Frankrigs grænser
Europa

Første Verdenskrig, 1914 09.05.19

I krigens første tre uger bragede den enorme tyske omgående bevægelse gennem Belgien næsten til den franske grænse. Den 20. august løb den tyske offensiv (Schlieffen-planen) under feltmarskal Helmuth von Moltke lige ind i den indledende franske offensiv (Plan 17), anført af general Joseph Joffre. I fem dage var de fjendtlige hære fastlåst i kampe fra den schweiziske grænse vestpå til Mons, Belgien. Denne kamp langs med grænserne mod Frankrig – Tyskland, Luxembourg, Belgien – gav slaget sit navn. Det introducerede også Første Verdenskrigs stolte taktik – en samtidig samling af tropper af et omfang aldrig tidligere indsat. I dette slag alene sendte Tyskland syv arméer i aktion; Frankrig fem; og Storbritannien (allieret med Frankrig), en. Langs med hele grænsen havde Tyskland en overlegenhed på 1½ til 1 i mandskab, og på dets højre fløj stod fordelen på næsten 2 til 1. Fra øst til vest faldt slaget om grænserne i fire separate men sammenhængende træfninger: Lorraine, Ardennerne, Charleroi (også kaldet slaget om Sambre), Mons.
   Lorraine. På den yderste østlige ende af fronten blev en fransk fremrykning ind i Lorraine af den 1. (Auguste Dubail) og 2. (Noël Castelnau) armé stoppet ved hhv. Sarrebourg og Morhange. Her kastede den tyske 7. (Josias von Heeringen) og 6. armé, begge under kronprins Rupprecht af Bayern, angrebet tilbage med svære tab. Derefter indledte Rupprecht den 23. august en modoffensiv mod Epinal. Franskmændene faldt tilbage til linjen Moselle – Epinal, Charmes, Nancy, Toul. Her holdt de ubarmhjertigt ud indtil det afgørende slag om Marne åbnede den 5. september.
   Ardennerne. På midten af fronten sendte Joffre den 3. (general Pierre Ruffey) og 4. (Fernand Langle de Cary) franske armé ind i de tætte skovklædte bjerge i Ardennerne. Dette var nøglebevægelsen i Plan 17 – at knuse den tyske midte og således omgå den fjendtlige omgående manøvre gennem Belgien i flanken. Som de franske arméer famlede sig frem gennem tæt tåge om morgenen den 21. august, ramte de to tyske arméer i bevægelse frem mod dem. Denne tyske styrke var aksen af Moltkes højre flanke i den sydlige del af Ardennerne, den 5. armé under kronprins Friedrich Wilhelm, som også anførte den 4. armé under hertugen af Württemberg i den nordlige del af Ardennerne. Efter to dages voldsomme kampe trak begge de franske arméer sig tilbage, den 3. til Verdun, den 4. til Stenay og Sedan. Friedrich Wilhelm trængte frem til den anden side af Longwy den 23. august, idet han efterlod fæstningen til at blive erobret af belejringstropper. En uge senere afløste Joffre Ruffey som kommandør for 3. armé med general Maurice Sarrail. Mod vest stoppede den franske 4. armé den tyske 4. på Meuse i perioden 26.-28. august, men denne stædige modstand åbnede et 80 km bredt gab mellem den og den 5. armé, længere mod vest. Joffre stoppede dette hul med tre korps under general Ferdinand Foch (som, umiddelbart før det første slag ved Marne, den 5. september, blev den franske 9. armé).
   Charleroi. På den vestlige ende af fronten stod den franske 5. armé under general Charles Lanrezac over for den hårdeste udfordring. Mod nordøst trængte den tyske 3. armé under general Max von Hausen, som havde erobret Dinant, Belgien, den 15. august, op langs Meuse-floden, og truede den franske højre flanke. Mod nordvest fremtvang general Karl von Bülows tyske 2. armé, som efterlod tropper til at belejre Namur, to krydsninger af Sambre-floden mellem Namur og Charleroi, 34 km mod sydvest, den 21. august. En dag senere erobrede Bülow Charleroi, som ligger på begge sider af Sambre. Her kæmpede Lanrezacs tropper voldsomt for at stoppe tyskerne, men da det ikke lykkedes måtte de trække sig tilbage sydpå. Denne tilbagetrækning efterlod et 15 km bredt gab mellem den franske venstre og den Britiske Ekspeditions-styrke (BEF), som netop var ved at komme i stilling ved Mons. Samme nat (22.-23. august) slog Hausen bro over Meuse og begyndte at angribe vestpå ind i den højre flanke af den franske 5. armé (efterladt åben efter tilbagetrækningen af den 4. armé fra området ved Ardennerne. Kun en generel retræte, påbegyndt natten til den 23. august, reddede Lanrezascs mænd fra en dødbringende fælde. Hans X korps alene mistede 5.000 mand ved Sambre. Efter en lang retræte sydpå, vendte Lanrezac sig mod Bülow og indledte et skarpt modangreb mod Guise den 29. august. Dette stoppede Bülows fremrykning langs med Oise-floden i 36 timer, men den fortsatte panikagtige britiske tilbagetrækning til venstre (og nederlaget for den 4. armé på Meuse på deres højre fløj) tvang den 5. armé til at genoptage sin retræte dagen efter.
   Mons. På den yderste venstre (vestlige) ende af den allierede linje, 56 km på den anden side af Charleroi, havde BEF på fire divisioner (70.000 mand og 300 kanoner) krydset grænsen til Belgien for at indtage en position ved Mons. Briterne rykkede stadig op bag den 20 m brede Mons-kanal den 23. august, da de blev ramt af den tyske 1. armé under general Alexander von Kluck. Med 160.000 mand og 600 kanoner udførte Klucks armé Schlieffen-planens brede omgående bevægelse gennem Belgien. Trods ulempen i antal på mere end 2-til-1 holdt BEF stand i ni timer, inden den trak sig tilbage om aftenen. Størstedelen af det britiske forsvar hvilede på de to divisioner i II korps (general Horace Smith-Dorrien) vest for Mons. I alt led briterne 4.244 tab, mod gevinsten af kun en dags forsinkelse for Klucks fremrykning.
   Således sluttede det fire dage lange slag om grænserne – et katastrofalt nederlag for Frankrig og dets britiske allierede, som efterlod den nordlige grænse gennembrudt af tyske angreb på alle punkter. I løbet af de spredte kampe deltog omkring 1.250.000 franske tropper og led mere end 300.000 tab. Tyske tab var sammenlignelige. Med hensyn til antallet af engagerede mænd og raten og antallet af tab i en fire dages periode, var dette det største slag i krigen.

Fransk infanterist, 1914