Theodore Roosevelt

 
USA, 1858-1919
13.09.14

Nordamerikansk statsmand, af velhavende oprindelig hollandsk slægt, studerede ved Harvard Universitet, 1882 medlem af New Yorks lovgivende forsamling, 1895-97 politipræsident i New York, understats-sekretær i marinen 1897-98, deltog som fører for et korps af Rough-riders i krigen mod spanierne på Cuba, udmærkede sig ved sin drisighed og blev oberst. Guvernør i New York 1899 og unionens vicepræsident 1900. Efter mordet på MacKinley 14. september 1901 blev Roosevelt præsident 1901-09, genvalgt 1904. Sin popularitet skyldte han ikke alene sit forhold i krigen, men nok så meget den personlige hæderlighed og hensynsløse energi, hvormed han ryddede op i New Yorks korruption (Tammany Hall) og den almindelige politiske bestikkelighed. I ydre politisk henseende er han grundlægger af den moderne amerikanske imperialisme, hævdede strengt Monroe-doktrinen og lagde vægt på udviklingen af en stærk flåde. Roosevelt var også ivrig for, at de Forenede Stater skaffede sig koloniherredømme, og at de hævdede deres plads som stormagt i verdenspolitikken. 1905 var han mægler mellem Japan og Rusland og modtog derfor 1906 Nobels fredspræmie. Hans fredsvenlighed viste sig også i hans iver for at så sammenkaldt den 2. fredskonference i Haag 1907. En af Roosevelts hovedidéer i den indre politik er kampen mod trusterne og korruptionen blandt kongrespolitikerne; ligeledes greb han ind alle vegne for at afsløre uredeligheder, fx de store kødskandaler i Chicago 1906. Lynchjustits mod negrene var han en abolut modstander af og ansatte fordomsfrit negre i vigtige statsembeder, ligesom han modtog Booker Washington som sin gæst. Som agitator og folkepolitiker søger Roosevelt sin lige selv blandt amerikanerne. 1903 rejste han henved 4.000 mil og holdt 300 taler i veststaterne. Hans folkeyndest som præsident var så stor, at mange frygtede, han skulle opkaste sig til diktatur, og han fik ved præsidentvalget 1904 et overtal på 2,5 mio. vælgerstemmer. Under valgkampen 1908 afslog Roosevelt i overensstemmelse med forfatningen at lade sig vælge for 3. gang og støttede valget af sin ven, tidligere krigsminister W. Taft (s.d.). Rejste foråret 1908 på jagt i Øst-Afrika, vendte hjem over Ægypten marts 1910 og foretog derefter en noget usmagelig reklame- og hyldestrejse gennem de europæiske hovedstæder, overalt hædret med sore æresbevisninger, doktortitler etc. Efter hjemkomsten til de Forenede Stater redigerede han et tidsskrift The Outlook, hvori han ivrigt tog del i alle dagens brændende spørgsmål; stiftede et nyt parti, »Fremskridtsrepublikanerne«, og foretog en agitationsrejse i veststaterne sommeren 1910, alle vegne modtaget med begejstring. Kom efterhånden i en vis modsætning til Taft og optrådte som dennes modstander ved præsidentvalget oktober 1912. Roosevelts forsøg splittede de republikanske stemmer, selv fik han 4 mio., Taft 3,5, og demokraten Woodrow Wilson 6. Efter nederlaget foretog han en meget omtalt forskningsrejse i hidtil ukendte egne af Brasilien. Verdenskrigen bragte ham atter i forgrunden som ententevenlig skribent og agitator. »Lusitania«s sænkning maj 1915 gjorde ham definitivt tysk-fjendtlig og til talsmand for krigsberedskab, og da krigen kom, virkede han med sin vanlige rastløge og ukuelige nergi for, at den blev ført så kraftigt og virkningsfuldt som muligt. Ved præsidentvalget 1916 støttede han loyalt republikanernes kandidat Hughes, men da valget 1920 nærmede sig, begyndte de republikanske politikere på ny at gruppere sig om hans navn, da han døde. (HK8/1925)