synsvidde af den persiske hær. Han slog derefter
lejr for fire dage, for at hvile og forberede sig. Den 31. oktober -331
organiserede de talmæssigt underlegne men bedre trænede makedoniere sig
til et angreb. Da den lange persiske linje strakte sig ud over begge hans
flanker, holdt Alexander for første gang reservestyrker tilbage på fløjene.
Den makedoniske kommandør åbnede slaget fra sin højre (vestlige) flanke,
hvor han havde posteret bueskytter, spydkastere og det meste af sit kavaleri.
I den voldsomme kamp som fulgte havde Alexanders falangister svært ved
at rykke fremad, mens hans midte og især hans venstre flanke (under Parmenio)
stod i stor fare for at blive opslugt af de talstærkere persiske styrker.
Der opstod en pause i kampen, da en så stor del af det persiske
kavaleri (skytere og bactiviarere) blev indviklet i kampene på den venstre
flanke, at de efterlod deres infanteri i midten ubeskyttet. Alexander
selvanførte et voldsomt angreb med sit personlige kavaleri (Legageri)
ind i hullet, gennembrød den persiske linje og vendte derefter om for
at angribe fjendens flanke og ryg. Dette pludselige slag lindrede slaget
på Alexanders egen midte og venstre flanke og vendte slagets tidevand.
Darius flygtede og der opstod snart panik blandt de persiske rækker. Selvom
de stadig kraftigt oversteg deres europæiske fjende i antal, flygtede
perserne for deres liv og blev derved lette mål for de tæt forfølgende
makedoniere. En frygtelig nedslagtning fandt sted på ca. 80 km af jagten,
som endeligt blev indstillet ved midnat. De anslåede tab varierer fra
40.000 til 90.000 for perserne, 1.000 og 500 for makedonierne. Darius
III undslap til Sactria (i det moderne Afghanistan), kun for at blive
snigmyrdet af Sessus, en af hans statsholdere, det følgende år.
Den makedoniske sejr ved Arbela-Gaugamela var et af de mest
afgørende slag i historien. Det sendte det mægtige persiske rige, grundlagt
af Cyrus den Ældre, på en nedtur, som det aldrig skulle komme sig over.
Alexander den Store, som for en tid var truet af et nederlag som ville
have udslettet hele hans styrke, var nu herre i Asien. Og vejen lå åben
for yderligere erobringer længere mod øst.
