De katastrofale
franske tab i Rusland og den efterfølgende genopbygning af fjendens
styrker langs med Elben tvang Napoleon
I til at trække mange tropper tilbage fra kampagnen på
Den Iberiske Halvø. General Lord Wellington (Arthur
Wellesley) drog fordel af de reducerede styrker mod ham og marcherede
fra den portugisiske grænse ind i det nordlige Spanien. Kong Joseph
Bonaparte, Napoleons ældre broder, evakuerede Madrid og flygtede
nordpå over Ebro-floden. Her fæstede han sin lid til den 66.000
mand store hær under marskal Jean
Jourdan til at beskytte hans stedfortrædende spanske regering.
Men Wellington krydsede med 79.000 britiske, portugisiske og oprørske
spanske tropper den øvre Ebro og omgik flanken af den franske position.
Ved Vitoria, 282 km nordøst for Madrid, angreb Wellington den 21.
juni 1813 Jourdan. Med et angreb i tre kolonner slog den britiske general
franskmændene på flugt, påførte 8.000 tab og
erobrede størstedelen af det franske artilleri, træn og bytte.
Allierede tab udgjorde 5.000.
Slaget ved Vitoria sluttede Napoleons dominans af Spanien.
Joseph, som nu var en ekskonge, undslap til den anden side af Pyrenæerne
ind i Frankrig. Wellington stødte frem nordvest på mod de
vestlige pas gennem bjergene, mens grupper af hans kommando belejrede
San Sebastián (som faldt den 9. september), ved Biscayabugten, og Pamplona (som faldt den 31. oktober), 64 km mod syd. Marskal
Nicolas
Soult skyndte sig sydpå fra Bayonne, Frankrig, i et forsinket
forsøg på at stoppe den fjendtlige fremrykning. Men han blev
drevet tilbage over Nive-floden i december. Wellingtons hær stod
solidt på fransk jord.