Julius II

Egentlig Giuliano della Rovere, kardinal 1471, pave 1503. Arbejdede på at sikre Pavestaten og Italiens uafhængighed og førte med det fromål en række krige. Mæcen for nogle af renæssancens store kunstnere.

• Agnadello, 1509
• Ravenna IV, 1512

Julius II, pave 1503-13, oprindeligt Giuliano della Rovere, 1471 udnævnt til kardinal af sin onkel Sxtus IV, var en typisk repræsentan for renæssancen, en dygtig kriger, snu politiker og samtidig ven af kunst og videnskab. Derimod viste han ikke megen kirkelig interesse, men hans mål var Kirkestatens sikring og Italiens uafhængighed. Det første nåede han ganske, idet han fordrev Cesare Borgia og erobrede Bologna, Perugia og andre byer og ligeledes i forbund med Frankrig og Tyskland tvang han Venezia til at afstå flere byer i Romagna. Det andet mål nåede han kun til dels; men efter at have sluttet den »hellige liga« med Ferdinand d. katolske og Venezia vendte han sig mod Frankrig, og det lykkedes at styrte dettes herredømme i Lombardiet. Da Ludvig XII af Frankrig og Maximilian I af Østrig havde fået et konsilium i stand i Pisa for at reformere pavedømmet (1511), svarede Julius med at sammenkaldet et Lateran-koncilium (1512), som dog ingen betydning fik. Hans navn er navnlig knyttet til de mægtige kunstværker og bygninger, som han lod Michelangelo, Rafael og Bramante udføre i Rom. (HK5/1922)