Kreta

Historie: Karer fra Lilleasien synes at have været Kretas ældste beboere; men allerede 16. århundrede f.Kr. koloniseredes øen af fønikerne, hvorom mindet lever i sagnene om Minotauros og labyrinten. 11. århundrede f.Kr. fulgte græske dorer efter og grundede flere statssamfund i lighed med det spartanske; hovedbyen var Knossos (s.d.). Oldtidens kretensere ernærede sig væsentlig som sørøvere og lejetropper og var ligesom nu berygtede for deres troløshed og løgnagtighed. 67 f.Kr. erobredes Kreta af romerne, fulgte ved delingen 395 e.Kr. med det østromerske rige, blev taget 823 af araberne, der grundede Candia (s.d.), men generhvervedes 961 af grækerne. Efter det 4. korstog 1204 blev øen givet til Bonifacius af Montferrat, som igen solgte den til Venezia. Kreta befolkedes nu af en del italienske kolonister og styredes strengt; et oprør 1363 kuedes med stor grusomhed. Trods tyrkernes erobring af Konstantinopel 1453 beholdt venezianerne dog Kreta, indtil Candia faldt 1669 efter 3 års tappert forsvar. — Tyrkernes herredømme var her som andet sted lempeligt, mange indfødte blev muhammedanere; først 1770 finder en opstand sted, og siden da er den nationale modsætning stadig vokset. I den græske frihedskrig deltog Kreta livligt, men opstanden kuedes af Mehemed Ali, som derefter beholdt øen, til den 1841 blev givet tilbage til Tyrkiet. I denne periode var forholdene ret rolige indtil det store oprør 1866-68, men siden har den stadige stræben efter forening med Grækenland forvoldt endeløse uroligheder. Med en stor styrke nedslog Omar Pasha al modstand; men af hensyn til stormagterne indrømmede Tyrkiet amnesti, ligestilling for de kristne, skattenedsættelse og selvstændig forvatlning. En ny grundlov 1869 gave Kreta en folkevalgt forsamling med en tyrkisk statholder. Pga. det stadige slette styrke og vilkårlige skattepålæg fortsattes oprørsforsøgene 1876-78, 1887 og 1889; Thessaliens forening med Grækenland gjorde kun ondt værre og forøgede selvstændighedskravene. 1896 udbrød endelig en almindelig opstand, en stormagtskonference trådte sammen i Konstantinopel, og Tyrkiet lovede vidtgående selvstændighed under en kristen statholder og omfattende reformer; Kretas forsamling gik ind herpå, men muhammedanerne protesterede, og den indbyrdes strid fortsattes. Februar 1897 proklamerede Kreta sin tilslutning til Grækenland, oberst Vassos landede med græske tropper, og krigen brød ud, men stormagterne blokerede Kreta og hindrede begge prter i at hjælpe Kreta. Endelig oktober 1898 påbød magterne de tyrkiske tropper at drage bort, og øens selvstændighede forvaltning kundgjordes under kong Georgs 2. søn Georg (s.d.) som sultanens overkommissær (1898-1906); denne efterfulgtes af den af kong Georg udpegede Alex. Zaimis (.d.) siden oktober 1906. Ingen af disse kunne dog i længden skaffe ro, tilmed da de finansielle forhold var yderst slette. Ved forfatningen 28. april 1899 (ændret 1907) oprettedes en nationalforsamling, der lå i stadig strid med overkommissæren. Den almindelige tro var dog, at denne tilstand under magternes formynderskab kun var en overgang til genforening med Grækenland. Da derfor Østrig-Ungarn annekterede Bosnien-Herzegovina, erklærede Kreta sig straks forenet med Grækenland samtidig med indsættelsen af en provisorisk regering oktober 1908, og kong Georgs bestræbelser i samme retning synes at have udvirket visse halve løfter fra stormagternes side. Alt strandede dog på den ungtyrkiske regerings energiske fastholden af Tyrkiets suverænitetsret, og siden magternes tropper drog bort 27. juli 1909, levede Kreta i vildt anarki under en selvbestaltet, provisorisk eksekutivkomité, som selv garantimagterne næppe kunne holde i ave. Maj 1910 overtog Venizelos (s.d.) den provisoriske regering og søgte vistnok at hidføre et voldsomt brud ved at kræve ed til den græske konge af embedsmændene og udelukke muhammedanerne fra Nationalforsamlingen. Dette blev dog magterne for groft, og ved et ultimatum af 8. juli tvang de den kretensiske eksekutivkomité til at fravige disse fordringer. Samme år blev Venizelos selv premierminister i Grækenland og indtog en afventende holdning i Kreta-spørgsmålet uden at tillade de på Kreta valgte delegerede adgang til det græske deputeretkammer. Balkankrigen 1912 skabte endelig muligheden for Kretas tilslutning til Grækenland, og ved præliminærfreden i London 30. maj 1913 (bekræftet ved Bukarestfreden 10. august 191) afstod Tyrkiet øen. (HK6/1923)

• Candia I, 960-61
• Candia II, 1646-69
• Kreta, 1941