Sir Winston Churchill

England, 1874-1965 16.08.09

Britisk statsmand; søn af Lord Randolph Churchill. Deltog som ung officer og krigskorrespondent i krigene på Cuba, i Indien, Sudan og Sydafrika. Medlem af Underhuset 1900, oprindeligt konservativ, men 1904-22 liberal som modstander af Chamberlains præferencepolitik. 1905 understatssekretær for kolonierne og 1910-11 indenrigsminister. Drev som marineminister 1911-15 flåden frem til kampklarhed 1914 og bekæmpede tysk fremtrængen til søs og i kolonierne, men forivrede sig i to flådefremstød (Antwerpen og Dardanellerne) og gik af for som aktiv officer at kæmpe på Vestfronten. 1918-21 krigsminister; medvirkede til en mislykket intervention mod det bolsjevikkiske styre i Rusland. Koloniminister 1921, men faldt i 1922; sluttede sig derefter som udpræget antisocialist til de konservative. Genindførte guldmøntfoden som finansminister 1924-29. Kristiserede skarpt Chamberlains politik over for Hitler, især efter München-overenskomsten af 1938. Blev ved krigsudbruddet 1939 marineminister og medlem af krigskabinettet, maj 1940 premierminister for en national samlingsregering. Han kunne kun love »blod, sved og tårer«, men blev samlingsmærke for nationens sejrsvilje; udsendte sammen med Roosevelt Atlanterhavs-erklæringen i 1941 og Washington-erklæringen af 1942. Stod 1945 som britisk sejrherre; men også efter denne krig faldt han ved fredsvalg 1945. I en tale i Fulton, USA, 1946 opfordrede han de vestlige demokratier til at slutte op om FN og angreb Sovjetunionen i skarpe vendinger; samme år gjorde han sig i en tale i Zürich til talsmand for Europas forenede stater. Igen premierminister 1951-55. Modtog 1953 Hosebåndsordenen og fik samme år Nobel-prisen i litteratur for sit omfattende forfatterskab. (LM4)