Nyheden
om det engelske nederlag ved Fulford
den 20. september nåede kong Harold
II i London, hvor han havde holdt øje med hvilken af to forventede
invasioner der ville ramme først, den norske mod nord eller den normanniske
mod syd. Harold tog straks den gamle romerske vej til York i spidsen for
sine loyale danske hoftropper (huskarle). Hans hurtige fem dage lange march
overraskede de nordiske angribere, som havde slået lejr ved Stamford
Bridge over Derwent-floden, 13 km nordøst for York. Kong Harold
III Hardrada af Norge og den engelske overløber Tostig
havde ikke tid til at formere deres tropper inden den engelske Harold angreb
lejren den 25. september.
Til at starte med holdt nordboerne stand, men derefter
indledte de et overilet modangreb, efter at være blevet narret af
en fingeret tilbagetrækning. Englænderne gjorde omkring og
tildelte dem et kraftigt tilbageslag. Harold Hardrada blev dræbt af
en pil i halsen. Harold II stoppede slaget for at tilbyde sin halvbroder
Tostig fred. Da tilbuddet blev afvist, angreb det engelske infanteri igen
og overmandede nordboerne. Næsten alle angriberne blev dræbt,
inkl. Tostig. De få som overlevende flygtede fra England i deres skibe.
Det var sidste gang at en skandinavisk hær for alvor truede England.
Men i sejrens time kom der nyheder fra syd om, at den
normanniske hertug William
var gået i land ved Pevensey. Årets anden invasion bragte nu
Harold IIs styre i fare.