Gregor VIII

Pave 1087. Afsat af den tysk-romerske kejser Henry IV. Genindsat af Robert Guiscard.

• Rom V, 1084

Gregor VII, pave 1073-85, en af middelalderens største paver, oprindeligt Hildebrand, født ca. 1020 i en lille by i Toskana af fattige forældre. Han blev kapellan hos Gregor VI, som han fulgte til Tyskland, og da han 1049 vendte tilbage, fik han stadig stigende indflydelse ved pavehoffet. Hans formål var kirkens uafhængighed af den romerske adel og den verdslige magt; og de nye bestemmelser om, at pavevalget skulle foretages af kardinalkollegiet, som blev vedtaget på påskesynoden i Rom 1059, var i virkeligheden hans værk. Da Gregor blev pave, stillede han sig endnu højere mål; påvirket af den cluniacensiske bevægelse tilstræbte han dels en sædelig reformation af præsteskabet, dels pavestolens overhøjhed over al verdslig magt. Allerede 1074 skærpede han bestemmelserne om lægmands-investitur og enhver form af simoni; men herom udbrød den langvarige investiturstrid (s.d.). ærlig voldsomt blev sammenstødet mellem Gregor og kejser Henrik IV. I begyndelsen havde Gregor overmagtem; han bandlyste kejseren og løste hans undersåtter fra deres troskabsed, hvorefter Henrik IV måtte gøre ydmyg kirkebod i Canossa (1077). Men senere lykkedes det kejseren at få valgt en mod-pave (Clemens III) og indtage Rom, således at Gregor måtte søge tilflugt hos normannerne i Syd-Italien. han døde i Salerno, g hans sidste ord var: »Jeg har elsket retfærdlighed og hadet uretfærdighed, derfor dør jeg i landflygtighed«. Gregors betydning beror fremfor alt på, at han har skabt det ideal af en kirkefyrste, som de følgende paver med større held søgte at gøre til virkelighed. (HK4/1922)