Mao Tse-tung

 
Kina, 1893-1976 18.09.14

Kinesisk statsmand og frihedskæmper.

Mao Tse-tung (1893-1976): skrives nu Mao Zedong; kinesisk statsmand; bondesøn. Kom tidlig i konflikt med sin strenge og stræbsomme dader og løb flere gange hjemmefra; uddannet som lærer. Mao var 1921 medstifter af det kommunistiske parti i Kina og blev medlem af dets centralkomité. 1923-27 arbejdede han for at skabe en foreneet front af alle revolutionære kræfter og få bønderne med i bevægelsen. Det var Maos første originale bidrag til marxistisk tænkning, at revolutionen i et land som Kina måtte bære af bønderne, ikke af byproletariatet. Denne pragmatiske udlægning er nu almindelig anerkendt for socialismens indførelse i u-lande; men i 1927-28 førte den til Maos midlertidige udelukkelse af partiledelsen. I de følgende år grundlagde og styrkede han arbejdernes og bøndernes røe hær. Efter Den lange March 1934-35 var han partiets førende skikkelse; 1935 blev han dets generalsekretær. Indgik forlig med Chiang Kai-shek under krigen mod Japan 1937; men efter Japans overgivelse 1945 kom det 1946 til åben kamp mellem Mao og Chiang Kai-shek. Den endte 1949 med kommunisternes erobring af det kinesiske fastland og oprettelsen af Kinesiske Folkerepublik, hvis statschef Mao var 1949-59. senere førte han blot titlen »formand«, men stod klart over præsident Liu i hierarkiet. Mao var en af de ivrigste forkæmpere for gennemførelse af landbrugets kollektivisering i folkekommuner. Efter Stalins død begyndte der langsomt at aftegne sig ideologiske forskelle mellem Mao og Sovjetunionens nye partiledere; et åbent brug fandt sted 1963. Mao var utilfreds med den afspænding, der fandt sted; desuden mente han, at der i et marxistisk land skulle være vedvarende revolution; den rolige fremgang i Sovjetunionen betregtede han som en borgerliggørelse. I overensstemmelse dermed indbød han 1957 folket til at øve kritisk mod Kinas styre (De 100 Blomsters Kampagne); kritikken blev imidlertid så kraftig, at kampagnen hurtigt måtte afblæses. »Det store spring fredmad«, der proklameredes 1958, lykkedes heller ikke. Mao overlod derpå præsidentposten til Liu Shao-chi, og i de følgende år foregik der en indre magtkamp mellem dem. 1966 fik Mao overtaget, da hans tilhænger Lin Piao udløste Kulturrevolutionen, det slående eksempel på, vordan læren om den vedvarende revolution omsættes i praksis. Under Kulturrevolutionen blev Mao genstands for en stærk dyrkelse, og Den lille røde bog (1965; dansk 1967) med citater fra hans værker blev maoisternes bibel i Kina og andetsteds. Liu blev sendt på landarbejde; og da Lin var ved at blive for mægtig, blev han fældet 1971. I 1971-172 lykkedes det at forbedre Kinas udenrigspolitiske stilling; Folkerepublikken blev optaget i FN, og præsident Nixon aflagde besøg. Maos 3. hustru var den fremtrædende politiker Jian Qing (dengang skrevet Chiang Ching). På Maos gamle dage synes hun at have haft en betydelig indflydelse over ham og blev endda efter hans død ansklaget for at have tyranniseret ham. Der foregik en indædt magtkamp mellem hende og Deng (Teng) Xiaoping; men lige før sin død greb Mao selv ind og udpegede kompromiskandidaten Hua Guofeng til sin efterfølger. Da Dengs fløj af partiet siden kom til magten, blev Maos indsats efterhånden nedvurderet. Selv om han stadig ansesfor den store lærer og formand, hævder man, at han har begået alvorlige fejltagelser, og den linje, Deng og Hu Yaobang nu følger, kan næppe kaldes maoistisk.