Sicilien (kongedømmet begge Sicilier)

Europa 03.02.15
Historie: Sicilien har navn efter sikelerne, der delte øen med sikanerne, mulig et iberisk folk. Fønikerne havde sat sig fast her, men langt større betydning fik dog den græske kolinasion, er begyndte i 8. århundrede f.Kr. En række stæder blomstrede frem langs kysten, særlig doriske, fx Syrakus, anlagt fra Korinth, Gela, Akragas og Selinus, men også ioniske: Catana, Naxos, Zankle (Messana) og Himera. Mod vest holdt fønikerne sig, støttede fra Karthago. Under partikampene i de græske kolonier dukkede tyranner frem (Falaris i Akragas), Syrakus' magt steg stærkt under Gelon, der tog næsten det halve af Sicilien og besejrede karthagerne ved Himera 480. Folkefriheden vandt dog atter frem i den fælgende tid, men kiv mellem de ioniske og doriske stæder lagde kræfterne øde. Vel afslog Syrakus atheniensernes angreb 415, men karthagernes magt steg truende. 340 tilføjede Timeleon dem et nederlag, og floden Halykos blev grænse; efter tyrannen Agathokles kom Syrakus i fuld opløsning, og Pyrrhos af Epirus søgte uden held at genoprettet ordenen (278-75). 270 antog Hieron kongetitel i Syrakus, og i forbnd med Rom bekæmpede han under 1. puniske krig karthagerne (264-41), som måtte afstå øen. Da Syrakus 212 svigtede Rom, blev hele øen gjort til romersk provins. I folkevandringstiden plyndredes den af vandalerne, besattes af østgoterne, men knyttedes derpå 535 til det østromerske rige, hvorunder det forblev i 300 år. Efter længe at have foruroliget øen fuldbyrdede araberne ca. 900 dens erobring, og en blomstringsperiode påfulgte. Men begunstigede af indre strid vandt Syd-Italiens normanner under Robert Guiscards sønner i 12. århundrede indpas, og 1130 lod Roger II sig krone som konge over Sicilien og Apulien. Ved ægteskabet mellem hans datter Constantia og Henrik (VI) kom riget under hohenstauferne, og 1194 lod Henrik sig krone. Kejser Frederik II.s kongetid er en glansperiode i øens historie, åndslivet blomstrede, lensstyrelsen knækkedes, centralisation gennemførtes, handel og agerbrug svang sig i vejret, italiensk kultur sejrede. Men efter hans død (1250) fulgte tilbagegang. 1258-66 førte Manfred regeringen, men måtte bukke under for Karl af Anjou, hvis hårde regimente ophørte med den sicilianske vesper (s.d.) 1282. Øen forenedes derpå med Aragonien, indtil Peter III.s død 1285, da den tilfaldt en yngre gren. 1409 genforenedes Sicilien og Aragonien, hvorved Sicilien senere blev en del af det spanske monarki. Ved Utrecht- og Rastatt-freden 1713 tilfaldt øen Savojen, der 1720 ombyttede den med Sardinien, hvorpå Sicilien kom under Østrig og atter forenedes med Napoli. 1735 tilfaldt begge lande Karl IV af Bourbon (1735-59), under hvis regering ministeren Tanucci indførte en række liberale reformer og bslippede kirkens magt. Også under Ferdinand IV.s (1759-1825) første regeringstid førtes styret efter den oplyste enevældes principper, men 1777 mistede Tanucci al magt, og snart efter blev dronning Karoline, datter af Maria Theresia, og hendes yndling Acton de rådende. Hendes had til Frankrig drev 1798 landet ind i den 2. koalition, hvilket bevirkede, at Napoli erobredes 1799 og omdannedes til den parthenopæiske republik. Samme år toges det vel tilbage, men da Begge Siciier 1805 gjorde brud på neutraliteten, erklærede Napoleon bourbonerne for afsatte og besatte Napoli. Kongefamilien tyede til Sicilien, hvor den værnet af England beholdt magten, mens Napoli som kongerige tilfaldt Joseph Bonaparte og siden Murat (1808-15). 1816 genforenedes Sicilien og Napoli under Ferdinand IV, som fra da af kaldte sig Ferdinand I af kongeriget Begge Sicilier, men kongen gik i Østrigs ledebånd, og en hård reaktion fejede alle de liberale institutioner og love over ende, som var en frugt af franskmændenes herredømme. Sicilien, som 1812 havde fået en forfatning, styredes absolutistisk. 1820 tvang en militæropstand i Napoli kongen til at give en forfatning, men han påkaldte magternes hjælp på Laibach-kongressen, der overdrog Østrig interventionen 1821. Al modstand knustes, og reaktion og politiregimente holdt sit indtog. Frans I (1825-30) og Ferdinand II (1830-59) styrede i samme ånd, 1837 udbrød oprør på Sicilien, 1843 i Kalabrien, men begge blev kvalt. Farligere var rejsningen i Palermo januar 1848; i april erklæredes kongehuset afsat, og opstanden bredte sig til Napoli, hvor kongen måtte love en forfatning. Efter en gadekamp i Napoli vandt han størstedelen af magten tilbage, en hær sendtes mod Sicilien, Messina bombarderedes (Kong Bomba), og al modstand sloges ned. Den hårde reaktion fortsattes under Frans II, der 1859 besteg tronen, men 1860 rejste Sicilien sig atter, Garibaldi (s.d.) ilede til undsætning, og snart var øen befriet. Kongens løfter kom for sent; da Garibaldi overskred Messina-strædet, flygtede Frans til Gaeta, og Garibaldi holdt sit indtog i Napoli. Nordfra rykkede sardinske tropper ind i landet, der ved en folkeafstemning vedtog indlemmelse i det italienske kongerige, hvorpå Victor Emanuel 7. november 1860 holdt sit indtog i hovedstaden. (HK8/1925)