Historie: Sardinien, hvis ældste historie er ukendt, må efter arkæologiske fund at dømme have været befolket i bronzealderen. En ejendommelig art oldtidslevninger er de tusider af Nuraghs, runde tårne. Mulig var de ældste beboere iberer. De fønikiske kolonisationer er de tidligste, til hvilke man har sikkert kendskab. Karthagerne gjorde øen til et vigtigt kornland. 238 f.Kr. erobrede romerne Sardinien. 455-534 var Sardinien i vandalernes eje. Derpå var Sardinien af navn under det byzantinske rige til 10. århundrede. Allerede i 8. århundrede var dog sarecenernes indtrængning begyndt, men de vandt aldrig sikkert herredømme. Korstog af pisanere og genoveserebragte omsoider øen i Pisas besiddelse 1052. Øens fire distrikter havde deres høvdinger (judices, egl. dommere, men til dels med arvelig fyrsterang), af hvilke en enkelt ved et par lejligheder fik kongenavn. Efter at paven gjore forsøg på at skaffe sig overhøjhed og havde givet kongen af Aragonien Sardinien i len, erobredes øen af Aragonien 1296, og der oprettedes et feudalt markisat, senere spansk vicekongedømme. Efter den spanske arvefølgekrig (1713) kom Sardinien under Østrig, men blev allerede 1720 overdraget til hertugerne af Savojen, hvem overdragelsen bragte kongetitlen.

Kongeriget Sardinien (1720-1861): Opstod 1720 ved forening af Savojen (s.d.) og øen Sardinien. Victor Amadeus II og Karl Emanuel III søgte ved en række reformer at ophjælpe landet, som 1770 fik en fælles lovbog, og hvis grænser udvidedes i Lombardiet. Victor Amadeus III.'s regering (1773-96) kendetegnes derimod af tilbagegang og forfald. Under det franske revolutionsrøre løsrev Savojen og Nizza sig og indlemmedes i Frankrig, hvortil de formelt afstødes 1796. Karl Emanuel IV måtte 1798 helt opgive sine besiddelser på fastlandet, der 1802 inkorporeredes i Frankrig. Samme år nedlagde kongen regeringen til fordel for broderen Victor Emanuel, der 1814 fik hele riget tilbage, forøget med republikken Genovas område. Streng absolutisme og reaktion fremkaldte misfornøjelse, og en militæropstand i marts 1821 tvang kongen til at abdicere til fordel for broderen Karl Felix, mens prinsen Karl Albert af sidelinjen Sardinien Carignan gav løfte om en konstitution på den fraværende konges vegne. Denne nægtede dog at anerkende forfatningen, og enevælden genoprettedes. 1831 besteg Karl Albert tronen, og en række frisindede reformer indvarslede en ny æra. De italienske frihedsvenners blik rettedes mod Sardinien, som marts 1848 fik en fri forfatning, og hvorfra der udgik en national-politisk vækkelse. 23. marts erklærede Sardinien Østrig krig, men efter nederlagene ved Custozza og Novara måtte Karl Albert (marts 1849) abdicere til fordel for sønnen Victor Emanuel, som opnåede fred uden landafståelse. En frugtbringende reformperiode fulgte efter krigen, ledet af Cavour, gejstlighedens magt brødes, næringslivet fremmedes, og hæren udvikledes. Cavours planer gik i retning af at omdanne Sardinien til et liberalt mønterland, men det endelige mål var Italiens frigørelse og samling, og mere og mere byggede alle frihedsvenner deres håb på Sardinien. Efter krigen 1859 indlemmedes efter en folkeafstemning Savojen og Nizza i Frankrig, Napoli, Sicilien, Markerne og Umbrien i Sardinien, hvorefter Victor Emanuel udråbtes til konge af Italien. (HK8/1925)