Under
det sidste årti af den lange, frygtelige krig, fyldte fredsfølere
luften. Hovedsageligt pga. de forvirrende rygter som fulgte, blev kampene
ukoordinerede og krampagtige. I det østlige Tyskland var den svenske
kommandør, feltmarskal Johan
Banér, død i 1641. Hans efterfølger, feltmarskal
Lennart
Torstenson, forsøgte at slå Sachsen ud af krigen året
efter. Torstenson belejrede Leipzig med lidt mindre end 20.000 mand, da
en hær fra Det tysk-romerske Rige marcherede til byens undsætning
den 2. november 1642. Den svenske feltmarskal, som fandt sig talmæssigt
underlegen, trak sig ti km tilbage mod nordvest til Breitenfeld, stedet
for et stort slag 11 år tidligere. De kejserlige, under ærkehertug
Leopold
William, broder til kejser Ferdinand
III og general Octavio
Piccolomini (hertug af Amalfi) fulgte lige efter. Da svenskerne gjorde
omkring for at kæmpe, forberedte Leopold William sig på at
angribe under dække af et kraftigt artilleribombardement. men inden
det kejserlige kavaleri på den venstre fløj kunne indsættes,
blev de selv hårdt ramt af de svenske ryttere på denne flanke.
Torstensons pludselige angreb slog det østrigske kavaleri på
flugt. Derpå drejede den svenske feltmarskal til venstre for at
drive det kejserlige infanteri tilbage, som angreb i midten. Denne succes
gjorde det muligt for hele den protestantiske hær at samle sig mod
fjendens isolerede højre flanke. Dem som ikke flygtede overgav
sig i stor stil. Slaget endte næsten lige så pludseligt som
det var begyndt.
Leopold William, som havde mistet 5.000 i dræbte
eller sårede og et lignende antal fanger, faldt tilbage til Böhmen.
Snart efter frasagde han sig sin kommando. Baron Franz
von Mercy, en bayersk feltmarskal, gik derefter ledelsen med de kejserlige
styrker. Han ville forblive relativt inaktiv i mere end et år. Imens
led den spanske gren af det Habsburgske Hus et knusende nederlag i det
nuværende nordøstlige Frankrig.